Lyver de for mig

Vinderen af min bogkonkurrence er Trine Nielsen så rigtig mange gange tillykke med det, jeg håber at du vil elske den lige så meget som jeg gjorde :)

I tirsdags havde jeg besøg af min socialrådgiver som ville tale flytning, og det blev et rigtig godt møde. Et af mine ønsker er, at jeg vil kunne blive ved med at gå hos min psykolog, jeg ved fra forskellige steder og fra andre menneskers erfaringer, at Aarhus kommune er svære at danse med, og at jeg ikke skal få mine håb op, alligevel insisterer pædagogerne på at være 'positivt stemt' og 'selvfølgelig skal det nok gå'. den slags driver mig til vanvid. Jeg ved at det er sødt ment, og at de gerne vil skåne mig for bekymringer, men i sidste ende er det mig der står med lorten hvis jeg får et afslag.

Til mødet sagde min socialrådgiver, at hun var enig i at det var nødvendigt med den psykolog, hun vidste bare ikke helt hvordan hun skulle få det igennem. Der var nogle ting hun kunne prøve, men hun var ret usikker. Jamen det gik jo godt sagde min kontaktperson og jeg så på hende som havde vi ikke lige siddet til det samme møde. "Hun sagde at det nok skal gå", men nej det sagde hun ikke, hun sagde, at det var nødvendigt, at det lod sig gøre, men det er ikke det samme som at det rent faktisk er ladsiggørligt.

Jeg hader at blive løget for. Jeg ved godt, at andre ikke ser det som en løgn, de er jo bare optimistiske, men JEG ser set som en løgn. Jeg ønsker ikke, at de skal sige at alt er skod og at ingenting nogensinde vil gå godt. Jeg ønsker ikke engang, at andre nødvendigvis har de samme holdninger som mig. Jeg ønsker at der er åbenhed for debat, at jeg kan få lov til at snakke om mine bekymringer uden at blive affejet med et "det skal nok gå godt alt sammen".

Jeg ved at jeg modsiger mig selv her. De har selvfølgelig lov til at tro, at det nok skal gå. Det der går mig på er er at de ikke lytter ordentligt til mine argumenter. Tæller mine argumenter mere end pædagogernes? På emner der omhandler MIT liv så ja, for ja, jeg er handicappet, men det er stadigvæk mit liv og ikke deres, jeg værdsætter deres råd og vejledning og hjælp, men det er mit liv, mine valg, og det er mig der må leve med konsekvenserne.

Jeg tror faktisk på at det hele nok skal gå i sidste ende, men jeg kender Systemet godt nok til at vide, at det ikke bliver let, og jeg har brug for anerkendelse til at kunne tage kampen op. Jeg har ikke noget imod at kæmpe, jeg mener endda at det er sundt at kæmpe, for så værdsætter man resultatet desto mere, men lad os kalde en spade for en spade og en kamp for en kamp, og så kan vi tage det som det kommer derfra. Jeg holder meget af min kontaktperson, jeg holder meget af alle pædagogerne, men jeg har brug for at kunne stole på dem i alle henseender.