Når jeg bliver træt, bliver jeg ekstra modtagelig over for sensoriske oplevelser. Normalt når jeg færdes ude i den virkelige verden er det et problem, fordi lyde og lys stresser og forvirre mig, men her under mere kontrollerede forhold var det fantastisk, for jeg kunne virkelig tage udstillingen ind, med glæden og naiviteten fra et lille barn.
Tjekkisk humor er meget absurd, og man skal ikke nødvendigvis lede efter logiske sammenhænge, men det passede mig fint, for det kan min stressede hjerne alligevel ikke finde ud af for tiden. Farverne var støvede, men levende, proportionerne var skæve, men alligevel virkelige, og alting var meget tæt på.
Dette var en af de udstillinger hvor man gerne må røre. Jeg er til tider lidt gammeldags opdraget, så der gik et stykke tid før jeg rigtigt turde, men på grund af min sensoriske følsomhed sendte det små elektriske impulser op i min hjerne og gav en næsten orgasmisk følelse som varede i flere dage.
Det er lidt svært at forklare hvordan denne sensoriske følsomhed virker. Det er nærmest sådan som min forestilling om at være på stoffer er, minus alle de negative bivirkninger. Alting føles elektrisk, den mindste berøring, alle lydene og farverne. På vejen hjem fra udstillingen kørte vi forbi et vejskilt der var blevet krøllet sammen i en ulykke, og krøllernes bløde kurver var så perfekte at det føltes som et elektrisk slag i mellemgulvet. Når jeg er træt kan jeg lade fingrene glide hen over en ru sten, og det sender en kildende fornemmelse gennem hele kroppen.
Udstillingen var fyldt med stimuli, og da vi kom hjem til det bed&breakfast, hvor vi skulle sove, havde jeg brug for at være alene. Jeg havde brug for at ligge på min seng og stirre op i loftet mens jeg prøvede at få styr på mine tanker. Jeg var enormt lykkelig og meget trist på én gang. Det var sådan barndommen BURDE have været, og det var den da også en gang imellem, det er bare de negative erindringer der er mest tydelige.
Ingen kommentarer:
Send en kommentar