Om enhjørninge og næsehorn

Jeg burde skrive noget om pave Benedikt XVI's afgang, for det er et emne der berører mig dybt, for han blev pave kun et halvt år efter, at jeg konverterede til katolicismen, så han er på en måde MIN pave, fordi jeg ikke rigtigt kender andre, men forskruet som jeg er, er der et emne der optager mig mere.

Jeg har taget på. Det er hun et halvt kg, så det er ikke alverden, men jeg har det alligevel ret dårligt med det. Nogle tal er mere magiske end andre, og efter flere ugers hårdt slid, var det lige lykkedes mig at komme under 65 kg, og jeg var sådan nogenlunde glad for min vægt, den var i hvert fald ikke så rædselsfuld som den plejer, men nu vejer jeg 65.3 kg, og det er modbydeligt. Det er er ikke bare i dag, men hver evig eneste dag i over en uge, og jeg får kvalme over mig selv. Et eller andet sted ved jeg godt, at jeg har en flot krop, jeg er både slank og veltrænet, men følelsesmæssigt formår jeg ikke at tro på det, og når jeg ser de tre 'små' tal på badevægten, så føler jeg at det med at være tynd er noget folk fortæller mig for at lyve. Jeg er dog ret hyklerisk, for hvis det havde været andres vægt jeg talte om, så ville jeg ikke i samme grad strø om mig med ord som fed, klam og ulækker, som jeg alt for ofte bruger, når jeg taler om mig selv.

Det er ikke fordi jeg som sådan har nogle specifikke planer for hvor meget eller hvor lidt jeg gerne vil veje, jeg vil bare veje mindre, mindre end jeg gør nu og mindre end hvad jeg vejer næste måned, hele tiden mindre. Jeg ville gerne skrive noget sofistikeret og sagligt om det at have en spiseforstyrrelse, men grimme ord popper hele tiden op i mit hoved, og jeg bliver så uendeligt træt. Jeg ved ikke om mine mål og drømme er opnåelige, eller om det bare er troldspil og skyggebilleder. Er det hele bare tomhed og jagen efter vind?

Jeg tæller ikke rigtigt mine kalorier, for jeg gider ikke at veje alting, men jeg prøver da på sådan ca at holde styr på at jeg ikke spiser for meget. Problemet med den metode er, at kroppen er ligeglad med hvor meget jeg tror jeg spiser, den er kun interesseret i hvor meget jeg reelt propper i kæften. Sådan lidt 'for sjov' prøvede jeg at tage en køkkenvægt frem og veje min sædvanlige morgenmad. Den indeholder så 50-100 flere kalorier end jeg troede per portion, og den spiser jeg så 2-3 portioner af, så tror da pokker at jeg tager på. Og nu har jeg vejet én ting, og hvad så med alt det andet.

Ganske hurtigt begynder angsten at snige sig ind på livet af mig. Blodtrykket stiger, åndedrættet bliver besværet og jeg ryster en anelse på hænderne.

Om lektier og puslespil

Jeg har været alt for sløv. De bøger jeg skal bruge til GT, fik jeg først bestilt i fredags, og det er ikke sikkert at de når at komme frem til på fredag, så jeg kan nå at læse mine lektier. Det panikker jeg så lidt over. Fordi jeg har haft faget før, så har jeg en bog som dengang var grundbog, men denne gang blot er supplerende læsning, men for det første opfordrede vores lærer os til at læse supplerende læsning, for det andet, så har jeg ikke noget alternativ. Hvis jeg skal være ærlig, så tror jeg, at det er første gang jeg for alvor har åbnet bogen selvom den var grundbog i et helt semester, og jeg var da heller ikke voldsomt imponeret.

Det var ikke mange sider, så jeg har måske siddet der ti minutter til et kvarter, men det var nogle voldsomme og angstprovokerende minutter. Jeg er vant til at læse meget, også på engelsk, så jeg tænkte, at det kunne jeg da få ordnet i en håndevending. Til hebraisk laver jeg lektier, men jeg har som sådan ikke LÆST lektier i seks år, og som sagt, så var det vist ikke imponerende hvad min indsats var dengang. det viste sig at være meget hårdere end jeg havde regnet med, for jeg lagde også hårdt ud med at strege under og alt muligt, men det var især hårdt fordi jeg tænkte, at dette her klarer jeg aldrig. Og hvordan skal jeg klare universitetet hvis jeg ikke kan lave lektier. I sin tid klarede jeg det dog ganske udmærket, men det skulle ikke forhindre mig i at panikke.

Efter lektielæsningen, gik jeg op for at lægge puslespil. Jeg lægger meget puslespil for tiden, så meget, at jeg ligefrem drømmer om det om natten. Jeg var i gang med et der manglede hovedparten af brikkerne, og hvor jeg ikke havde noget billede af hvad det skulle blive til, og af en eller anden grund, gjorde det det til det perfekte puslespil. Jeg tænkte, at det måtte være det smukkeste puslespil jeg nogensinde havde set, og jeg blev virkelig deprimeret over at jeg aldrig kunne blive færdig med det.

Det jeg blev deprimeret over var selvfølgelig det med lektierne, men det var på en eller anden måde for personligt og for tæt på, så jeg kastede al min tristhed over på noget mere harmløst. Jeg blev faktisk virkelig ked af det, og det eneste jeg havde rigtigt lyst til var at sætte mig ned og tude, bare lade tårerne flyde, men jeg gjorde der ikke, for så ville nogen spørge hvorfor, og jeg orkede ikke at forklare, for jeg forstod det på det tidspunkt dårlig nok selv. Jeg var bange for, at det var begyndelsen på en af mine mørke perioder, hvilket ville ødelægge alle mine håb og drømme, men mest tænker jeg bare, at jeg nok er mere udmattet end jeg lige går og regner med, og at jeg bare skal lade der gå gå nogle uger, så jeg kan vende mig til at være tilbage på uni, for jeg tænker, at når jeg er træt, så er jeg mere sårbar over for weekendsangst.

Om en introtime

I går var jeg til Introtime i faget Gammel Testamente 1: Genesis (GT). Introtimer er per definition virkelig kedelige, men de er på samme tid også vigtige.

Jeg skulle egentlig have været til statusmøde, hvor min socialrådgiver, min kontaktperson plus nogle flere skulle sidde og diskutere min fremgang det seneste år, og vores planer for det næste, men jeg prioriterede universitetet, for selvom jeg gerne vil vise mig samarbejdsvillig, så er statusmøder eller handleplaner, eller hvad man nu vælger at kalde, dem ikke lige min kom te. Jeg forstår godt at kommunen vil vide hvad de får for deres penge, for det er ikke just billigt at have mig boende her, men nogle gange føler jeg, at nar disse papirer skal udfyldes, så er det formuleringer for formuleringernes skyld, så er der ikke nogen vægt bagved ordene. Jeg føler at diskussionen om mine håb og drømme bliver til øregas og tåbelige banaliteter. Dette er ikke et ondt ord om min socialrådgiver, hun virker nemlig flink nok, det handler bare om hvordan Systemet er skruet sammen. Så derfor foretrak jeg at tage til introtime på uni.

En introtime går ud på, at man gennemgår hvad man skal gennemgå i løget af semestret. Hele ti minutter går med at gennemgå læseplanen, som er et stykke papir hvor der står hvilke kapitler der skal læses til hvilken time. Hvordan kan man bruge ti minutter på det? Det er vel bare at kigge ned på papiret og se hvad man skal læse til næste gang, det burde virkelig ikke være så svært, hvilket ikke skal forhindre os i at kludre i det, om vi så havde haft 20 minutter til at gennemgå det.

Vi skulle også se på mulig supplerende læsning. Vores lærer går meget op i spørgsmål, diskussion og selvstændighed, hvilket er fedt, for så bliver man virkelig udfordret, men det er også surt, for så kan man ikke bare slå svaret op i grundbogen. Selvstændighed betyder også, at den supplerende læsning bør tages seriøst, men nu er det nu engang teologi jeg læser, og så bør den slags gerne være store, tunge, i flere bind og helst på tysk, hvilket kan få mig til at gå helt kold bare ved tanken, men jeg er jo lidt af en selvudnævnt nørd, så mange af bøgerne så faktisk lidt spændende ud, og i hvert fald en af dem overvejer jeg ligefrem at købe, men den jeg overvejer at købe er selvfølgelig IKKE en af dem der kan hjælpe mig til at skrive mine skriftlige afleveringer.

De skriftlige afleveringer er grunden til at jeg overhovedet skal tage faget, for jeg har faktisk taget det en gang før med en anden underviser, men dengang var der bestået ved fremmøde, så jeg kunne ikke få merit, hvilket ikke generer mig, for det er et meget spændende fag. Jeg fandt det bedst at bekende kulør, så jeg gik op til læreren for at fortælle det. Da jeg stod deroppe følte jeg mig bare som en komplet kegle. Hvad jeg bare havde tænkt mig som en information kom til at lyde arrogant, som om jeg egentlig ikke gider faget. Foran en lektor eller professor, føler jeg mig tille bitte, og al den coolhed jeg lader som om jeg har forsvinder som dug for solen. Jeg stammer, og jeg siger alting på den forkerte måde, så det der med spørgsmål, diskussion og selvstændighed, det er lidt en utopi for mit vedkommende. Bag efter følte jeg mig flov og ikke meget mere end ½ meter høj, men som min psykolog siger, så for et år siden, hville jeg være gået helt ned med flaget over den slags, så lidt godt er der vel i det.

Som hjælpelærer har vi en phd studerende, og jeg spurgte for sjov hvilken årgang hun var, altså hvilket år hun startede på universitetet. Det gjorde hun i 2006, altså året EFTER mig. Suk, jeg føler mig gammel og langt bagud.

GT ligger kl 8 fredag morgen, hvilket betyder, at jeg skal op kl 4 og med toget kl 6. Det er egentlig ikke noget problem rent praktisk, hvilket dog ikke forhindrer mig i at brokke mig, men de andre brokker sig mere, selvom de skal langt senere op, og mange af dem så lettere klatøjede ud. Heldigvis tog introtimen ikke så lang tid, så vi fik tidligt fri og nogle af os satte os over i kantinen og drak kaffe og spiste kage, altså de andre gjorde, jeg drak sukkerfri saft og spiste ratatouille.

Rent hår

Jeg har et flot og kraftigt hår.

Da jeg var ung havde jeg store problemer med at holde det rent, for jeg lærte ikke hårvask på den normale måde ved, at jeg langsomt selv begyndte at overtage, efter at min mor havde gjort det for mig. Det var ikke fordi min mor ikke gjorde det som mødre formodes at gøre, det var bare, at jeg med min aspergers slet ikke opfattede, at hun prøvede at lære mig noget. Længe vaskede jeg hår ved at lægge shampooen oven på håret og tværede lidt rundt, men det blev bare aldrig rent, så jeg var konstant 'hende i klassen med fedtet hår', hvilket bestemt ikke var fedt.

En dag var der en veninde der forbarmede sig over mig, og hun fortalte hvordan jeg skulle massere shampooen ind i hovedbunden for at få den ønskede effekt. Jeg har vel været omkring 11 år gammel, og selvom min veninde og jeg nærmest var som søskende, så var det stadigvæk lidt pinligt, at jeg ikke bare kunne den slag, for det er jo den slags man formodes at vide, men som min psykolog siger, så når man har aspergers, så er det de ting som folk tror at man da selvfølgelig kan, det er de ting man har sværest ved, de 'sværere' ting, dem kan man godt.

Fra den dag af var mit hår mindre fedtet, men som sagt, så har jeg et meget kraftigt hår, og selv med mange års øvelse kan det være svært at få det ordentlig rent, og i går blev jeg rent ud sagt træt af det, og så tog jeg i svømmehallen. Svømning er rigtig god træning, men det er også en glimrende måde at få skyllet alt skidtet væk på.

Jeg ved ikke hvilken begrundelse der vejede tungest, hårvask, træning eller bare forandring, men det var godt at komme af sted. Der hvor jeg boede før svømmede jeg meget, 12-1800 m i hvert fald en gang om måneden, men det er bare som om jeg ikke rigtigt kan komme af sted længere, og en af grundende er at jeg 'kun' kan svømme 1000 m. Det ville selvfølgelig hurtigt ændre sig hvis jeg kom af sted lidt oftere, men så skulle jeg bide stoltheden i mig. I efteråret havde jeg store planer om at komme i gang, men jeg havde hele tiden friske sår på armene, og så sagde pædagogerne, at jeg ikke måtte. personligt var jeg røv ligeglad, men jeg parerede pænt ordre, og så kom der en måned, hvor det var pengene der var et spørgsmål, og så kom julen, og så kom jeg bare aldrig rigtigt af sted.

Men i går kom jeg af sted, og det var skønt. Jeg gik til svømning som barn, men jeg var ikke særlig god til det, og det er jeg stadig ikke, og jeg har aldrig kunnet lide at være dårlig til noget, men dengang havde jeg endnu ikke lært at holde mig selv i ørerne, så jeg stoppede. Det med ikke at være god til det, det er ikke bare noget jeg siger, det er rigtigt nok. Muligvis skyldes det min spasticitet, fordi jeg så er lidt skæv og svag i kroppen. muligvis er jeg bare almindeligt dårlig, min eneste styrke er, at jeg er ret tålmodig når det gælder ensformigt arbejde (aspergers), så jeg bliver bare ved, og derved får jeg tilbageligt en del baner.

Jeg får det til at lyde som om spasticitet gør mig dårlig og aspergers gør mig god, men i svømmehallen kan aspergers også være et problem, for lydniveauet kan godt blive meget overvældende, og så får jeg det dårligt både fysisk og psykisk, derfor kan jeg kun svømme tidligt om morgenen, hvor der stort set kun er pensionister og andre fredelige folk.

Men i går fik jeg i hvert fald en god træning og noget rent hår, mit hår har ikke været så blødt og let meget længe.

Et lille forsøg - osmose

Tag to æg, og læg dem i en skål med eddike.

Eddiken reagerer med æggeskaldens kalcium som opløses, hvorledes ægget kun holdes sammen af en membran.

Det ene æg lægges i en skål med vand, det andet i en skål med sirup.

Ægget i vand svulmer op, mens det andet synker sammen.

Osmose fungerer sådan, at det får vandmolækylerne til at bevæge sig gennem membranen fra en mindre mættet opløsning til en mere mættet opløsning.

I det tilfælde hvor ægget ligger i vand, er det ægget der er den mest mættede oplæsning, og derfor suger ægget vandet, men det siger ikke på samme måde som en svamp, for det foregår nemlig med nogle små rør der, når de fyldes med vand suger mere vand, ligesom når man tømmer et akvarium med en slange.

I tilfældet hvor ægget ligger i sirup, er det sirupen der er den mest mættede opløsning, og derfor tømmes ægget for vand.

Det kan ikke ses på billedet, men det er meget specielt at røre ved de to æg. Det store æg føles nærmest som et stykke legetøj, mens det lille æg nærmes føles som en dessert, hvor skorpen er blevet tør.

Startet igen

I går startede jeg på universitetet igen, og det var super super fedt. Pædagogerne sagde, at mine øjne ligefrem strålede, og det føltes også sådan,  og jeg havde også lyst til at stråle, for så ville folk spørge hvordan det gik, og så kunne jeg få lov til at fortælle.

Jeg tog tidligt ned på stationen, for jeg skulle forny mit pendlerkort, og jeg var bange for at skulle stå i kø, selvom der aldrig nogensinde er en kø der er værd at nævne, og nu da jeg var dernede, kunne jeg lige så godt springe på det tog der kørte ind på perronen, hvilket dog betød at jeg kom over en time for tidligt på universitetet. Det lykkedes mig dog at finde en lænestol op af en radiator lige udenfor klasselokalet, hvor jeg sad og læste, for det gode ved at køre i tog er, at så havde jeg jo lige en god bog ved hånden, DeLillo "White noise" der tilfældigvis handler om universitetsverdenen. Der sad jeg så og hyggede mig indtil de andre begyndte at komme.

Da de andre så kom, gjaldt det om at komme ind i klassen i en hvis fart, for vi er 33+ på et hold, men lokalet er kun estimeret til 28, og her skal der så lyde en lille klapsalve til lokalekontoret for dette geniale indfald. Sidste semester var vi, de studerende delt op i tre hebraisk hold, men selvom vi ikke er blevet færre, så er vi blevet skåret ned til to undevisningshold, og det suger. For det første giver det en masse støj, ikke fordi vi sidder og snakker i timen, men fordi hver person generere en lille smule larm hele tiden, og det begynder bare at løbe op jo flere mennesker man er.

Det andet problem er, at jo flere mennesker man er, jo mindre er chancen for at blive taget når man rækker hånden op. Dette kommer til at lyde meget nørdagtigt, og det er det også, men det er nu engang sådan man bedst lærer tingene, hvis man bliver hørt i dem, og det gør også undervisningen sjovere, for hvis man bare sidder og lytter på andre der oversætter, så falder man hurtigt i staver eller i søvn. Det føltes som en triumf den dag i sidste semester, da en af de seje piger nåede frem til den samme konklusion. Det er fedt at andre end jeg har fået den åbenbaring, det er bare knap så fedt, at jeg så har flere at kæmpe med om et spot i rampelyset. Jeg sad med hånden oppe det meste af første time, og jeg blev taget én eneste gang. Jeg ved godt at der er ansvar for egen læring, men der er jo en grund til at vi har undervisning og ikke bare tager det som selvstuderende.

Efter timen takkede jeg læreren for de noter jeg havde fået til Amos' bog og fortalte, at jeg havde haft meget fornøjelse af at oversætte den. han spurgte om jeg var blevet færdig, hvilket jeg ikke just kunne prale med. Der er 9 kapitler, jeg havde satset på at oversætte 6, men jeg nåede 'kun' at oversætte 4. Denne remse fortalte jeg ham ikke, jeg sagde bare at jeg havde oversat 4 kapitler. Jeg tror næsten, at jeg redede hans dag, for han strålede nærmest, og han sagde, at det var stort, ja ligefrem meget stort. Det er altid fedt at få ros, men at få ros af ens yndlingslærer, det er stort, ja ligefrem meget stort.

Ro, renlighed og regelmæssighed

Ro, renlighed og regelmæssighed, sådan lød parolen i gamle dage, og det er kloge ord, men nu begynder universitetet igen, og nogle dage vil det ikke være muligt for mig at skrive her på bloggen, så mine indlæg bliver ikke helt så regelmæssige som de har været indtil nu, og jeg håber, at I vil bære over med mig.

I dag bliver alt hvad jeg er vant til vendt på hovedet, i dag bliver alle mine rutiner rystet i deres grundvold, i dag starter universitetet igen. Den sidste uge har jeg været rædselsslagen, og jeg har været sikker på, at jeg ikke kunne klare det, men i dag er følelsen skiftet ud med spænding, og jeg glæder mig til at lære nyt og blive udfordret. Universitetet har givet mig den værdighed tilbage som jeg mistede i psykiatrien, og det har gjort mig til en helt anden person, ment på en positiv måde.

Jeg fortæller tit, at jeg mistede min værdighed i psykiatrien, men jeg vil gerne påpege, at det ikke var personalets skyld. Psykiatrisk personale får tit skæld ud i medierne for ikke at gøre deres job ordentligt, men selvom jeg kan fortælle nogle grumme historier, så kan jeg fortælle endnu flere gode historier, hvor en sygeplejerske, SOSU eller læge har været helt fantastiske, og det vil jeg gerne takke dem for.

Der var hende der gerne vilde snakke med mig om Gud når medierne ellers havde besluttet, at det måtte man ikke, der var ham der holdt mig i hånden mens jeg bare græd og græd indtil jeg faldt i søvn, der var hende der også snakkede med mig når jeg mødte hende ude i byen mellem indlæggelser, og der var hende der gav verdens bedste knus. Det er kun inden for det sidste års tid, at jeg for alvor er begyndt at få det godt, men det har kun kunnet lade sig gøre fordi jeg blev holdt i live og plejet gennem de foregående fire år.

Havde det ikke været for alle dem der gennem årene har hjulpet mig, så havde det ikke været muligt for mig at gøre alle de fede ting jeg har gang i, og derfor siger jeg dem et stort tak.

Privatlivets fred

Når man som jeg har været inde i systemet i så mange år, så vænner man sig til ikke længere at have noget privatliv, alt skal frem på bordet, og jo mere man siger, jo nemmere bliver det for en selv. Her i weekenden har jeg fået min statusrapport til min socialrådgiver udleveret til gennemlæsning, og jeg har også udfyldt nogle ansøgningspapirer til økonomisk, og nogle gange kan man blive overrasket over hvad de synes de har brug for at vide.

Jeg forstår godt, at de skal have en hvis mængde informationer om hvordan det går mig, for det er dyrt at have mig til at bo her på Hinnerup Kollegiet, så de skal have vores ord på, at det er pengene værd. Jeg forstår godt at de vil spørge ind til min aspergers og min spiseforstyrrelse, jeg forstår endda godt de vil vide ting som jeg ikke forstår hvorfor de vil vide, for jeg har trods alt ikke det store overblik, men nogle gange bliver det bare lidt for meget. De vil vide så godt som alt. De vil vide noget om mine skrive og læsefærdigheder, de vil vide om jeg har venner, og om hvordan jeg omgås dem, de vil vide ting om min familie og om jeg tør færdes ude om aftenen.

Men det er ikke kun nu hvor jeg er så indfiltret i systemet, at de vil have de ting at vide, de ville også have det at vide dengang i begyndelsen, hvor min eneste forseelse var at være så fræk at søge om kontanthjælp. Det er nu fem år siden, og jeg begynder at savne at have en hemmelighed. Ikke noget stort og farligt, bare en enkelt lille ting der er mit og ikke skal deles med alt og alle, men jeg ved slet ikke om jeg vil være i stand til det, for en af de ting jeg har lært gennem alle disse år er at fortælle alt, og det er godt, når man skal bearbejde sine følelser, men det er knap så godt, når man færdes ude i den virkelige verden, og der begynder jeg at længes efter at høre hjemme.

Jeg har før snakket om, at jeg gerne vil arbejde mig fra at være et sagsnummer og over til at være et rigtigt menneske, og dette her med at skulle fortælle alt til alle er en af de store forhindringer. Det er menneskeligt, måske alt for menneskeligt at være hemmelighedsfuld, i det mindste engang imellem, men det er nu så dejlig praktisk at fortælle alt, for så kan folk selv vælge hvad de skal bruge, og jo mere åben man er, jo større er chancen for at de ikke tror at man prøver at snyde.

på den anden side, bliver jeg trist ved tanken om at holde noget skjult for pædagogerne, for de er vel nærmest blevet som min udvidede familie, og jeg har faktisk lyst til at dele mit liv med dem, hvilket jeg ikke ved om er en god eller en dårlig ting.

Om stres før skolestart

På mandag starter universitetet igen, efter to måneders ferie. Jeg er godt nok den eneste der direkte har haft ferie, alle de andre har skullet til en masse eksaminer, og jeg har faktisk misundt dem lidt, for to måneder hvor man selv skal strukturere sin tid, det er meget lang tid. Det er nu egentlig gået udmærket, men efter to måneder, har min krop og hjerne vænnet sig til den rytme som jeg har nu, og det var svært at vænne sig til, og nu skal jeg til at vænne mig til en helt ny rytme, som ikke engang er den sidste som i sidste semester, og jeg er ved at gå helt i panik.

Jeg går hver dag med en følelse af angst og depression, og jeg krøller mig sammen i sofaen og lader fjernsynet køre på vilkårlige kanaler, og jeg lader mig forføre af nuttede dyrebørn, medicinske mysterier og politiserier, og jeg drømmer mig langt væk til et sted hvor mit hjerte ikke er så forfærdelig tungt.

Det hele løser sig nok, når jeg først er startet på universitetet, men jeg er bange, for hvad nu hvis det ikke gør? Jeg har været velsignet det sidste år og nogle måneder, hvor jeg faktisk har fået det helt godt, men den depressive tilstand har stadig rådet i hovedparten af mit liv, så der er altid en reel mulighed for at den vender tilbage, og jeg er bange for, at det er det der er begyndt igen, og ingen logiske argumenter overvinder frygten. Pædagogerne prøver ellers at tale mig til ro, men de ved jo ikke hvordan det er at være fanget alene i mørket. Jeg er rædselsslagent bange for at miste alt det jeg har kæmpet mig frem til.

Jeg har ikke lyst til at være denne ynkelige klynker, men her sidder jeg alligevel, og det er bare klynk, for et eller andet sted ved jeg godt, at det nok snart stopper, og jeg vil bare have at folk har ondt af mig indtil det gør.

Noget af min angst, er jeg dog glad for at sige, skyldes helt almindelige ting, som de fleste kan nikke genkendende til. Jeg er nemlig ved at gå helt op i limningen over alle de ting som jeg ikke har fået nået. Hvordan skal jeg nogensinde kunne få mulighed for at få tilskud til transport, når jeg ikke kan tage mig sammen til at ansøge, og når jeg ikke engang kan regne ud hvordan jeg rejser billigst? Hvordan skal jeg imponere min lærer, når jeg 'kun' har oversat fire kapitler i Amos' bog? Hvordan skal jeg holde mig slank, når jeg ikke kan tage mig sammen til at træne ordentligt? Det kan godt være, at alle kender følelsen, men det gør det ikke mindre skod af den grund.

Øv, jeg har glædet mig så meget til skolestart, og det gør jeg i og for sig stadig og jeg er godt og grundigt træt af ferie, men alligevel kunne jeg godt lige bruge en uge mere til at få de sidste ting på plads.

Stres og Pepsi Max

I søndags slog min kæreste op med mig, op på mandag starter universitetet igen efter to måneders ferie, så man kan godt sige at jeg er lidt stresset, desværre drikker jeg ikke alkohol, og jeg spiser ikke slik, så det eneste jeg har at drukne mine sorger i er Pepsi Max, og det gør jeg så i stor stil, og det til en grad hvor jeg selv synes, at det egentlig er lidt ulækkert, eller i hvert fald nok til, at jeg får ondt i maven. Jeg siger til mig selv, at det er okay, at jeg jo ikke plejer at drikke så meget, men egentlig synes jeg ikke at det er okay, for det er jo frådseri.

Frådseri er når man bruger, spiser eller drikker mere end man reelt behøver for at have et godt liv. Det betyder ikke, at man skal sulte sig selv eller berøve sig alle livets små glæder, men det betyder, at man skal tænke sig om, men lige nu tænker jeg mig ikke om, jeg drikker bare, og det er lidt det der er problemet. Flasker og dåser hober sig op på køkkenbordet og i poser på gangen, og jeg bliver svimmel ved tanken om hvor mange penge der er for i pant. Ikke at jeg selv får nogen gavn af det, det, jeg trykker altid på donationsknappen så pengene går til børn med diabetes (Føtex).

Problemet er, at jeg er bange, bange for at ende alene, bange for ikke at kunne klare universitetet, bange for alle de administrationelle opgaver der ligger og venter på mig, bange for at ændre noget og bange for at sidde fast, og al den stres får mig til at drikke.

Jeg ved godt, at Pepsi Max ikke er super sundt for mig, men det er også lidt et problem at det ikke er super slemt, så hvorfor skulle jeg så stoppe? Jeg bliver jo ikke fed eller opfører mig uansvarligt, jeg synes mest bare, at det er lidt småpinligt. Selvfølgelig er det også dyrt, og det er lidt et problem, og det vil senere på måneden, når der ikke er så mange penge tilbage på kontoen, motivere mig til at drikke mindre, men lige nu er der ingen problemer og derfor ikke megen motivation til at ændre noget.

D. 13. februar er askeonsdag, og så går fastetiden i gang. Fasten er den katolske forberedelse til påsken, hvor vi gør bod for vores synder, og opbygger vores åndelighed. Jesus fastede 40 dage i ørkenen, det gør vi ikke, men vi giver afkald på visse af livets goder. Jeg har overvejet, om jeg skulle give afkald på Pepsi Max, men jeg ved ikke, om det er for stor en opgave. Gode intentioner er fint, men hvis ambitionsniveauet er for højt, så risikerer man at fejle, og så bliver man bare nedtrykt, så det er noget jeg skal tænke grundigt over.