Om nonner på flugt

Eget billede

Cisterciensernonnerne på Sostrup slot har lavet skandale. Det er en meget mystisk og indviklet historie som i kan læse om i Kristeligt Dagblad HER, og tro mig, det er værd at læse, det hele lyder mest som noget fra en roman.

Meget kort om simplificeret fortalt: karismatisk nonne fra en rig familie bliver abbedisse for et blomstrende kloster, først blomster de, men bliver så mere indelukkede og sekteriske. Afhoppere prøver at gøre opmærksom på den problematiske udvikling, men ingen lytter. Abbedissen bliver endelig afsat, sådan officielt i hvert fald, i praksis fortsætter hun som hidtil. Pludselig en dag er hun og alle nonnerne væk og ingen ved hvor de er. Historien er selvfølgelig tragisk, men den har bestemt spændende litterære kvaliteter.

Jeg har været på Sostrup en enkelt gang tilbage i 2006 med min lånte menighed. Jeg brød sognebånd, hvilket er lidt af en udfordring når man er katolik i Jylland da kirkerne ligger meget langt fra hinanden. Jeg boede i Aarhus, men jeg gik i kirke i Randers.

Der var en årlig udflugt og picnik til Maria Hjerte Abbedi på Sostrup slot, og jeg var med. Abbedi er navnet på et kloster af en hvis størrelse, og efter danske standarter var Sostrup et stort og ungt kloster. Jeg var nykonverteret (2004) og alt var nyt og spændende  og jeg var så imponeret at jeg knap kunne tale. Jeg turde knap nok tale til nonnerne, for de var så smukke og glade og de sang og spillede så smukt i kirken.

På et tidspunkt lykkedes det dog en af nonnerne at komme i kontakt med mig, og vi havde en rigtig hyggelig dag. Jeg var virkelig ved at tude da jeg skulle hjem, jeg havde lyst til at blive. Jo der var dog nogle teologiske ting jeg syntes var vildt underlige og slet ikke mig, men stemningen var så overvældende, at det slet ikke betød noget. Jeg var flere gange det år ved at rykke teltpælene op og søge om optagelse, hvilket dog også havde noget at gøre med min konvertering. Mange konvertitter drømmer i begyndelsen om at blive præster eller nonner.

Senere blev jeg så syg, og det satte min verden lidt i perspektiv.

I 2009 udkom Helene Hägglunds selvbiografiske bog "Nonne tur/retur". Jeg læste den fordi der var en nonne på forsiden, og fordi jeg fra min tid på teologi (den første gang omkring) vidste hvor vigtigt det var for katolikker at holde sig opdaterede med sladder og skandaler i den katolske kirke. Jeg hadede bogen, for mindet om Sostrup stod stadig så skarpt. Min anden grund til ikke at tro 100% på den var mindet om hvordan pigerne i min klasse blev, når de slog op med deres bedste veninde (det var ikke kønt).

Hvad jeg tror nu er ikke længere så klart. Dette er ikke ment som et forsvar af Sostrup og af den tidligere abbedisse, for åbenbart er der foregået nogle virkelig skumle ting der. Det er bare et af mine almindelige erindringsbilledeindlæg, der så for en gangs skyld handler om et aktuelt emne.

En forræder

I Aarhus er der to teologiske uddannelser, teologisk fakultet (TF) hvor jeg går, og menighedsfakultetet (MF) som er en privat uddannelse for kirkens højrefløj. Forskellen på de to uddannelser er spørgsmålet om hvor meget troen skal influere i videnskaben. Begge former er prisværdige på hver deres måde.

TF gør et stort arbejde ud af forskernes/lærernes objektivitet og brugen af den videnskabelige metode. Troen må man hænge på knagerækken når man går ind, for tro formudrer objektivitet. TF's opgave er ikke at uddanne præster men teologer, præstedelen må man få efterfølgende få på præsteseminariet. Denne tilgang er meget nyttig når man skal finde ud af hvad man EGENTLIG ved, og hvad man kun tror at man ved.

MF bekymrer sig derimod om de studerendes tro, for præsternes tro er fundamental for livet i menigheden, og man vil gerne have en præst der rent faktisk tror på Gud.

Med andre ord, TF er grundvigiansk og MF indre missionsk.

Uddannelsen på MF tæller som en fireårig bachelor (ligesom på TF), men den er ikke SU berettiget, derfor er de afhængige af folks gode vilje. I går skrev en af mine veninder, som går der, på sin facebookprofil:

Kære venner!

På mandag holder mit studiested sponsorløb for at samle penge ind til vores stipendieordning. Menighedsfakultetet er nemlig ikke SU-berettiget, så vi samler frivillige gaver ind til en pulje, hvor hver studerende kan få udbetalt, hvad der svarer til knap en halv SU pr. måned. I år starter der 29 nye studerende - hvilket er fantastisk mange! - men det betyder også, at det kommer til at koste omkring 1.2 mio i stipendier, som skal samles ind hos familie, venner og andre gode mennesker.

Så det er her, du kan komme ind i billedet: Hvis du har lyst til at bidrage med et beløb til støtte af SU-erstatning, så send en mail til mig på XXX med adresse og beløbets størrelse. Både små og store bidrag er utrolig velkomne!
Jeg håber, I har lyst til at bakke op om os både økonomisk og i forbøn!

(Læs mere om MF på teologi.dk)

Kærligst XXX

Med risiko for at blive stemplet som forræder har jeg doneret 200 kr. Og hvorfor har jeg nu det? Jeg gjorde det fordi jeg går ind for diversitet, også med holdninger jeg måske er uenig med. Teologi kan godt engang imellem blive lige lidt i overkanten indspist med teologer der taler til teologer og alle nikker genkendende.


Teologi burde være fyldt med (venskabelig) uenighed. Det hedder dialektik når to modstridende parter har en produktiv diskussion. Man behøves ikke at blive enige om noget som helst, men det er vigtigt at begge parter diskutere ud fra de samme retningslinier omkring en videnskabelig diskussion. Med andre ord, så ønsker jeg mig en veluddannet 'modstand' som diskuterer ud fra de samme principper som mig, for først da ved jeg, at vi ville kunne tage hinandens argumenter til sig. Jeg ønsker ikke amerikanske tilstande hvor højre og venstre ikke kan tale med hinanden. Modstand skal ikke kues eller løbe tør for midler, for holdningerne vil alligevel være der, og så opstår der gnidninger.


Vi hører tit historier om den amerikanske kristne højrefløj, og det er da ganske underholdende, men vi må huske, at forstokkelse går begge veje. MF'erne kommer over til os for at få sprogundervisning (det er der jeg kender dem fra), det aller mindste vi kan gøre er at tage godt imod dem.


Hos os TF kan der godt vær mange fordomme og seen skævt til MF'erne, men som katolik kan jeg godt tillade mig at være lidt ligeglad, for jeg har ikke følelserne i klemme. Der har derimod altid været strid mellem grundtvigianere og missionske, bare tænk på Hans Kirk "Fiskerne", men jeg håber at vi alle er kommet en lang vej siden dengang. Jeg selv sidder her og snakker om modstandere, og det er i virkeligheden et alt for kraftigt udtryk, for jeg betragter dem som mine venner, og ligesom vi kan finde ting at være uenige om, kan vi også finde mange ting at være enige om.


Hvis nogen skulle være interesserede i at donere, så send en mail til mig på mummimor@live.dk så vil jeg videresende den.

Om et lagersalg

I går var jeg til lagersalg hos Munthe plus Simonsen. Hvilket var en noget blandet fornøjelse. Normalt kan jeg godt lide at handle hos dem fordi butikken er lys, hyggelig og overskuelig, men deres lagersalg i Aarhus foregik på Cupe, som der denne lille trange bar overfor politistationen. Først havde jeg problemer med at finde det, for der stod, at det var på Toldbodsgade 6, så jeg gik ned af Toldbodsgade, men jeg kunne bare ikke finde det. Det viste sig så, at der var indgang fra Dynkarken. Ja, der stod, at det var i Cupe, men hvad ved jeg om nattelivet i Aarhus, jeg så bare på adressen.

Det var meget mørkt derinde, trangt og placeringen af de forskellige items virkede tilfældig. Der var ikke nogen omklædningsrum hvilket forvirrede og stressede mig. Det gik aldrig helt op for mig hvad de andre gjorde. Jeg stillede mig hen i et afsides hjørne og prøvede bukser under min nederdel.

Jeg så en pige i stropbluse prøve prøve bluser udenpå den, men jeg havde en lidt løs bluse på, så det ville ikke rigtigt fungere. Normalt ville jeg skide på det hele, smide blusen og stå i bh og prøve tøj, men det hele var så uvant, usikkert og forvirrende, at min selvtillid var helt i bund, så jeg turde ikke, jeg turde dårlig nok være nogen steder. Ekspedienterne var lige så søde som de plejer hos Munthe plus Simonsen, men jeg turde ikke at spørge om noget.

Jeg fandt et par bukser, en t-shirt (som jeg ikke har prøvet) og en hue som jeg skulle have, og så vendte alting for mig, og da jeg stod og skulle betale var jeg enormt overskudsagtig og stod og pjattede med ekspedienten. Nogle gange forstår jeg virkelig ikke mig selv. Jeg skal til Aarhus igen i morgen, så måske smutter jeg lige derind igen, for nu ved jeg jo hvor det er og hvad jeg kan forvente, så det hele er mindre skræmmende.

Efter lagersalget skulle jeg til psykolog. Jeg kom alt for tidligt og sad på en bæk i solen og bagte med en kop kaffe og iagttog de folk der gik forbi. Jeg forstår godt mode som et middel til at identificere sig selv som individ og gruppe, men nogle gange er det direkte vanvittigt. Vejret var 22 grader, skyfrit og vindstille, men jeg så indtil flere unge piger komme gående i lange jeans og store striktrøjer. Jeg selv sad i en nederdel og en løs t-shirt og kampsvedte, og jeg spekulerede på hvordan de kunne undgå at besvime.

Om at træne med tømmermænd

Er det to år siden jeg stoppede med at sukker? Nej jeg tror efterhånden, at det må være tre. Det er underligt, at man kan glemme sådan noget set i forhold til hvor afhængig jeg var. I begyndelsen var det usigeligt hård, men på et eller andet tidspunkt satte hverdagen ind, og så var det bare sådan at tingene var, at jeg ikke spiser sukker.

I går skulle jeg lige have en af de der proteinbars der reklameres så meget for. Den hed noget med diet, så jeg tænkte, at det kunne nok gå, men den var sødet med honning, meget honning, og jeg er ligeglad med hvor naturligt honning er, det er stadigvæk sukker. Jeg burde ikke have spist den, men jeg var virkelig træt, så jeg tænkte, at det ville nok kunne gå an. Det gjorde det også til at begynde med. Jeg havde været bange for at jeg straks ville gå ned og tømme den nærmeste slikbutik, men det gjorde jeg ikke.

Da jeg vågnede i morges var tingene dog knap så sjove, for jeg vågnede med en dundrende hovedpine. Jeg slæbte mig ud i køkkenet og tog nogle ordentlige slurke af en flaske saft der lå i køleskabet, og så slæbte jeg mig tilbage i seng, hvor jeg lå og blundede i en 20 minutters tid. Det hjalp ikke meget, men nok til, at jeg da kunne stå op i oprejst stilling og komme igennem morgenens program.

Hovedpine eller ej, jeg har ikke trænet siden sidste mandag, så jeg pakkede mine ting og tog hen i fitnesscentret. Helt kvik har jeg dog ikke været, for mens jeg stod på en af maskinerne med kvalme og ondt i knolden og trampede løs, kom jeg i tanke om, at jeg da vist ikke havde fået noget kaffe. Kaffe er et vidundermiddel mod hovedpine, eller rettere koffein er. Jeg plejer at få dækket mit behov med pepsi max, men for at stille min tandlæge og min pengepung tilfreds, er jeg stoppet med det også.

Træning med tømmermænd, for det er i grunden det det er, er ikke nogen fornøjelse, og jeg kom da heller ikke hele vejen gennem mit program, før jeg opgav og vaklede ind i omklædningsrummet. Jeg pakkede hurtigt mine ting sammen og skyndte mig hjem, for jeg troede, nærmest at jeg skulle besvime.

Nu har jeg fået min kaffe og er ved at have det helt menneskeligt igen.

Kære PET

Vi har ikke brug for martyrer, vi har brug for helte, en helt er villig til at dø for sit land/tro, men han vil meget hellere leve for det ("The West Wing").

Jeg er på en hjemmeside, hvor jeg møder pennevenner fra hele verden. Det er ikke noget datingsite, vi sidder bare og skriver om hvilke film vi godt kan lide, og hvad vi har lavet i weekenden og den slags. De fleste samtaler foregår meget nede i gear på et gebrokkent engelsk, mig selv inklusiv, jeg læser og forstår ganske udmærket engelsk, men når jeg selv skal formulere mig og stave mig frem, så går det alt andet end strygende.

Jeg bliver tit spurgt om skype og facebook, men jeg er meget forsigtig, så jeg ender altid med at sige nej. Jeg har dog taget chancen med et par stykker for lige at lave et kontrolleret forsøg med hvad der kan ske. Det betyder at jeg lige pludselig har fået kontakter i Pakistan og Qatar. Det er to ganske fredelige fyre, men min forsigtighed gør mig vildt nervøs, for hvad nu hvis jeg bliver placeret på en eller anden terrorliste?

Så kære PET.

Jeg er altså ikke terrorist.Jeg er bare en helt almindelig ung kvinde som har haft lidt for meget fritid i sin ferie.

Hjertelig hilsen
Linda

Jeg kender også en ung mand fra Syrien, den første jeg nogensinde har kendt i et krigshærget land, men taler vi om krigen og alle dens foruroligheder? Ikke ret meget, vi taler om hvad vi har lavet i weekenden, og hvilke serier jeg godt kan lide, hvilket nogle gange godt kan virke lidt mærkeligt, men sådan er det nu engang, desuden er censuren vist temmelig streng, så selv hvis jeg prøvede at skrive noget mere interessant, så er jeg ikke sikker på at det ville komme igennem.


Jeg er sjældent ovenud begejstret for vore politikere, og jeg mener generelt at vi danskere er blevet et sart folkefærd der ikke kan tåle noget som helst, men vi har i det mindste friheden til at fornærme elle blive fornærmede på hvem vi vil.

Om at sige fra og sige til

Dengang jeg var tynd

Da jeg var barn havde jeg et meget nært forhold til min moster, men igennem de sidste par år har vi ikke haft så meget kontakt på grund a min sygdom. I tirsdags var hun så på besøg, og det var ganske hyggeligt.

Efterfølgende fik jeg så en mail, hvor hun skrev til mig, at det var godt at se at jeg havde fået lidt sul på kroppen og var kommet til at se helt menneskelig ud igen. Det blev jeg lidt ked af, for jeg har gennem de sidste fire år taget 18 kg på, og jeg har svært ved helt at forholde mig til min nye krop, og sul er for mig noget der er på julegæs og grise. Kaldte hun mig fed? For det var lidt sådan det føltes.

I gamle dage, ville jeg have bidt det i mig og have kæmpet sindssygt hårdt for at tabe mig igen. Problemet er lidt, at jeg stadig er syg, og inde i hovedet ønsker jeg stadig at være lige så tynd som jeg var engang, også selvom jeg så ikke ville have kræfter til at klare de ting som jeg ellers går og laver, og også selvom andre ikke synes at det er pænt. Jeg er ikke længere tynd men slank og veltrænet, men selvom det fysisk føles godt, så er der i min verden intet smukkere end knogler der stikker ud.

Jeg er dog kommet langt i min udvikling, så jeg skrev til min moster, at det egentlig var lidt fornærmende det hun sagde. Først svarede hun kort på vej ud af døren, noget med bløde linier og Marilyn Monroe, hvilket bestemt ikke hjalp, men da hun fik lidt mere tid satte hun sig og fortalte mig hvad det egentlig var at hun mente.

I gamle dage var der megen fattigdom, især i byerne, og en masse børn blev sendt på landet for at få lidt sul på kroppen og æblekinder, så det var bestemt positivt ment. Hvis jeg nu ikke havde sagt fra og fortalt at jeg blev ked af det, så havde hun ikke haft en jordisk chance for at forklare sig, og så havde hun helt ufortjent været den grusomme moster der var skyld i et tilbagefald.

I mine depressive dage troede jeg virkelig på, at jeg gjorde verden en tjeneste ved at være 'ydmyg' og ikke beklage mig, men ydmyg er hvis man i kærlighed træder et skridt tilbage, og har ikke noget at gøre med den frygt jeg i virkeligheden følte.

H C Andersen psykose

Jeg har lidt allergi over for HC Andersen, ikke fordi jeg har noget imod hans forfatterskab, men fordi jeg stadig boede i Odense i 2005 da vi fejrede hans 200 års fødselsdag/jubilæum/what ever. Det var et år hvor Odense gik helt amok i hvad der kun kan sammenlignes med en massepsykose.

Lige lidt baggrund. HC Andersen er født og opvokset i Odense, men han var fattig og blev mobbet i skolen, så han hadede det her og han flyttede så snart han fik mulighed for det, og han vendte aldrig tilbage, så hvorfor i alverden vi skal være så skide stolte, det kan jeg til min død ikke forstå, men selvfølgelig er der ikke så forfærdelig meget andet der kan drives forretning på i Odense, men det giver mig en lille smule kvalme, mest fordi det er så overdrevet det hele.

Alle gå/stå mændene på lyskurvene i centrum blev i 2005 skiftet ud med gående og stående billeder af HC Andersen, og der var en 10 etager højt HC Andersen plakat på et af højhusene, og nu i denne uge har der været HC Andersen festival, med kæmpe stort og voldsomt dyrt lyssjov. Får det aldrig nogensinde ende?

HC Andersen selv var vist lidt af en krukke så han ville sikkert have nydt det, men jeg synes det er plat.

Bedstes første sygedag

De konservative har fremsat et forslag om at man kan holde fri fra arbejde en dag, hvis et ældre familiemedlem bliver sygt, lidt ligesom barnets første sygedag. Dette har fået den socialdemokratiske arbejdsmarkedsordfører, Leif Lahn Jensen til skeptisk at spørge, om det da er meningen at familien selv skal passe deres gamle i tilfælde af slem sygdom.

For det første handler forslaget om influenza og lægesamtaler, for det andet, hvorfor ikke? Jeg har en gammel bedste på 85 som er super sej, og som klarer sig selv i eget hjem, i den samme lejlighed hun har boet i siden hun blev gift. Hendes helbred er generelt godt, så der er ingen grund til at sende hende på plejehjem eller have en hjemmehjælp som alligevel ikke har tid. Jeg selv bor desværre for langt væk til at kunne hjælpe, men min far bor lige rundt om hjørnet, og det gør mig rolig at vide, at han kan være der, hvis der bliver brug for det.

Jeg har en helt særlig grund til at interessere mig for emnet. I 2008 havde jeg en lang række selvmordsforsøg med piller. Efterfølgende måtte jeg så ligge på sygehuset i akutmodtagelsen/MVA til afgiftning. jeg har ikke tal på hvor hvor mange gange jeg har ligget på stue med gamle damer der hvde en infektion, og som deraf blev dehydrerede og forvirrede. De lå i deres senge og var bange, for de vidste ikke hvor de var. Deres familier blev kontaktet, men der kom næsten aldrig nogen og var hos dem. De lå der og klagede og klynkede, og det var skræmmende og uværdigt, men der var ingen der havde tid til dem, for sygeplejerskerne havde for travlt. Så ja, jeg er ikke konservativ, men jeg går fuldt ud ind for bedstes første sygedag.

En gang da jeg var 26, var der en psykiater der skældte mig ud og sagde, at det var uansvarligt, at jeg ikke boede hjemme ved mine forældre, underforstået så de kunne passe mig, og det var uværdigt, og det er ikke den situation jeg ønsker for vores grå guld, men der er aller helvedes til forskel på at skulle være fast selvmordsvagt, og så på at skulle køre en person til lægen, hente medicin og fylde køleskabet.

Så lad os elske vores vores forældre og bedsteforældre, sådan som de elsker os.

Om at komme ud med det

Jeg læser på universitetet med nogle virkelig skønne mennesker. Vi har læst sammen i et år, men jeg har egentlig ikke snakket ret meget om min sygdom, og det har været helt bevidst, ikke fordi de ikke må høre min historie, men fordi det var mit første rigtige møde med den virkelige verden, og jeg ønskede at være mere og bedre end bare hende den syge. Desuden har jeg vænnet mig så meget til at fortælle min historie i sygdomsregi, til pædagoger, psykologer og andre syge, som jo er vant til den slags, at jeg lidt har mistet fornemmelsen for hvor slemt det må lyde for udenforstående, og jeg har ikke lyst til at virke for overvældende, for i mine halvgamle øjne er de jo så forfærdelig unge.

I går havde jeg en kaffeaftale med den ene af dem. Vi skulle alle fire have været der, det blev for svært at finde et tidspunkt hvor vi alle kunne, så det var altså kun os to, hvilket jeg var glad for, ikke fordi jeg ikke gad se de andre, for det ville jeg meget gerne, men fordi det er lettere for mig at sidde en til en end i en gruppe.

Jeg havde delvist taget beslutningen, at jeg ville prøve at fortælle min historie. I løbet af det sidste år har jeg jo flere gange henvist til min historie, sådan som man nu engang gør, når man bare sidder og snakker, for vi har jo alle en historie, så de må jo have en eller anden idé om, at der er sket voldsomme ting for mig, men jeg tror, at det kan være svært at forestille sig psykiatrien, hvis man ikke har oplevet den, og hvad man ikke kan forestille sig må enten virke ligegyldige eller skræmmende, sådan er det i hvert fald for mig.

Efter et år kender de mig også lidt, de ved at jeg er sød og sjov (og nørdet), og jeg frygter ikke længer at blive stemplet, for jeg kender også dem lidt, og jeg ved, at det ville de ikke kunne finde på. Så jeg fortalte hende noget mere af min historie. Og hun reagerede præcis sådan, som jeg gerne ville have hende til at reagere, medfølende, men stadigvæk udenforstående, for jeg har rigelig med folk der er eksperter i psykiske sygdomme og udviklingsforstyrrelser, jeg har brug for folk der er eksperter i at være 'normale', for fremover er det på den normale scene jeg skal begå mig.

Hun spurgte om jeg ikke er bange for, om jeg nu virkelig er klar til at flytte hjemmefra. Endnu er det så langt ude i fremtiden, at jeg ikke tænker vildt meget over det, men selvfølgelig er jeg det. Jeg er rædselsslagen for at få et tilbagefald, eller for ikke at kunne få den rigtige hjælp. Mest tror jeg dog bare, at det er frygten for forandring, for det er altid skræmmende at starte en ny epoke i sit liv, det ved jeg, for det er tredje gang i mit liv at jeg flytter hjemmefra. Første gang flyttede jeg fra mine forældre til Aarhus for at studere, anden gang flyttede jeg fra nærmest konstante indlæggelser på psyk til min egen lejlighed og meget alenetid på et bosted i Randers, og så nu her hvor jeg skal ud og have mit eget sted, mit helt eget.

Så jo, jeg er skræmt, men jeg har et indre behov for hele tiden at bevæge mig fremad, jeg har et behov for hele tiden at være det det bedste jeg kan være. Er der fare for at jeg presser mig selv for langt? Ja, absolut, men der er også fare for, at jeg går i stå hvis jeg bliver hvor jeg er. 

Jeg vil lige slutte af med en historie der forbløffede og forargede min klassekammerat. Jeg havde engang været indlagt på psykiatrisk skadestue, men der var ikke plads til at jeg kunne komme på en afdeling. Jeg skulle udskrives uden lægesamtale for der var ikke nogen der havde tid, men en rigtig sød sygeplejerske ville alligevel lige tale med mig om, hvad der skulle ske når jeg kom hjem. Jeg ved ikke om det var fordi vi kendte hinanden lidt eller godt kunne blive lidt fjollede, eller om hun mente det seriøst, men jeg blev i hvert fald udskrevet, hvis jeg lovede at gå hjem og bage pandekager. Jeg endte med ikke at bage pandekager, men vores snak hjalp alligevel lidt, for jeg ønskede så brændende ikke at skuffe hende.

Sikke et held

I går var jeg nede og handle. Jeg skulle ikke have noget særligt. Jeg betalte bare med en hundredelap og fik 46,5 kr tilbage. Jeg samler alle mine 50 øre i en sparegris, så da jeg kom hjem tog jeg mine mønter frem og kiggede på dem. Den ene at 20'erne virkede underlig tung, så jeg så nøjer på den, og så viste det sig at være sådan en >

Jeg ved intet om mønter, men det er vel det man har google til, og voila, jubilæumsmønt fra dronning Margrethe og prins Henriks sølvbryllup, værdi 65 kr (i fald at min mønt er i samme stand som den på billedet). Okay, det er ikke nogen formue, men det er alligevel lidt sjovt, og det er ikke lige det man regner med at få ud f en tur i Rema.

Så er spørgsmålet bare hvordan man sælger sådan en lille satan. Jeg ønsker ikke så meget at sælge den for pengenes skyld, men snarer fordi det kunne være en sjov lille historie at fortælle. Ellers skal finde en måde at hænge den op på min cool wall på.

Begrebet cool wall har jeg fra programmet Top Gear, som handler om biler. Det gør min gool wall dog ikke. Egentlig handler begrebet om at rangere biller efter coolhed, men ikke hjemme ved mig. Lige for tiden er det nu heller ikke så meget en væg, som det den hylde i min bogreol, hvor mit fjernsyn står.

For mig handler det om at vise ting frem, som har en værdi for lige nettop mig og som ingen andre har.

Dette billede fik jeg af en veninde, som jeg kender fra nettet. Mit brugernavn var Mumitrolden og hendes var Skyggeblomst.

Dette frimærke fik jeg af en ven der også har aspergers syndrom. En af hans interesser er frimærker. Jeg kunne ikke lige få noget ordentligt billede, men det er altså et mindefrimærke fra da pave Benedict XVI var i Jerusalem, hvilket kombinere min katolicisme og min interesse for hebraisk, så det syntes jeg var vældig betænkningsfuldt af ham.

Dette brev fik jeg af min bedste veninde mens hun var indlagt på anoreksiklinikken (Riget), og det roser mig i store vendinger, hvilket selvfølgelig er rart, men grunden til at det hænger fremme er, at jeg ved hvor dårligt hun havde det på det tidspunkt, og jeg var meget bange for at miste hende, og det betyder meget for mig, at jeg betyder så meget for hende







Så hvis mønten kommer på væggen, så kommer den i fint selskab.