Nu har jeg boet her på bostedet i snart 2 år. Her har jeg grædt og leet, og her har jeg gradvist fået det bedre, indtil jeg nu er klar til at flytte i egen bolig. Pædagogerne er i den tid kommet helt ind under huden på mig. Nogle gange har de været dumme, men det meste af tiden har de været der for mig, og de er ikke bare pædagoger, de er mine mødre, mine venner, min skrifteboks og mine sekretærer, og derfor er det så underligt, at jeg nu skal sige farvel, for i virkeligheden er de ikke alle de ting, vi lod bare som om.
Det er ikke fordi følelserne imellem os var fake, de er skam rigtige nok, men systemet fungerer sådan, at når det er slut, så er det helt slut, for ligegyldigt hvor tæt vi har været de sidste to år, så stopper vores forhold den dag jeg flytter herfra. Vi kan måske sige, at det ikke er farvel, men derimod på gensyn, men det er en løgn. Det er ikke bare fordi det er noget der står i reglerne, det er sådan vi fungerer som mennesker, et nyt kapitel starter i vores liv, og vi bevæger os videre og væk.
Det er enormt hårdt at sige farvel til alle de mennesker, for jeg holder jo af dem, og de holder af mig. Vores farvel bærer dog præg af, at jeg er klar til at sige farvel. Nogle gange bliver man jo nødt til at sige farvel fordi ens betalingskommune henter én hjem eller fordi et bosted lukker eller hvad der nu kan ske. Når man er klar til at sige farvel, bliver det hele lidt mindre sørgeligt, men lidt sørgeligt er det stadig, okay, måske lidt mere end lidt sørgeligt.
Der er 1½ uge til at jeg flytter, og jeg har noteret i min kalender, hvornår jeg skal sige farvel til alle 18 pædagoger. Den første sagde jeg farvel til i søndags. At sige farvel gør på en eller anden måde flytningen mere konkret. Det er faktisk nu at det sker.
2 kommentarer:
Puha, farvel er et af de sværeste ord, jeg kender. Måske fordi jeg slet ikke kan forestille mig at komme dertil, at jeg føler mig klar til at slippe - men dejligt, at du føler det :-)
Tillykke med det, flot at du er kommet så langt :)
Send en kommentar