På mandag starter universitetet igen, efter to måneders ferie. Jeg er godt nok den eneste der direkte har haft ferie, alle de andre har skullet til en masse eksaminer, og jeg har faktisk misundt dem lidt, for to måneder hvor man selv skal strukturere sin tid, det er meget lang tid. Det er nu egentlig gået udmærket, men efter to måneder, har min krop og hjerne vænnet sig til den rytme som jeg har nu, og det var svært at vænne sig til, og nu skal jeg til at vænne mig til en helt ny rytme, som ikke engang er den sidste som i sidste semester, og jeg er ved at gå helt i panik.
Jeg går hver dag med en følelse af angst og depression, og jeg krøller mig sammen i sofaen og lader fjernsynet køre på vilkårlige kanaler, og jeg lader mig forføre af nuttede dyrebørn, medicinske mysterier og politiserier, og jeg drømmer mig langt væk til et sted hvor mit hjerte ikke er så forfærdelig tungt.
Det hele løser sig nok, når jeg først er startet på universitetet, men jeg er bange, for hvad nu hvis det ikke gør? Jeg har været velsignet det sidste år og nogle måneder, hvor jeg faktisk har fået det helt godt, men den depressive tilstand har stadig rådet i hovedparten af mit liv, så der er altid en reel mulighed for at den vender tilbage, og jeg er bange for, at det er det der er begyndt igen, og ingen logiske argumenter overvinder frygten. Pædagogerne prøver ellers at tale mig til ro, men de ved jo ikke hvordan det er at være fanget alene i mørket. Jeg er rædselsslagent bange for at miste alt det jeg har kæmpet mig frem til.
Jeg har ikke lyst til at være denne ynkelige klynker, men her sidder jeg alligevel, og det er bare klynk, for et eller andet sted ved jeg godt, at det nok snart stopper, og jeg vil bare have at folk har ondt af mig indtil det gør.
Noget af min angst, er jeg dog glad for at sige, skyldes helt almindelige ting, som de fleste kan nikke genkendende til. Jeg er nemlig ved at gå helt op i limningen over alle de ting som jeg ikke har fået nået. Hvordan skal jeg nogensinde kunne få mulighed for at få tilskud til transport, når jeg ikke kan tage mig sammen til at ansøge, og når jeg ikke engang kan regne ud hvordan jeg rejser billigst? Hvordan skal jeg imponere min lærer, når jeg 'kun' har oversat fire kapitler i Amos' bog? Hvordan skal jeg holde mig slank, når jeg ikke kan tage mig sammen til at træne ordentligt? Det kan godt være, at alle kender følelsen, men det gør det ikke mindre skod af den grund.
Øv, jeg har glædet mig så meget til skolestart, og det gør jeg i og for sig stadig og jeg er godt og grundigt træt af ferie, men alligevel kunne jeg godt lige bruge en uge mere til at få de sidste ting på plads.
1 kommentar:
Send en kommentar