om ADHD

HER er en artikel om Emil fra Lønneberg der i dag ville have modtaget diagnosen ADHD og være erklæret adværdsvanskelig. Diagnostikeren er dog ikke psykiater men læge i blodsygdomme. Jeg har dog engang hørt en psykiater fortælle i et tv-indslag, at Emil IKKE kan have ADHD, for når han bliver lukket inde i skuret, så kan han godt sidde stille i lang tid og koncentrere sig om at snitte træfigurer, det ville en rigtig ADHDer ikke kunne, spørgsmålet er så om alle der modtager diagnosen der reelt har den.

Jeg har engang set en vittighedstegning med en ADHDer der prøver at sove.

"et får, to får, gris, hest, giraf, Jens Hansen havde en bondegård, ehh margarina".

 Jeg skrev for nyligt et indlæg om at passe ind, men en nat med søvnløshed fik mig til at slette det, ikke fordi jeg fortryder hvad jeg sagde, kun måden jeg sagde det på. Jeg er fortaler for, at man så vidt muligt (med tryk herpå) prøver at passe ind, ikke for at gøre sig selv mindre, men for at gøre samfundet større. Artiklen for mig dog til at tænke på, om jeg mon tager fejl, for måske kan det være let for mig at sige.

Det skal ikke være nogen hemmelighed, at jeg selv synes, at jeg har haft det forfærdelig hårdt her i livet, og mange af de ting har haft at gøre med ikke at passe ind. Der er forskellige måder hvorpå jeg ikke har passet ind, men med stort set samme resultat.
- Jeg har et handicap der på mange måder gør, at jeg bare ikke passer ind sammen med såkaldt normale mennesker.
- Der var mange punkter hvor jeg indadtil virkelig prøvede på at passe ind, men udadtil lod det sig ikke vise.
- Der var punkter hvor jeg udadtil prøvede at passe ind, men indeni skumlede jeg og blev småbitter.
- Og så var der alle de gange, hvor jeg gjorde en dyd ud af ikke engang at prøve.
Ingen af delene gjorde mig lykkelig. Jeg ved ikke om jeg blev lykkeligere af at tilpasse mig, eller om jeg kunne tilpasse mig fordi jeg blev lykkeligere, men jeg har fået det bedre.

Men jeg startede med at tale om ADHD, og det er nok en af de grupper der har sværest ved at passe ind, og det kan jeg ikke bebrejde dem. Jeg har selv ADD, men selvom det er irriterende, så er det så meget nemmere, for i det mindste kan jeg sidde sådan nogenlunde stille, så selvom mine lærere ikke var synderligt glade for mig, så råbte de i det mindste ikke af mig og skældte mig ud (de overså mig i stedet).

Der bliver snakket så meget om medicinering og den feminiserede skole der ikke kan rumme dem, men hvem snakker om hvordan børnene egentlig har det. For mig var ADD en stor belastning i og med, at det formørkede mine tanker indtil jeg begyndte på ritalin, men det er også en stor gave for mig, for det får aspergerpigen til at komme ud af sine hule og prøve nye, sjove og impulsive ting. Nogle af de største og bedste beslutninger i mit liv er taget på intet grundlag uden de store overvejelser. Hvad med at vi ser børnene med ADHD (og de voksne for den sags skyld) som individer og sige hvad kan de gøre for samfundet i stedet for hvad kan samfundet gøre for dem, for jeg er sikker på at de har masser af spændende ting at byde ind med. I stedet for at sygeliggøre dem, så lad dem tilpasse sig samfundet på den måde som de kan, og på den måde gøre samfundet større og bedre