I går var jeg inde og berøre emnet selvmord, og der var et spørgsmål de altid stillede mig på hospitalet, når jeg kom in med en overdosis piller, "tænker du slet ikke på din familie". Nogle gange var spørgsmålet kærligt ment som, hvor de prøvede at få mig til at forstå, at der var folk der elskede mig. Andre gange var det ment som en kritik "din egoistiske lille tøs, at du kunne gøre det".
Jeg tænkte faktisk på min familie, og jeg holdt af dem på min egen indesluttede måde. Jeg fortalte ikke min familie om mine selvmordsforsøg de første mange gange, for det var jo mislykkedes forsøg, og jeg ville ikke spilde deres tid, jeg var ikke ude efter deres opmærksomhed, eller jeg ville egentlig så uendeligt gerne have den, men jeg ønskede ikke at være mere til besvær, end jeg allerede var. Jeg vidste godt at de ville sørge hvis det lykkedes mig, jeg vidste jo godt at de holdt af mig, men jeg tænkte at jeg lige så godt kunne få det overstået.
Jeg var godt klar over, hvordan mit liv så ud udefra, jeg vidste godt, at min hud var grå og mine øjne døde. Jeg så sorgen i deres øjne, men tolkede det som skuffelse. Når man får et barn ønsker man sig bare at det skal være sundt, raskt og glad, tre ting jeg ikke kunne præstere, og når jeg ikke engang kunne smile til dem juleaften, når jeg ikke engang kunne gøre den ene lille ting for dem. Jeg havde fejlet som datter, søster og barnebarn, ligesom jeg havde fejlet med skolen og med livet generelt.
Hvis det var min søster der havde det sådan ville jeg hver dag frygte for hendes liv, og jeg tænkte, at jeg nok aldrig ville få det bedre, så hvis jeg kunne dø tidligt i forløbet, så ville jeg spare min familie for en masse bekymringer.
Men det meste af tiden tænkte jeg bare på mig selv, jeg havde ikke kræfter til at tænke på andet.Jeg er en fighter, og hver dag kæmpede jeg for at holde mig i live, men kampen udmattede mig, og jeg ville bare have lov til at stoppe det hele, og det gav de mislykkede selvmordsforsøg mig muligheden for. Det gav mig tre dage hvor verden udenfor hospitalssengen ikke eksisterede. Jeg var altid relativt glad når jeg lå i hospitalssengen, for jeg fik en ny chance, og jeg tænkte, at et kun kunne blive bedre.
Under hele mit sygdomsforløb befandt min familie sig i periferien af mit liv, for jeg kunne ikke lukke em længere ind, det ville gøre for ondt. Min lillesøster græd, og min far fik en klump i halsen, og kun Gud ved hvilke kvaler min farmor gik igennem, men de vendte ALDRIG ryggen til mig, de bagatelliserede aldrig hvad jeg måtte gå igennem, de skyndte aldrig på mig.
Det føles som en evighed siden, men stadig er det så forfærdelig tæt på, at vi har svært ved at tale om det, men det er også et emne der er svært at tale om, for hvad kan man sige andet end "Jeg har savnet jer"?
Ingen kommentarer:
Send en kommentar