Av for katten, det er et provokerende ord. Straks kommer man til at tænke på mennesker der hulker af glæde mens de vifter med armene og med skinger stemme råber "I love you Jesus/Elvis/Jusin Bieber". Straks kommer man til at tænke på TV prædikanter der i Jesu navn påkalder Jesus over dig og helbreder dig for den nette sum af 500 doller. Men i virkeligheden er tilbedelse noget ganske smukt og simpelt.
Tilbedelse er en erkendelse af Guds storhed, at han blev menneske og blev korsfæstet og døde for vores synders skyld. Ægte tilbedelse kan kun være tilbedelsen af Gud (og nej, dette inkluderer ikke Michael Jackson). Tilbedelsen kan tage mange former, men den slags jeg var til i går var den stille fordybende slags, hvor man i 30 minutter sidder foran Jesus og fordyber sig.
Præsten kom ind i et messehagel i noget tykt gyldent stof, der fik ham til at ligne en superhelt. Vi katolikker mener at brødet og vinen ER Jesu Kristi legeme og blod og i et lille pengeskab bag ved eller ved siden af alteret ligger opbevares hans hellige legeme. Ud af skabet tog præsten et lille stykke af Jesus og placerede det i en monstrans (en gylden tingest til at udstille Jesu legeme i). Menigheden knæle og så stod den ellers på tilbedelse, stille bøn, meditation eller hvad man nu godt kan lide at kalde det.
Jeg var der på grund af min veninde Måne der skal indlægges på anoreksiklinikken i dag. Det bliver godt at hun endelig får noget hjælp, men det bliver også hårdt, for hun er meget syg. Der er ikke meget jeg som person kan gøre for hende, for hun er langt væk (geografisk, ikke mentalt), så jeg kan ikke bare lige komme forbi og holde om hende og sige at alt bliver okay igen en skønne dag. Hvad jeg dog kan gøre er at opofre mine bønner for hende.
Så derfor sad jeg altså der i kirken en tirsdag aften og foldede hænderne i en bøn der ikke ville komme til mig. Der er ingen der siger at det skal være let at bede, men det ville nu være rart hvis det var.
Det fortælles om sankt Benedikt (grundlæggeren af det vestlige munketraditionen i Europa) at han en gang kom ridende på sin hest da han kom forbi en bonde til fods.
- Det var da en grumme fin hest du har dig der, hvad er du siden du kan tillade dig at ride rundt så højt til vejrs så du ikke søler dine klæder til?
- Jeg er munk.
- Hvad laver en munk siden du kan tillade dig at ride rundt så højt til vejrs så du ikke søler dine klæder til?
- Vi beder.
- Jeg kan da også bede, men ser du måske mig sidde på sådan en fin hest?
- Ved du hvad, hvis du kan bede fader vor til ende uden af blive afbrudt, så kan du få hesten.
- Ikke ringe.
Bonden lukkede øjnene og foldede hænderne.
- Fader vor, du som er i himlen, hellige vorde dit navn...
Bonden åbnede øjnene og så på sankt Benedikt.
- Får jeg også sadlen med?
Det er svært at bede, men det gør ikke noget. Tricket er at bevare fatningen selv når man kommer til at tænke på andre ting. Selv fik jeg øje på en vimpel der bevægede sig i vinden, og jeg blev fuldstændigt hypnotiseret af den, og det var egentlig hvad jeg fik de 30 min til at gå med.
Tilbedelsen sluttede af med en sang på latin, og selvom mange tror det, så er latin sjældent brugt i vore moderne tider, hvilket lidt er en skam, for det er sådan et smukt sprog. Præstens stemme fyldte hele kirken, og det slog næsten benene væk under mig, for jeg har haft mange rigtigt gode præster i tidens løb, men en præst der kan synge, det hører til sjældenhederne
Den efterfølgende messe blev indledt med en sang og her er et vers til dig, Måne:
Vær du mig nær! Nu aften sænker sig,
snart mørket råder, vær du nær hos mig!
Når andres hjælp og trøst er intet værd,
du, hjælpeløses hjælp, vær du mig nær!
(nr 564 i den gamle røde)
Under messen kom konsekrationen hvor Gud gennem præsten forvandler brødet og vinen til Kristi legeme og blod, se det er langt mere imponerende end hvilken som helst superhelt.
Jeg var fristet til at modtage kommunionen (nadveren) selvom jeg har syndet siden mit sidste skriftemål (ikke noget super alvorligt, bare en helt masse småting), jeg ville så gerne 100% blive en del af denne min nye menighed, men det ville have været en større synd end alt småtteriet til sammen, så det var godt at jeg kom til fornuft.
Ingen kommentarer:
Send en kommentar