Om selvmord og familie

I går var jeg inde og berøre emnet selvmord, og der var et spørgsmål de altid stillede mig på hospitalet, når jeg kom in med en overdosis piller, "tænker du slet ikke på din familie". Nogle gange var spørgsmålet kærligt ment som, hvor de prøvede at få mig til at forstå, at der var folk der elskede mig. Andre gange var det ment som en kritik "din egoistiske lille tøs, at du kunne gøre det".

Jeg tænkte faktisk på min familie, og jeg holdt af dem på min egen indesluttede måde. Jeg fortalte ikke min familie om mine selvmordsforsøg de første mange gange, for det var jo mislykkedes forsøg, og jeg ville ikke spilde deres tid, jeg var ikke ude efter deres opmærksomhed, eller jeg ville egentlig så uendeligt gerne have den, men jeg ønskede ikke at være mere til besvær, end jeg allerede var. Jeg vidste godt at de ville sørge hvis det lykkedes mig, jeg vidste jo godt at de holdt af mig, men jeg tænkte at jeg lige så godt kunne få det overstået.

Jeg var godt klar over, hvordan mit liv så ud udefra, jeg vidste godt, at min hud var grå og mine øjne døde. Jeg så sorgen i deres øjne, men tolkede det som skuffelse. Når man får et barn ønsker man sig bare at det skal være sundt, raskt og glad, tre ting jeg ikke kunne præstere, og når jeg ikke engang kunne smile til dem juleaften, når jeg ikke engang kunne gøre den ene lille ting for dem. Jeg havde fejlet som datter, søster og barnebarn, ligesom jeg havde fejlet med skolen og med livet generelt.

Hvis det var min søster der havde det sådan ville jeg hver dag frygte for hendes liv, og jeg tænkte, at jeg nok aldrig ville få det bedre, så hvis jeg kunne dø tidligt i forløbet, så ville jeg spare min familie for en masse bekymringer.

Men det meste af tiden tænkte jeg bare på mig selv, jeg havde ikke kræfter til at tænke på andet.Jeg er en fighter, og hver dag kæmpede jeg for at holde mig i live, men kampen udmattede mig, og jeg ville bare have lov til at stoppe det hele, og det gav de mislykkede selvmordsforsøg mig muligheden for. Det gav mig tre dage hvor verden udenfor hospitalssengen ikke eksisterede. Jeg var altid relativt glad når jeg lå i hospitalssengen, for jeg fik en ny chance, og jeg tænkte, at et kun kunne blive bedre.

Under hele mit sygdomsforløb befandt min familie sig i periferien af mit liv, for jeg kunne ikke lukke em længere ind, det ville gøre for ondt. Min lillesøster græd, og min far fik en klump i halsen, og kun Gud ved hvilke kvaler min farmor gik igennem, men de vendte ALDRIG ryggen til mig, de bagatelliserede aldrig hvad jeg måtte gå igennem, de skyndte aldrig på mig.

Det føles som en evighed siden, men stadig er det så forfærdelig tæt på, at vi har svært ved at tale om det, men det er også et emne der er svært at tale om, for hvad kan man sige andet end "Jeg har savnet jer"?

Panodilpigen

Togene helt tidligt om morgenen går ikke på nogle gode tidspunkter, så jeg kommer til Aarhus MEGET tidligt. I fredags da jeg kom til stationen tænkte jeg "jeg har fornuftigt fodtøj på, vejret er friskt, jeg tror da lige at jeg GÅR ind på uni". Det er en fin gåtur på en halv time, tre kvarter, men for ikke at gå ved en alt for trafikeret vej, drejede jeg af og gik ind gennem hospitalsområdet. Det var det somatiske (almindelige) hospital og ikke psykiatrisk, men jeg har alligevel mange minder derfra, og de kom væltende ind over mig, og jeg gik og blev helt melankolsk.

Når jeg havde taget piller og blev kørt på hospitalet var der to forskellige hospitaler jeg kunne ende på. Dette hospital var det gode, hvor de snakkede med mig og så mig. Det andet sted så de lige igennem én når de en sjælden gang så til mig, for jeg var jo bare en 'panodilpige'.

En sygeplejerske på det gode hospital fortalte mig, at de fra psyk var blevet instrueret i ikke at snakke med os, for vi skulle jo nødig få en god oplevelse og blive inspireret til at gøre det igen, men det gik imod alt det hun havde lært på sygeplejeskolen, det gik imod alt hvad hun følte som menneske. At tage panodiler er både fysisk og psykisk en voldsomt ubehagelig oplevelse, lidt medmenneskelig kærlighed ændre ikke på den sag, men det gør at man en dag kan vågne op og tænke "x sagde, at jeg fortjener at leve, og måske har hun ret". På det andet hospital følte jeg mig som menneskehedens bærme, som en der burde gøre samfundet den tjeneste at gøre det (selvmordsforsøget) ordentligt næste gang.

Sådan var det også i ambulancerne. Jeg har aldrig mødt en ambulanceføre der viste mig venlighed, men det er vel hvad man kan forvente, er det ikke? Jeg var jo selv ude om det. Jeg får altid en følelse når jeg ser en ambulance. Dengang da jeg havde det rigtig skidt fik jeg lyst til at græde. Jeg tænkte at det burde være mig den kom efter, jeg tænkte, at den kunne føre mig til min redning. Jeg ville gerne dø, men jeg ønskede også, at nogen skulle overbevise mig om, at det ikke var nødvendigt. Så jeg blev altid så skuffet når de i ambulancen var kolde og afvisende. Nu om dage føler jeg mere en melankoli over at det skulle blive så slemt før det blev bedre.

Hvor nemt tror nogle folk det er at tage Panodiler? For mig var det enormt svært. Jeg fik en umanerlig kvalme bare efter nogle stykker, og en del af min hjerne kæmpede imod, for jeg vidste jo godt, at det var fundamentalt forkert. Jeg tror ikke, at jeg ville have kunnet gennemføre det hvis det kun handlede om opmærksomhed, men selv hvis det kun havde handlet om det, må man så ikke formode, at der er et problem der der fortjener opmærksomhed?

Alt det gik jeg og tænkte på der på hospitalsområdet. Vejret var vitterligt meget friskt, og mine fingre var isnende kolde. Jeg samlede en kastanje op, en af dem med smukt mønster, som jeg gik og legede lidt med. Det er meget fint med tilbageblik engang imellem, for det sætter tingene i perspektiv. Nogle dage synes jeg for eksempel at det er hårdt med mine latinske verber, men nej, det er jo i virkeligheden ikke spor hårdt, ikke i forhold til de ting jeg måtte igennem dengang, men det føles godt, at det føles hårdt, for det siger noget om, at mine personlige problemer er ret overskuelige for tiden. Jeg smiler lidt ved mig selv og tænker, at det er en skam, at alle de mennesker jeg mødte dengang, både dem der hjalp og dem der ikke gjorde, at de aldrig får lov til at se den raske den glade Linda

Om det sociale

En at hovedårsagerne til at jeg genstartede på universitetet var et sociale aspekt som jeg savnede i min hverdag. Til at starte med var jeg uendeligt nervøs, og i min dagbog skrev jeg ting som

11/9-12 fik øjenkontakt med en af pigerne.

13/9-12 talte med en af pigerne foran klasselokalet, og hun satte sig ved siden af mig.

Hvorfor er dette så vigtige oplysninger, det er det ikke hvis man ikke ved præcis hvor upopulær jeg var i folkeskolen og gymnasiet. Hver morgen når jeg kom i skole prøvede jeg at regne ud HVOR pigerne ville sidde, så jeg kunne sidde der og komme til at sidde ved siden af dem, men de satte sig selvfølgelig altid andre steder. Jeg vidste selvfølgelig godt hvorfor de gjorde det, men det var lettere at tro, at jeg bare ikke havde regnet deres system ud. Men jeg er en anden person nu, venligere, mere velforberedt, og mine klassekammerater er også de år ældre.

Nu er der gået et år, og jeg er ikke længere hende den fremmede. Jeg er med både socialt og fagligt, og selvom jeg er lidt stresset, så tror jeg nærmest, at jeg er lykkelig. Lykkelig... Hvad vil det sige at være lykkelig. Det er en lyst til at gå i seng for at stå op i morgen til en ny dag. Det er at sidde i bussen og og smile lidt hen for sig selv. Det er at elske sin familie og venner, og vide at man gør det.

Og dog sidder jeg tilbage med dårlig samvittighed. Min aller bedste veninde er stadig meget syg, men jeg bruger ikke længere lige så meget tid på hende. Det er ikke fordi jeg ikke har lyst, eller fordi jeg glemmer hende, men jeg tænker, at det da umuligt kan være spændende at høre alt for meget om latin, men på den anden side kan det jo heller ikke være spændende slet ikke at høre noget. Der er så mange ting jeg har lyst til at fortælle hende, for hun er den eneste der ville kunne forstå, at jeg glemte min madpakke, og jeg spiste ikke i syv timer, hvilket fik mig til at føle mig høj og euforisk. Bagefter spiste jeg en stor pastaret, så jeg er ikke ude på at sulte mig selv, men den spiseforstyrrede Linda er stadig derinde et sted. Jeg kan ligefrem høre hvordan folk siger "det er ikke godt", men min veninde ville forstå at spiseforstyrrelsen også har sine gode sier.

Jeg holder uendeligt meget af min veninde, men så kommer jeg op på uni, og en spørger til min oversættelse af sætning 10, og læreren siger efterfølgende at min oversættelse er rigtig flot. Min sidemand og jeg bliver enig om, at man er et DÅRLIGT menneske, når man ønsker at en fiktiv person gør noget slemt, voldtager eller stjæler, for at gøre teksten lidt interessant, og så griner vi indforstået, og jeg glemmer et øjeblik min veninde og vores fælles sygdom.

I toget hjem får jeg dårlig samvittighed og sener fem hjerter til hende over sms. Jeg vil gerne være lykkelig, men jeg ville også ønske, at jeg kunne give hende noget af følelsen, som en personlig gave fra mig til hende.

Om at snyde med sine lektier

I går havde vi prøve i latin omkring kasusendelser. Jeg havde 75% fejl, hvilket overraskede mig mere end det burde have, jeg ved nemlig godt at jeg er en snyder. Mine oversættelser i latin bliver nemlig ganske udmærkede, men det er ikke fordi jeg er god til latin, det er fordi jeg er god til dansk. Hvis jeg får x antal danske ord, er jeg ret god til at sætte dem sammen så det giver god mening, også udenhelt at kunne kende forskel på en akkusativ og en ablativ. Kasus endelserne kan jeg så genkende, og skrive in i mine noter uden helt at vide hvad jeg snakker om. Jeg kan øve mine kasusbøjninger lige så meget det skal være, men hvis jeg grundlæggende ikke ved hvad en ablativ er, så hjælper det mig ikke voldsomt meget.

Akk: Køre ned i grøften
Abl: Køre nede i grøften

Det var sådan jeg kom igennem græsk, men det var også derfor jeg dumpede til eksamen. Jeg har ikke lyst til også at dumpe til latin, så måske er det noget jeg bør tale med min tutor om.

Men jeg kunne ikke snyde mig igennem denne prøve, hvor vi selv skulle skrive kasusendelserne ind, og jeg ønskede ikke at snyde så meget, at jeg skrev af efter min sidemand som var meget bedre end mig. Det 'sjove' var, at det ikke kun var kasus jeg kludrede i, jeg kludrede i det hele, køn, tal, kasus og deklination. Det hele var et stort rod, så spørgsmålet var egentlig ikke hvordan jeg fik så mange fejl men hvordan jeg ikke fik flere.

Jeg laver en del sjov med det, men et er blandt andet for at skjule den trykkende fornemmelse jeg har indeni. Det er aldrig sjovt, at se på skrift, hvor dårlig man i virkeligheden er. Det er ikke sådan, at jeg føler trang til at sætte mig ned og græde, men jeg har lyst til at sætte mig i et hjørne og være deprimeret i et stykke tid. Det har jeg dog bare ikke tid til, for der er masser af lektier der skal laves, og jeg bliver nødt til at lave dem, hvis jeg skal blive bedre til dette her.

Selvmedlidenhed kan være godt, det er noget jeg går rigtig meget ind for, når nu der ikke er andre der har lyst til at have ondt af én, men det kan også være en hæmsko, når der er behov for, at man få fingeren ud og kommer i gang med at ændre på sin situation, og der er behov for at ændre ens situation, hvis man har behov for at føle selvmedlidenhed.

To tosser på banen

Der er en af pædagogerne der er i gang med at lære mig at spille badminton. Det går godt, og han roser mig meget, men i går skulle vi tage den lidt med ro på grund af min hofte, hvilket resulterede i, at vi spillede som to komplette idioter. En gang imellem fik vi gejlet hinanden lidt op, og så gik spillet egentlig udmærket, men så snart vi gik langsommere, blev vi også dårligere, ikke nok med, at vi ikke for af sted efter bolden, vi kunne ikke engang ramme den, når den kom flyvende lige imod os. Ramte vi den endelig røg den for det meste i nettet eller ud af banen. I det mindste var det os begge to der opførte sig som spader. Havde det kun været mig havde det været pinligt.

Det går ellers meget bedre med min hofte, men i weekenden var jeg hjemme ved min far, og jeg sad krøllet sammen i sofaen alle dagene, og jeg kom kun ud for at gå ud til bilen, hen til en ny sofa hos min farmor og tilbage igen. Det var et energiniveau som mit hoved trængte til, men mine balder var umanerligt ømme, da jeg kom på universitetet om mandagen og jeg klarede mig næsten ikke igennem to timer på en dårlig plasticstol.

Om ikke at lade sig overskygge af mig

Når jeg begynder at fortælle min historie, bliver folk tit tavse, for den virker meget dominerende på folk med al den blod, død og ødelæggelse. Tit glemmer jeg, at jeg også skal lade andre komme til orde, men når først jeg er begyndt at fortælle min historie, så er det svært at få andre til også at fortælle deres. Det var en af grundende til, at jeg holdt tilbage med min historie da jeg startede på uni.

En af dem jeg snakker med for tiden lader sig dog ikke intimidere, hun står fast, at hendes historie er lige så relevant for vores venskab som min, og hun har fuldstændig ret, og det giver en god ping-pong når vi snakker. Det er også spændende for mig at høre hvordan normale mennesker lever deres liv. Jeg ved en masse om hvordan man lever sit liv som syg og handicappet, men det er det normale jeg tilstræber. Langt hen ad vejen er det de samme liv vi lever 'dem' og 'os', 'vi' er måske bare mere ekstreme i nogle henseender. Det er for eksempel normalt at få en depression, det er knap så normalt at skære sin pulsåre som reaktion.

Det var spændende at høre hendes historier for gymnasiet, for det gav mig en mulighed for at fortælle de gymnasiehistorier der intet havde med sygdom at gøre, om gode og dårlige lærere, om lektier og om eksaminer. Det får mig til at føle mig helt normal, får jeg går ud fra, at hvad man kan kalde normal konversation er når én fortæller en historie, så siger den anden noget der svarer til den historie, enten en kommentar eller en tilsvarende historie, indtil man havner et eller andet utilsigtet sted. Normal kommunikation er IKKE, at én fortæller en historie, som den anden så overtrumfer, og så er det pludselig den historie det handler om.

Det med at overtrumfe historier kan lige så godt som sygdom handle om at man er en røv irriterende person, men jeg har ikke lyst til at være røv irriterende, jeg vil bare være en i mængden

Noget om dannelse

I går læste jeg et kapitel i min bog om den klassiske dannelse som prins Henrik har fået, og jeg tænkte, at jeg har spildt mit liv og jeg også vil være dannet. Vi skulle læse Homers "Illiaden" i gymnasiet, men jeg fik aldrig læst ret meget, det samme gjaldt Shakespeares "Hamlet". Så jeg læste en artikel om Kierkegaard på Wikipedia, tænkte på de ret intetsigende uddrag jeg har læst af "Frygt og bæven", og så droppede jeg projektet og gik i gang med at læse "Rocky" tegneserier.



Jeg er en bognørd, så selvfølgelig har jeg læst klassikere, men de er ikke nødvendigvis altid de mest spændende, faktisk er de tit ret uinteressante "Ulusses" af James Joyce var nok det kedeligste jeg nogensinde er kommet hele vejen igennem, og det er sikkert rent blær når ham fra scorebogen "The game" lister den som sin yndlingsroman.

Ikke dermed sagt at man skal lade være med at læse bøger, læs masser af bøger, læs tegneserier, læs artikler, læs alt hvad du kommer i nærheden af, læs sågar bag på den billige toiletrens fra Netto, læs, læs, læs, udvid din horisont

Hvis du går hjem med en mand, og han ikke har nogen bogreol, så lad være med at knalde ham. John Waters

 

Med eller uden birkes?

Her i løbet af sommeren har der været meget tale om dette frygtelige hallalkød som vi nogle gange kommer til at spise, men jeg vil fortælle jer en 'hemmelighed', religiøse traditioner har blandet sig med vores mad i århundreder, måske endda årtusinder.

Nu om dage kan du få alle mulige slags franskbrød hos bageren, men i gamle dage kunne du få med eller uden birkes. Birkes, det kommer af det hebraiske BRK (BaRaK) som betyder velsigne. I gamle gamle dage var mange bagere jøder, og de velsignede brødet og puttede birkes på. Birkes på hebraisk hedder PRG.

At spise er noget af det mest intime vi foretager os, så tanken om at vi kan skille mad fra religion er utopisk. Kristendommen har meget få regler for mad, og i Danmarks lidt vandede forhold til kristendommen bliver det endnu mindre, så vi forstår ikke religioner der går op i den slags, eller det gør vi faktisk, vi kender dem bare under andre former som for eksempel kernesund familie og lignende. Så vi kender princippet, vi kan bare ikke lide når det går ud over os, vi kan ikke lide at blive prædiket for.

Når det gælder mad, er jeg aldrig blevet prædiket for af en muslim, men det sker nok rundt omkring. Jeg er dog blevet prædiket for adskillige gange af tilhængere at atkins og kernesund familie, men jeg elsker mine kulhydrater, så mig får de ikke ram på. Kost er et ømtåleligt emne

Når muslimer ikke vil spise vores frikadeller tager vi det personligt, fordi det er noget der er så tæt på, den hverdaglige danske oplevelse

Kong Henrik?

Jeg kan egentlig godt lide kongehuset, jeg interesserer mig bare ikke synderligt for hvad de går og laver, blandt andet kan jeg slet ikke holde styr på hvor mange børn de forskellige prinsesser efterhånden har fået, og jeg har stadig svært ved helt at se forskel på kronprinsesse Mary og prinsesse Marie.

Mit eneste royale eventyr var i 3g, da jeg for anden gang på en uge blev taget ind og se dronning Margrethes kunstudstilling. Jeg kan egentlig rigtig godt lide hendes majestæts billeder, men jeg var 19 år, træt og sammen med andre 19-årige, så vi rendte og pjattede, og jeg snubler hovedet først ind i det næste rum. Jeg når at genvinde balancen, for så at stå over for dronningen selv. Jeg glemte alt om gode manerer og stod bare og stirrede dumt ned i gulvet mens hun blev ført ud af en bagindgang.

Det er selvfølgelig en ganske morsom historie, men hverken særlig respektfuldt over for hende, hverken i rollen som majestæt eller kunstner.

Grunden til at jeg i dag går den royale vej er, at jeg er i gang med at læse en bog om prins Henrik. Jeg har altid godt kunne lide prinsgemalen, måske især fordi medierne ikke kan lide ham, de portrætterer ham i hvert fald som en let komisk skikkelse, som man egentlig bør have lidt ondt af, og som det er blevet moderne at gøre grin med. Man snakker tit om at kvinders karriere står i skyggen af deres mænd. Prins Henriks karriere blev ædt af dronningens. Jeg havde aldrig skænket det en tanke, at der fandtes en Henrik før prinsen, men det gjorde der, en flot fyr og karrierediplomat.

Dronningen blev tronfølger ved grundlovsændringen i 1953, hende og Henrik blev gift i 1967, og hun blev dronning i 1972. Tingene var anderledes dengang, så det med at prins Henrik blev prinsgemal og ikke konge gav i og for sig mening, men er vi ikke kommet langt nok i kønnenes ligestilling til, at en mand kan opgive sin karriere for sin hustrus skyld, uden at blive gjort grin med, for er det i virkeligheden ikke det titlen 'prinsgemal' er, en joke? Vi ved alle sammen at det er dronningen der er dronningen, så hvorfor er det, at prins Henrik bliver gjort til grin hver gang han står frem og gerne vil være konge? Burde vi ikke hylde ham for at gøre noget som kun ganske få mænd var villige til at gøre dengang?

Ethvert barn ved at der er en konge og en dronning og at deres børn er prinser og prinsesser. Indikere titleforskellen dronningen og prinsen ikke at der er noget skummelt og uærligt, ja ligefrem ulovligt i deres forhold? Dog var de to voksne mennesker der forelskede sig og giftede sig, om ikke på normal vis, så i hvert fald på ærlig vis. De fik børn, og de blev regentpar, eller det gjorde de så ikke helt, for 'par' indikerer ligeværd. Hvad der foregår bag slottets mure vil jeg ikke gøre mig klog på, men i pressen er de langt fra lige .

Ipod

Dem der har læst med de sidste par dage vil vide at min ipod er i stykker, og jeg ved ikke hvordan jeg konverterer musik fra cd format til mp3 så jeg kan få det lagt ned på min nye meget grimme men super billige mp3-afspiller. Det er selvfølgelig pinligt at jeg ikke kan finde ud af det, men mest af alt er det pokkers upraktisk, for i går kunne jeg ikke undgå at køre med tog, og i toget har jeg et stort behov for at lukke de andre passageres lyde ude, men det kunne jeg altså ikke gøre i går.

Jeg var stået tidligt op om om morgenen for at nå alt før jeg skulle af sted, jeg havde masser at tid til at rende rundt i pyjamas og ordne småting, men lige pludselig havde jeg ikke spor god tid længere. Jeg smed alt mit lort (computer og latinbøger) ned i en taske og for ud af døren.

3 timer senere havde jeg mødtes med min tutor og stod på Aarhus banegård 45 minutter før mit tog gik. Alt var pludselig gået så hurtigt om morgenen, at jeg ikke havde fået en madpakke med, og jeg stod og havde kvalme. Min første tanke var at købe noget hurtigt i 7/11, men jeg ombestemte mig og gik hen til den bagelshopder lå lige ved siden af. Jeg har før fået en sandwich, men sådan en RIGTIG sandwich med masser af fyld har jeg ikke fået siden 2009. Jeg husker den ganske tydeligt, den var god. Jeg husker ikke hvorfor jeg stoppede med at spise sandwiches, det var vel bare sådan tingene var.

Jeg måtte betale 60 kr for en bagel med omelet og humus, hvilket var uhyre overpris i forhold til hvad man fik, men sådan er det nu engang når man er for doven til at gå de 300 m hen til et billigere sted. Det var desuden et stort skridt i min bedring, så lad os ikke tale for meget om prisen, og lad os ikke tale om, at det var en lidt fesen oplevelse fordi jeg ikke ville have dressing i. Lad os i stedet bare være glade for, at jeg spiste en STOR sandwich uden at føle mig som en fed gris efterfølgende.

Det var dog svært at spise med al den larm omkring mig, men det skulle blive værre . Da jeg kom ned på perronen manglede der et togsæt på toget, selvfølgelig den vogn jeg skulle være i. Personalet på perronen sagde godt nok, at de var ved at finde et togsæt til os, men jeg er klogere end at stole blindt på DSB, så jeg var nevøs, Det lykkedes dog og jeg fik min plads, men det var 30 minutter hvor jeg i høj grad savnede min ipod. Blandingen af uforudsete hændelser og mange mennesker gjorde mig nervøs