Om det sociale

En at hovedårsagerne til at jeg genstartede på universitetet var et sociale aspekt som jeg savnede i min hverdag. Til at starte med var jeg uendeligt nervøs, og i min dagbog skrev jeg ting som

11/9-12 fik øjenkontakt med en af pigerne.

13/9-12 talte med en af pigerne foran klasselokalet, og hun satte sig ved siden af mig.

Hvorfor er dette så vigtige oplysninger, det er det ikke hvis man ikke ved præcis hvor upopulær jeg var i folkeskolen og gymnasiet. Hver morgen når jeg kom i skole prøvede jeg at regne ud HVOR pigerne ville sidde, så jeg kunne sidde der og komme til at sidde ved siden af dem, men de satte sig selvfølgelig altid andre steder. Jeg vidste selvfølgelig godt hvorfor de gjorde det, men det var lettere at tro, at jeg bare ikke havde regnet deres system ud. Men jeg er en anden person nu, venligere, mere velforberedt, og mine klassekammerater er også de år ældre.

Nu er der gået et år, og jeg er ikke længere hende den fremmede. Jeg er med både socialt og fagligt, og selvom jeg er lidt stresset, så tror jeg nærmest, at jeg er lykkelig. Lykkelig... Hvad vil det sige at være lykkelig. Det er en lyst til at gå i seng for at stå op i morgen til en ny dag. Det er at sidde i bussen og og smile lidt hen for sig selv. Det er at elske sin familie og venner, og vide at man gør det.

Og dog sidder jeg tilbage med dårlig samvittighed. Min aller bedste veninde er stadig meget syg, men jeg bruger ikke længere lige så meget tid på hende. Det er ikke fordi jeg ikke har lyst, eller fordi jeg glemmer hende, men jeg tænker, at det da umuligt kan være spændende at høre alt for meget om latin, men på den anden side kan det jo heller ikke være spændende slet ikke at høre noget. Der er så mange ting jeg har lyst til at fortælle hende, for hun er den eneste der ville kunne forstå, at jeg glemte min madpakke, og jeg spiste ikke i syv timer, hvilket fik mig til at føle mig høj og euforisk. Bagefter spiste jeg en stor pastaret, så jeg er ikke ude på at sulte mig selv, men den spiseforstyrrede Linda er stadig derinde et sted. Jeg kan ligefrem høre hvordan folk siger "det er ikke godt", men min veninde ville forstå at spiseforstyrrelsen også har sine gode sier.

Jeg holder uendeligt meget af min veninde, men så kommer jeg op på uni, og en spørger til min oversættelse af sætning 10, og læreren siger efterfølgende at min oversættelse er rigtig flot. Min sidemand og jeg bliver enig om, at man er et DÅRLIGT menneske, når man ønsker at en fiktiv person gør noget slemt, voldtager eller stjæler, for at gøre teksten lidt interessant, og så griner vi indforstået, og jeg glemmer et øjeblik min veninde og vores fælles sygdom.

I toget hjem får jeg dårlig samvittighed og sener fem hjerter til hende over sms. Jeg vil gerne være lykkelig, men jeg ville også ønske, at jeg kunne give hende noget af følelsen, som en personlig gave fra mig til hende.