Der er mange ting i mine tanker i dag, og jeg spekulerer på om mit hoved er for forvirret til at skrive et ordentligt indlæg, men så må jeg bare prøve det bedste jeg kan.
Det er påskedag og Kristus er opstanden, han er sandelig opstanden, Halleluja! Og jeg ærgrer mig over at jeg ikke kunne/ville/turde/huskede at tage til påskemesse i nat. Påskemessen er ellers en af de smukkeste begivenheder man kan forestille sig, og indenfor katolicismen også en af de, for ikke at sige den vigtigste i løbet af året. Men jeg gik bare direkte i seng efter at have set "Skyfall" med min familie, hvilket da også var ganske hyggeligt, men bare ikke helt til at sammenligne. I den katolske kirke er der messepligt, hvilket betyder, at man skal gå til messe (gudstjeneste) helst hver søndag, men ellers på særligt udvalgte helligdage. Men sygdom og angst for at være sammen med mange mennesker, tæller som en lovlig undskyldning for at lade være, hvilket er en god ting, i hvert fald noget af tiden, men det er også skidt, for nogle gange har jeg fornemmelsen at at det mere handler om dovenskab, og om at jeg bare ikke gider, men jeg ved, at hvis jeg kom af sted, så ville det være fantastisk for mig.
Dette er mit indlæg nr 500. Da jeg startede denne blog, havde jeg ingen anelse om, at jeg ville nå så langt, for dette var nok bare endnu et af mine småskøre projekter, som jeg ville være vildt entusiastisk med i en uge eller to før det ville blive kedeligt eller uoverskueligt, og jeg ville droppe det, men nu er der altså skrevet 500 indlæg, der er gået 1½ år, og der er i snit lidt over 100 mennesker på besøg hver dag, og det er vel ikke så dårligt endda. Jeg har da haft dage hvor jeg overvejer at stoppe og koncentrere mig om min skole, men jeg må sige, at jeg altså ikke er nørd nok til at læse lektier før kl 7 om morgenen, og selvom jeg stod sent op i dag, for trods sne, kulde er vi skiftet til sommertid, så vågner jeg lidt for tit mellem kl 3 og 5 om morgenen, og så skal jeg have et og andet at give mig til. Desuden er jeg, som blogger, medvirkende i en bog som snart udkommer, og jeg tænker, at det ville være fesent at stoppe lige før jeg har chancen for at blive, om ikke rig, så i hvert fald en lille smule berømt.
I går så jeg et dr program om hvordan man opdrager en vinder, og jeg må erkende, at det er ikke mig. Der er mange ting jeg er god til, og jeg er relativt flittig, men jeg er hverken flittig eller fokuseret nok til at blive virkelig god til noget. Vil jeg virkelig gerne være en vinder? Vil jeg virkelig gerne ligge de kræfter i som det kræver? Vil jeg kunne klare at gå glip af mine serier til fordel for lektielæsning? Og en vinder i hvad? Hvilken af mine delvise talenter ville jeg fordybe mig i? Jeg drømte, at jeg fik 7 i hebraisk, hvilket jeg blev temmelig ked af, men jeg anerkendte også, at det var det jeg var værd sådan rent fagligt, for der er forskel på flid, entusiasme og dygtighed, og jeg scorer nok umiddelbart højest på entusiasmeskalaen, og selvom det er gloværdigt, så er det ikke meget værd.
Jeg prøver meget hårdt på at være sej, men det får mig nogle gange til at føle mig direkte ynkelig, for når jeg vil vise folk hvor cool jeg er blevet, må jeg først fortælle dem hvor uncool jeg var. Det virker fint nok her på bloggen, her fortæller jeg en sjov og lidt pinlig historie, og så er det det, men ude i den virkelige verden er jeg vidne til folks reaktioner. For eksempel har jeg købt en rigtig lækker sommerjakke, og jeg er endnu mere stolt af den, fordi jeg de sidste mange år bare har brugt min regnjakke som sommerjakke. Jeg fik ikke nogen grimme reaktioner, men det gik bare pludselig op for mig, hvad jeg egentlig stod og sagde. Jeg forsøger alt for hårdt at være cool, og det er på mange måder fint, men samtidig er det også lidt sørgeligt. Til mit forsvar vil jeg sige, at det er svært at være sej, når man har det så skidt med sig selv, at man ikke fortjener at have pæne ting og bruge penge på sig selv.
Ingen kommentarer:
Send en kommentar