lørdag den 24. marts 2012

Om et præstevisit

Hvis bjerget ikke vil komme til Muhammed, så... Hov, forkert religion.

Jeg har flere gange talt om mine vanskeligheder med at komme i kirke. Under messen (gudstjenesten) kan der opstå en meget intim følelse fordi man oplever noget så stort som forvandlingen af brød og vin til Kristi legeme og blod. Der er nogle meget store følelser på spil, og når man til dagligt går rundt og er lidt usikker på sig selv, så kan det være yderst grænseoverskridende at opleve det som udenforstående sammen med en gruppe mennesker der alle mere eller mindre kender hinanden, eller som i hvert fald kender hinanden lidt.

Når man så er for genert til at måde op i kirken, en generthed der bliver så voldsom, at det udløser et angstanfald, så lærer man ikke nogen at kende, og sådan bliver det bare ved og ved.

Man går glip at så meget når man ikke kommer i kirken, men værst af alt er, at man ikke oplever den hellige eukaristi (=kommunion=nadver), men så er det jo godt, at man kan skrive til sin præst og få ham til at bringe den hjem til én. Så kommer han med den allerede konsekrerede (forvandlede) hostie (oblat) i noget der minder om en forstørret pilleæske, og det er vel egentlig meget passende, for det kan jo godt ses som en slags åndelig medicin for legeme og sjæl.

Så bad vi en lille bøn sammen hvorefter jeg modtog kommunionen på tungen (i hånden eller på tungen er en af de helt store diskussionsemner i den katolske kirke, og det kan virkelig få folk op i det røde felt).

Det var rart at præsten kunne komme, men det er altså ikke helt det samme.

Ingen kommentarer: