I går var jeg til lagersalg hos Munthe plus Simonsen. Hvilket var en noget blandet fornøjelse. Normalt kan jeg godt lide at handle hos dem fordi butikken er lys, hyggelig og overskuelig, men deres lagersalg i Aarhus foregik på Cupe, som der denne lille trange bar overfor politistationen. Først havde jeg problemer med at finde det, for der stod, at det var på Toldbodsgade 6, så jeg gik ned af Toldbodsgade, men jeg kunne bare ikke finde det. Det viste sig så, at der var indgang fra Dynkarken. Ja, der stod, at det var i Cupe, men hvad ved jeg om nattelivet i Aarhus, jeg så bare på adressen.
Det var meget mørkt derinde, trangt og placeringen af de forskellige items virkede tilfældig. Der var ikke nogen omklædningsrum hvilket forvirrede og stressede mig. Det gik aldrig helt op for mig hvad de andre gjorde. Jeg stillede mig hen i et afsides hjørne og prøvede bukser under min nederdel.
Jeg så en pige i stropbluse prøve prøve bluser udenpå den, men jeg havde en lidt løs bluse på, så det ville ikke rigtigt fungere. Normalt ville jeg skide på det hele, smide blusen og stå i bh og prøve tøj, men det hele var så uvant, usikkert og forvirrende, at min selvtillid var helt i bund, så jeg turde ikke, jeg turde dårlig nok være nogen steder. Ekspedienterne var lige så søde som de plejer hos Munthe plus Simonsen, men jeg turde ikke at spørge om noget.
Jeg fandt et par bukser, en t-shirt (som jeg ikke har prøvet) og en hue som jeg skulle have, og så vendte alting for mig, og da jeg stod og skulle betale var jeg enormt overskudsagtig og stod og pjattede med ekspedienten. Nogle gange forstår jeg virkelig ikke mig selv. Jeg skal til Aarhus igen i morgen, så måske smutter jeg lige derind igen, for nu ved jeg jo hvor det er og hvad jeg kan forvente, så det hele er mindre skræmmende.
Efter lagersalget skulle jeg til psykolog. Jeg kom alt for tidligt og sad på en bæk i solen og bagte med en kop kaffe og iagttog de folk der gik forbi. Jeg forstår godt mode som et middel til at identificere sig selv som individ og gruppe, men nogle gange er det direkte vanvittigt. Vejret var 22 grader, skyfrit og vindstille, men jeg så indtil flere unge piger komme gående i lange jeans og store striktrøjer. Jeg selv sad i en nederdel og en løs t-shirt og kampsvedte, og jeg spekulerede på hvordan de kunne undgå at besvime.
Ingen kommentarer:
Send en kommentar