Om at træne med tømmermænd

Er det to år siden jeg stoppede med at sukker? Nej jeg tror efterhånden, at det må være tre. Det er underligt, at man kan glemme sådan noget set i forhold til hvor afhængig jeg var. I begyndelsen var det usigeligt hård, men på et eller andet tidspunkt satte hverdagen ind, og så var det bare sådan at tingene var, at jeg ikke spiser sukker.

I går skulle jeg lige have en af de der proteinbars der reklameres så meget for. Den hed noget med diet, så jeg tænkte, at det kunne nok gå, men den var sødet med honning, meget honning, og jeg er ligeglad med hvor naturligt honning er, det er stadigvæk sukker. Jeg burde ikke have spist den, men jeg var virkelig træt, så jeg tænkte, at det ville nok kunne gå an. Det gjorde det også til at begynde med. Jeg havde været bange for at jeg straks ville gå ned og tømme den nærmeste slikbutik, men det gjorde jeg ikke.

Da jeg vågnede i morges var tingene dog knap så sjove, for jeg vågnede med en dundrende hovedpine. Jeg slæbte mig ud i køkkenet og tog nogle ordentlige slurke af en flaske saft der lå i køleskabet, og så slæbte jeg mig tilbage i seng, hvor jeg lå og blundede i en 20 minutters tid. Det hjalp ikke meget, men nok til, at jeg da kunne stå op i oprejst stilling og komme igennem morgenens program.

Hovedpine eller ej, jeg har ikke trænet siden sidste mandag, så jeg pakkede mine ting og tog hen i fitnesscentret. Helt kvik har jeg dog ikke været, for mens jeg stod på en af maskinerne med kvalme og ondt i knolden og trampede løs, kom jeg i tanke om, at jeg da vist ikke havde fået noget kaffe. Kaffe er et vidundermiddel mod hovedpine, eller rettere koffein er. Jeg plejer at få dækket mit behov med pepsi max, men for at stille min tandlæge og min pengepung tilfreds, er jeg stoppet med det også.

Træning med tømmermænd, for det er i grunden det det er, er ikke nogen fornøjelse, og jeg kom da heller ikke hele vejen gennem mit program, før jeg opgav og vaklede ind i omklædningsrummet. Jeg pakkede hurtigt mine ting sammen og skyndte mig hjem, for jeg troede, nærmest at jeg skulle besvime.

Nu har jeg fået min kaffe og er ved at have det helt menneskeligt igen.