Når man som jeg har været inde i systemet i så mange år, så vænner man sig til ikke længere at have noget privatliv, alt skal frem på bordet, og jo mere man siger, jo nemmere bliver det for en selv. Her i weekenden har jeg fået min statusrapport til min socialrådgiver udleveret til gennemlæsning, og jeg har også udfyldt nogle ansøgningspapirer til økonomisk, og nogle gange kan man blive overrasket over hvad de synes de har brug for at vide.
Jeg forstår godt, at de skal have en hvis mængde informationer om hvordan det går mig, for det er dyrt at have mig til at bo her på Hinnerup Kollegiet, så de skal have vores ord på, at det er pengene værd. Jeg forstår godt at de vil spørge ind til min aspergers og min spiseforstyrrelse, jeg forstår endda godt de vil vide ting som jeg ikke forstår hvorfor de vil vide, for jeg har trods alt ikke det store overblik, men nogle gange bliver det bare lidt for meget. De vil vide så godt som alt. De vil vide noget om mine skrive og læsefærdigheder, de vil vide om jeg har venner, og om hvordan jeg omgås dem, de vil vide ting om min familie og om jeg tør færdes ude om aftenen.
Men det er ikke kun nu hvor jeg er så indfiltret i systemet, at de vil have de ting at vide, de ville også have det at vide dengang i begyndelsen, hvor min eneste forseelse var at være så fræk at søge om kontanthjælp. Det er nu fem år siden, og jeg begynder at savne at have en hemmelighed. Ikke noget stort og farligt, bare en enkelt lille ting der er mit og ikke skal deles med alt og alle, men jeg ved slet ikke om jeg vil være i stand til det, for en af de ting jeg har lært gennem alle disse år er at fortælle alt, og det er godt, når man skal bearbejde sine følelser, men det er knap så godt, når man færdes ude i den virkelige verden, og der begynder jeg at længes efter at høre hjemme.
Jeg har før snakket om, at jeg gerne vil arbejde mig fra at være et sagsnummer og over til at være et rigtigt menneske, og dette her med at skulle fortælle alt til alle er en af de store forhindringer. Det er menneskeligt, måske alt for menneskeligt at være hemmelighedsfuld, i det mindste engang imellem, men det er nu så dejlig praktisk at fortælle alt, for så kan folk selv vælge hvad de skal bruge, og jo mere åben man er, jo større er chancen for at de ikke tror at man prøver at snyde.
på den anden side, bliver jeg trist ved tanken om at holde noget skjult for pædagogerne, for de er vel nærmest blevet som min udvidede familie, og jeg har faktisk lyst til at dele mit liv med dem, hvilket jeg ikke ved om er en god eller en dårlig ting.
1 kommentar:
Send en kommentar