Først vil jeg lige minde jer om min lille jubilæums give away HER, hvor I kan vinde Murakamis aller tykkeste bog, som ligefrem er muraKOMISK.
I går var jeg ved fysioterapeuten fordi min hofte/røvskade bliver ved med at drille mig- Jeg tænkte ikke, at der var noget alvorligt galt, men når det gælder skader, kan man næsten ikke være for forsigtig, eller det kan man sagtens, man kan beskytte den så meget, at man helt stopper med at dyrke sport. Hvad jeg mente var bare, at nu hvor jeg er startet på og bliver nødt til at sidde på skodstole, så gør det ekstra ondt, og jeg ville gerne lige have nogen til at se på det. Denne gang gav fysioterapeuten mig lige en omgang numsemassage, hvilket var rart, om end på en meget intens smertefuld måde. Jeg havde desuden medbragt en tykkere pude end den jeg plejer, så jeg kom næsten igennem skoledagen uden at have lyst til at tude over smerterne. Jeg kan godt være lidt en tudemarie når jeg er presset, men jeg græder sjældent over smerte, men nogle dage har min hofte gjort så ondt, at jeg var lige ved.
En ting jeg dog endnu mere har lyst til at tude over er latin. Der var ingen blød start ligesom i hebraisk hvor vi først skulle lære os at stave os gennem ord og sætninger før vi gik videre til oversættelser, Nej her var det lige på og hårdt med Italia terra est og så blev det kun sværere derfra. Der er en del uenighed om hvilke græskforudsætninger der er for at kunne forstå faget. Spørgsmålet er nærmere at der er visse forudsætninger for vores forståelse af basal grammatik. Forleden forklarede jeg, at man sagtens som jeg kan komme sovende til en studentereksamen, og det kan man også sagtens, men det hævner sig sidenhen, hvis man vælger universitetet. Jeg brugte tre semestres græsk på at lære forskellen på et akkusativ objekt og et dativ objekt, og jeg forstår stadig ikke forskellen på et adverbium og en konjunktion. Og dertil kommer der alle de ting jeg ikke engang vidste, at jeg ikke vidste. Hvad er for eksempel forskellen på en perfektum og en imperfektum. Problemet er nok ikke så meget, at jeg ikke forstår disse ting til bunds, problemet er at jeg tror at det er meget sværere og mere kompliceret end det i virkeligheden er, og derfor VED jeg, at jeg aldrig kommer til at forstå.
Jeg har spekuleret længe om jeg skulle fortælle læreren at jeg ikke ved alle disse ting. Det er jo mit eget ansvar at lære dem, og ville det ikke lyde lidt for meget som "det er forfærdelig synd for mig". Jeg valgte nu alligevel at gøre det, for han er en flink gammel hippie med langt hår og hawaii skjorte. Han sagde, at jeg så måtte have et sprogligt talent. Jeg burde have taget imod kommentaren med et smil og så bare tænke mit, men jeg blev så overrasket at jeg kom til at fnise og sige 'nu må vi se'. Det var meget sødt af ham at sige det, men han har kun hørt mig sige noget to gange, og sandt nok, så styrede jeg for vildt i den ene af sætningerne, hvor jeg kunne gentage hans ord om Christiani/kristen både kan være et substantiveret adjektiv og en adjektivisk genitiv, til gengæld kom jeg til at oversætte munke med klostre hvilket gav en lidt bøvet oversættelse. Det vigtige i denne smøre er dog at jeg fik ros af en lærer, hvilket er ren creme brulée, jævnfør indlægget forleden dag.
Jeg skal nok blive glad for at være tilbage på uni, når jeg lige er faldet lidt ned, for lige nu har jeg så travlt med at panikke over ingenting, at jeg ikke har det store overskud til at være med socialt, så jeg føler mig lidt udenfor, but it is all in my head.
Ingen kommentarer:
Send en kommentar