Når jeg begynder at fortælle min historie, bliver folk tit tavse, for den virker meget dominerende på folk med al den blod, død og ødelæggelse. Tit glemmer jeg, at jeg også skal lade andre komme til orde, men når først jeg er begyndt at fortælle min historie, så er det svært at få andre til også at fortælle deres. Det var en af grundende til, at jeg holdt tilbage med min historie da jeg startede på uni.
En af dem jeg snakker med for tiden lader sig dog ikke intimidere, hun står fast, at hendes historie er lige så relevant for vores venskab som min, og hun har fuldstændig ret, og det giver en god ping-pong når vi snakker. Det er også spændende for mig at høre hvordan normale mennesker lever deres liv. Jeg ved en masse om hvordan man lever sit liv som syg og handicappet, men det er det normale jeg tilstræber. Langt hen ad vejen er det de samme liv vi lever 'dem' og 'os', 'vi' er måske bare mere ekstreme i nogle henseender. Det er for eksempel normalt at få en depression, det er knap så normalt at skære sin pulsåre som reaktion.
Det var spændende at høre hendes historier for gymnasiet, for det gav mig en mulighed for at fortælle de gymnasiehistorier der intet havde med sygdom at gøre, om gode og dårlige lærere, om lektier og om eksaminer. Det får mig til at føle mig helt normal, får jeg går ud fra, at hvad man kan kalde normal konversation er når én fortæller en historie, så siger den anden noget der svarer til den historie, enten en kommentar eller en tilsvarende historie, indtil man havner et eller andet utilsigtet sted. Normal kommunikation er IKKE, at én fortæller en historie, som den anden så overtrumfer, og så er det pludselig den historie det handler om.
Det med at overtrumfe historier kan lige så godt som sygdom handle om at man er en røv irriterende person, men jeg har ikke lyst til at være røv irriterende, jeg vil bare være en i mængden
Ingen kommentarer:
Send en kommentar