mandag den 26. august 2013

Om at sige fra og sige til

Dengang jeg var tynd
Da jeg var barn havde jeg et meget nært forhold til min moster, men igennem de sidste par år har vi ikke haft så meget kontakt på grund a min sygdom. I tirsdags var hun så på besøg, og det var ganske hyggeligt.

Efterfølgende fik jeg så en mail, hvor hun skrev til mig, at det var godt at se at jeg havde fået lidt sul på kroppen og var kommet til at se helt menneskelig ud igen. Det blev jeg lidt ked af, for jeg har gennem de sidste fire år taget 18 kg på, og jeg har svært ved helt at forholde mig til min nye krop, og sul er for mig noget der er på julegæs og grise. Kaldte hun mig fed? For det var lidt sådan det føltes.

I gamle dage, ville jeg have bidt det i mig og have kæmpet sindssygt hårdt for at tabe mig igen. Problemet er lidt, at jeg stadig er syg, og inde i hovedet ønsker jeg stadig at være lige så tynd som jeg var engang, også selvom jeg så ikke ville have kræfter til at klare de ting som jeg ellers går og laver, og også selvom andre ikke synes at det er pænt. Jeg er ikke længere tynd men slank og veltrænet, men selvom det fysisk føles godt, så er der i min verden intet smukkere end knogler der stikker ud.

Jeg er dog kommet langt i min udvikling, så jeg skrev til min moster, at det egentlig var lidt fornærmende det hun sagde. Først svarede hun kort på vej ud af døren, noget med bløde linier og Marilyn Monroe, hvilket bestemt ikke hjalp, men da hun fik lidt mere tid satte hun sig og fortalte mig hvad det egentlig var at hun mente.

I gamle dage var der megen fattigdom, især i byerne, og en masse børn blev sendt på landet for at få lidt sul på kroppen og æblekinder, så det var bestemt positivt ment. Hvis jeg nu ikke havde sagt fra og fortalt at jeg blev ked af det, så havde hun ikke haft en jordisk chance for at forklare sig, og så havde hun helt ufortjent været den grusomme moster der var skyld i et tilbagefald.

I mine depressive dage troede jeg virkelig på, at jeg gjorde verden en tjeneste ved at være 'ydmyg' og ikke beklage mig, men ydmyg er hvis man i kærlighed træder et skridt tilbage, og har ikke noget at gøre med den frygt jeg i virkeligheden følte.

3 kommentarer:

Krokodullen sagde ...

Hold op, hvor kan jeg genkende disse tanker. Jeg synes, det er sejt, at du får fortalt din moster, hvordan du opfattede hendes kommentar.
Desuden vil jeg fortælle dig, selvom det måske ikke hjælper meget på din opfattelse, at når jeg ser på dit billede i dette indlæg, vil jeg kun tro, at 18 kg ville klæde dig. Og jeg har trods alt selv anoreksi, og der skal ikke altid så meget til, før jeg synes, det er for meget. Jeg tænker ikke, at 18 kg på dén krop er for meget. Håber, det giver mening :-)

Anonym sagde ...

Rigtig godt indlæg.

Du kommer jo egentlig frem til, at god kommunikation løser utrolig mange misforståelser, og derfor skal man helt klart spørge ind til, hvad folk egentlig mener og også sige, hvordan man selv opfattede det. Helt klart.

Helt konkret, så genkender jeg også udtalelsen med 'sul på kroppen' fra mine bedsteforældre. Og det er bare sådan en lidt dum kliché i, set med 2013-briller, men det var virkelig ment som noget positivt dengang. Så ja, da jeg lige læste den, var jeg 99% sikker på, at det var sødt ment, men på den anden side, var det også ret klodset sagt, lige så klodsede som forældre, mostre og bedsteforældre nu engang kan være. ;)

Jeg fik engang at vide af et familiemedlem, da jeg vejede 15 kg for meget, at "så var jeg helt pæn i ansigtet". De 15 kg. har jeg så tabt nu, hvor jeg er begyndt at træne, og så lægger man jo to og to sammen og tænker 'Ok, så har jeg en pæn krop nu, men er til gengæld grim i ansigtet?' He he. Den havde jeg også lige oppe at vende. Men det er jo bare en enorm klodset måde at give komplimenter på, for folk, der ikke lige tænker skridtet længere.

Specielt når folk ufrivilligt svinger meget med deres vægt, fx pga. sygdom, som spiseforstyrrelser jo er, synes jeg man skal passe meget på med at give komplimenter for deres kroppe. For hvad så, når de på et tidspunkt taber nogle kilo igen? Så har man jo indirekte sagt, at det ikke er kønt. Det er da ret uheldigt.

Bortset fra det, kan jeg også godt se det fra den side, hvor man selv er den, der siger noget klodset eller måske siger noget, der bliver misfortolket eller misforstået. Det har jeg prøvet rigtig mange gange med en pige, der ikke sagde fra, men tog det hele til sig. Og det blev til, at hun altid sendte mig onde øjne, himlede med øjnene, vendte ryggen til mig, når jeg havde spurgt hende om noget osv.

Det er virkelig ubehageligt at blive behandlet, som om man hele tiden siger det dummeste på jorden og som om, man ikke har respekt for andre, når det er det, man inderst inde forsøgte på og ønskede at hele sit hjerte.

Så jeg vil 10.000 gange hellere have dialogen eller spørgsmålet "Hvad mente du egentlig med det?" i stedet for blot at blive stemplet som ond eller dum med det samme. For det virkelig hårdt at være til fester og sammenkomster, når der er én person, der konsekvent bruger hele sit kropssprog på at sige, at hun hader én, men aldrig har fortalt hvorfor.

Derfor er spørgsmål altid godt. Uanset hvad man føler. Spørg, spørg, spørg, så man kan få talt godt sammen og finde ud af, at man vil hinanden det godt.

Det modsatte. Nedbrud på kommunikationen og krigsførelse med negativt kropssprog og stikpiller i form af halvonde kommentarer. Der er virkelig en hård måde at straffe folk på. Jeg synes, det er psykisk tortur. Jeg vil faktisk hellere have en på kassen, færdig bang, end jeg vil straffes med onde øjne og stikpiller de næste to år til familiefester. (Det har jeg nemlig prøvet at blive)

Mange hilsner Peter

Linda sagde ...

Mange tak for jeres støtte :)

Nogle gange er det helt overvældende vor forskruet ens verden bliver af at være spiseforstyrret