Når ferietid kan være en god tid

Ferietid er bedst, når man har noget, man kan holde ferie fra. Jeg husker ikke, at jeg som skolebarn havde nogen alvorlige problemer med ferietiden. Det skete sikker ofte, at jeg kedede mig, og jeg husker også, at mine forældres planer for gåture eller museumsbesøg ikke altid faldt i min smag. Måske ser børns ferie anderledes ud, nu da der sendes børnetv hele dagen alle dage, men kedsomhed vil der nok altid være. De kloge hoveder siger, at det er sundt at kede sig.

Det bedste ved ferierne var dog at slippe væk fra skolen, især når skolen  kunne føles som en lang række af nederlag og fiaskoer. Hvilken form ens nederlag tog er forskellig fra person til person, om det var fagligt eller socialt eller lidt af det hele. Jeg ved ikke om det gør nogen forskel. Jeg husker bare hvilken følelse af frihed det gav, når man ikke hver dag skulle vågne med udsigt til endnu et nederlag, endnu en fiasko.

Tingene ændrede sig dog markant i 2007, da jeg for alvor blev syg. Det blev efterhånden alt for tydeligt, at skolen ikke var der hvor mit nederlag lå, men derimod noget inde i mig selv. Jeg var blevet for syg til at fortsætte på studiet, og i denne evige 'ferietilstand' blev ferien en plage. Jeg har før beskrevet hvordan sommerferien i denne periode voldte mig store kvaler, så jeg vil ikke dvæle så meget ved det her, men hvis du er interesseret må du meget gerne læse mere HER.

Der begyndte dog at ske en ændring for mig, der startede i 2012, da jeg igen startede på universitetet, og fortsatte da jeg mødte min kæreste. I dag har jeg en ferie, som jeg altid havde forestillet mig at ferier skulle være. Lange trætte dage hvor man ikke laver noget andet end at se ud på regnen. Travle dage med venner og familie, besøgende museer, forlystelsesparker og koncerter. Andre dage hvor man tager en bus langt ud på landet og begynder at gå for så at tage bussen hjem fra en anden by adskillige timer senere.

Der er dage, hvor jeg bekymrer mig for om min hjerne begynder at forvandle sig til mos, og at jeg derfor slet ikke vil være i stand til at lave noget fornuftigt når nu studiet starter igen til september. Jeg tvivler dog på, at dette er nogen speciel unik bekymring.

Problemer med sofalevering

Jeg vil gerne skrive om en af de ting i hverdagen som kan være enormt forvirrende, og denne gang tror jeg ikke at det har noget med autisme at gøre. Jeg tror at denne sag er noget der vil kunne forvirre og frustrere alle mennesker.

Jeg har været meget i tvivl om, om jeg skulle dele denne historie mens sagen endnu kører, but here we go.

Min kæreste og jeg har længe ledt efter en sofa, men det var svært, for vi havde begge to meget specifikke krav. Til sidst lykkedes det dog at finde en vi begge kunne lide I ILVA. Vi havde hørt dårligt om ILVA og især om deres evne til at levere varen, men vi tænkte, at måske var vi heldige, og desuden var det virkelig en rigtig lækker sofa. Vi købte den, men udtrykte tydeligt vores bekymring for de rygter vi havde hørt.

Efter købet måtte vi vente ca 1½ måned på at få den leveret. Det er ikke noget de bare har, varen skal bestilles, produceres og sendes til Danmark. Dagen for levering kom, men ups. Vi havde købt en hjørnesofa, men den sofa de kom med var spejlvendt i forhold til hvad vi havde bestilt (de to sider er ikke end, derfor kunne man ikke bare vende den 90∘).Sofaen blev sendt tilbage og vi fik udbetalt en leveringsgaranti på 10%.

Vi måtte så vendte 1½ måned på at vores sofa blev bestil, produceret og sendt til Danmark, men da den kom var sagen ikke bare, at den igen var forkert, men at den igen var forkert på præcis samme måned som sidst... Det er så her vi står nu.

Alt dette er selvfølgelig meget frustrerende, men når man begynder at tænke over det, bliver det samtidig enormt forvirrende. Man har lyst til at skælde ud på nogen, men fragtfolkene er blevet hyret af lageret, og lageret er blevet hyret af ILVA, og ingen af dem har reelt noget med hinanden at gøre, og spørgsmålet om hvem der bærer skylden bliver pludselig et meget abstrakt spørgsmål.

Fragtfolkene kunne fortælle, at når nu en sofa sendes tilbage, bliver den ikke solgt som brugt eller noget andet fornuftigt, den bliver bare smidt ud. Alligevel ville leveringsfolkene blive pålagt en ret betydelig bøde, hvis de tilbageleverede den nu udpakkede sofa, og den var blevet beskidt på tilbagevejen. Altså de skulle betale for at der var kommet lidt snavs på en kasseret vare der alligevel bare ville blive smidt ud. Det er ikke fordi det undrer mig enormt meget, at det er sådan. Jeg ved jo godt at pengene styrer sagerne. Denne tanke er dog også forvirrende, for hvis pengene virkelig var så vigtige, ville det så ikke have været meget nemmere bare at levere den rigtige vare til at starte med?

Jeg lånte flyttefolkene en rulle gaffatape så de kunne pakke sofaen ind igen, og sagde, at de bare skulle tage så meget de skulle bruge.

Til mine kære læsere

Kære Læsere.

Til september har jeg skrevet denne blog i seks år, og i den tid har indlæggene taget forskellige former. Da jeg startede, fungerede den nærmest som en dagbog, men gik efterhånden over til at være mere emnebaseret ud fra hvad jeg gik og oplevede. I takt med at jeg har fået det bedre er der dog sket det, at når problemerne træder i baggrunden, så tænker jeg mindre over deres eksistens. Jeg vil rigtig gerne skrive en masse velovervejede oplæg om hvordan aspergeroplevelsen kan variere alt efter hvordan man har det, men jeg har brug for JERES hjælp til hvad jeg skal skrive om.

Hvilke små eller store problemer går I og kæmper med til dagligt? Hvad vil I gerne vide mere om? Intet emne er for småt eller fjollet til at blive givet en chance, for det et tit de små ting der kan drive én til vanvid, men det er sjældent dem der bliver beskrevet i bøgerne.

Jeg vil være enormt glad hvis I vil hjælpe mig. I kan enten skrive en kommentar her nedenunder, eller I kan gå til min facebookside HER.

Eller måske synes I at det er på tide, at jeg stopper. Da jeg startede denne blog for snart 6 år siden, var jeg en af ikke særlig mange. I dag er der langt flere der enten skriver eller filmer deres oplevelser med aspergers, så måske min relevans er udløbet?

Jeg håber i hvert fald at høre fra rigtig mange af jer. På forhånd tak.

Hjertelig hilsen
Asperger-pige
Linda

Bøgernes biprodukt

Jeg har efterhånden skrevet en del blogindlæg om min kærlighed til gamle bøger, men bøgerne har et andet papirbaseret biprodukt, som jeg også render rundt og har lidt sjov med. Nogle gange, når jeg er ude og se på bøger, falder jeg over hele samlinger af glansbilleder eller billeder af gamle filmstjerner,. Andre gange står jeg med en bog der er så ødelagt, at den ikke står til at redde, så ser jeg den igennem, for at se, om der er nogle af bogens enkeltdele, som vil kunne genbruges. Eller rettere, så håber jeg, at de kan genbruges, for ærlig talt, så vokser min papirsamling lidt for hurtigt.

Det sjove ved mange af disse papirting er, at ikke alene er de sjove sådan som de er, men de er også glimrende til at bruge til små kreative projekter.

Disse billeder er billeder jeg har haft lidt sjov med og 'forbedret' lidt på

Disse to landkort er forsiderne på nogle kasserede bøger:

Ord fra en kasseret bog:

Illustrationer fra en kasseret bog:

I bunken med billeder af gamle skuespillere fandt jeg dette fantastiske billede af en topløs Ronald Regan fra før han blev præsident (nammenam):

Blandt glansbillederne er denne indianske St Sebastian blandt mine yndlings:

Realistiske forventninger

Det sker tit, at jeg ikke helt forstår mine egne tanker og reaktioner. Eller måske forstår jeg dem egentlig godt, jeg skammer mig bare over dem, og ønsker at jeg ikke forstår.

Sådan har jeg det for eksempel nu. For to uger siden afleverede jeg en eksamensopgave i et fag jeg egentlig er okay god til, men det var ikke gået særlig godt med opgaven. Måske var det et lidt dumt spørgsmål eller måske var det bare mig der ikke forstod, men jeg var godt selv klar over, at det ikke var en særlig god opgave. Nu har jeg så fået min karakter, og jeg fik egentlig ca hvad jeg havde forventet, hvilket er en udmærket bestået karakter, men ikke en af de der fine karakterer man proler med på Facebook.

Jeg fik den karakter jeg havde forventet, men alligevel følte jeg mig skuffet. Det er sådan en lidt uklar fornemmelse der har lagt en dæmper på mit humør de sidste par dage. Det er ikke sådan, at jeg føler mig uretfærdigt bedømt af læreren, og jeg går ikke og slår mig selv i hovedet med en masse ting jeg burde have skrevet i opgaven, og alligevel kan jeg ikke nøjes med at føle mig tilfreds med bare at nyde, at jeg nu har ferie.

Jeg burde lave en aftale med læreren, så vi kan tale om min opgave. Jeg har en lang liste af ting, som jeg ved det kunne være godt at tale med ham om såsom; hvordan skulle spørgsmålet egentlig forstås, hvad havde jeg ikke taget med i opgaven som jeg kunne have taget med og mere af den slags.Men jeg tøver med at sende ham en mail, for et eller andet sted er jeg flov over, at jeg ikke klarede mig bedre. Logisk set, er det når man klarer sig dårligst, at man har mest nytte af at tale med læreren, men følelsesmæssigt, er det knap så simpelt

Produktiv sommer?

I søndags afleverede jeg min eksamensopgave, og selvom der gør mig nedtrykt at vide hvor dårlig den blev, så burde jeg i det mindste kunne glæde mig over, at jeg nu har sommerferie. Faktisk har jeg sommerferie i hele tre måneder, hvilket er ret lang tid, for lang tid til udelukkende at slappe af. Med så lange ferier, føler jeg mig på en måde forpligtet til at gøre noget konstruktivt med min tid. Det er sikkert udelukkende en følelse jeg pålægger mig selv, og så længe jeg ikke overanstrænger mig, tænker jeg på det som en god ting. Ud over at få slappet af, kan det jo også være sundt at holde sig lidt igang.

Det er faktisk sådan hver sommer, at jeg kaster mig over et eller fag jeg kan gå og snuse lidt til, så tiden og lysten er til det. Sidste sommer var det matematik og året før kinesisk, men i år havde jeg tænkt på noget mere praktisk. Jeg arbejder i en antikvarboghandel, så jeg får tit fat i gode bøger der er ved at falde fra hinanden, og jeg tænkte, at det kunne være sjovt at lære at reparere og indbinde bøger.

Lige nu sidder jeg på mit og Kærestens bibliotek og ser rundt på nogle af de flotte gamle bøger vi har og tænker, at det er noget lidt i den stil jeg gerne vil lave, men selvfølgelig er det i første omgang noget mere beskedent jeg vil give mig i kast med. I første omgang handler det mest om at redde bøger der ellers ville blive smidt ud, og måske, hvis jeg er flittig, kan jeg med tiden komme frem med et resultat der ligefrem ser godt ud. Jeg har dog al for stor respekt for bogbindere til at tro, at jeg med et par enkelte youtubevideoer og en sommerferie kan producere et mesterværk.

En motivation for mig til at lære at reparere bøger er, at jeg har en stor forkærlighed for gamle børnebøger, og de er tit ekstra slidte, så hvis de skal kunne sælges videre til næste generation af børn, så kræver det lige lidt arbejde først. Bøger er ligesom med legetøj, de er til for at blive brugt.

præstevielse

Jeg har lige været i Viborg hvor en af mine studiekammerater skulle præstevies. Det var selvfølgelig i den danske folkekirke, men på en dag som i dag betyder det ikke noget. Normalt skal jeg nok være den første til at fyre dårlige vittigheder af om protestanter, men ikke i dag. I dag handler det ikke om vore forskelle men om vores venskaber. Måske synes jeg til daglig at protestanter er tossede, ligesom de synes at jeg er godt skør ("de er skøre de romere"). I dag ved jeg ikke andet end, at en god og oprigtig person har fået et hverv som han tror på, og hvor han kan gøre nytte. I dag mødte jeg op og sad i kirken for at vise min støtte og min tillid. Livet er fuld af dage hvor vi kan være idealister og stædigt stå fast på det vi tror på, og jeg mener bestemt ikke at det udelukkende er en dårlig ting (ud over måske det med stædigt) for hvis vi aldrig var uenige, hvordan skulle vi så kunne tage ved lære af hinanden. Vi har brug for et ståsted her i livet, og vi har brug for en måde at forstå verden i forhold til os selv. Og så er der andre dage hvor vi bare har brug for at være venner, dage hvor det kan være alt for hårdt at stå på egne ben, men hvis man kun kan være venner med dem der er præcis som én selv, så kan man hurtigt blive meget ensom.

Desuden var det lidt at opleve Viborg Domkirke i funktion. Det er klart en af landets smukkeste kirker, og jeg har været der og set den som turist flere gange, men en kirke er mere end bare et museum, og at se på den er kun et lille del af billedet. For rigtigt at opleve en kirke, må man opleve den i funktion.

Når tiden føles elastisk

Jeg bladrer lidt rundt i min kalender, forvirret. Jeg kan ikke længere af mig selv huske om jeg har haft læseferie i to eller tre uger. Kalenderen fortæller mig, at det på tirsdag er to uger, men jeg kan ikke få det til at passe oppe i mit hoved, for med alle de ting jeg har haft gang i, kan det umuligt være så kort tid. Det er selvfølgelig ikke fordi jeg har brugt min tid på at læse op til den eksamen jeg har på mandag om en uge.

Jeg føler mig så træt hele tiden, fuldstændig udmattet.

Tilbage i efteråret søgte mine støttepædagoger og jeg kommunen om et par timer hos min tidligere psykolog, fordi jeg har haft så mange problemer med universitetet og trænger til at snakke det igennem. Min sag var til visitation i torsdags, men jeg har ikke hørt noget fra dem. Jeg tror ikke at jeg får det, mest af alt fordi jeg bare ikke har tillid nok til systemet til at håbe på noget. Jeg vil dog ikke spilde alt for meget tid på at bekymre mig før jeg får et konkret svar fra dem.

Når jeg snakker om disse ting må i ikke gå og blive bekymrede for mig. Jeg tager selvfølgelig med glæde imod jeres sympati, men jeg er ikke deprimeret. Det er mere et spørgsmål om, at min hjerne ikke længere kan holde styr på alle de ting der foregår. Forestil jer en bestikskuffe hvor alle gaflerne ligge i ét rum, knivene i et andet, skeerne i et tredje og så fremdeles, men efterhånden som man anskaffer sig mere og mere bestik begynder alle rummene at flyde over og alt bestikket ender i et stort uorden. Det er ikke fordi det er en decideret katastrofe, men det er irriterende hvis man godt kan lide orden, og når man engang imellem skal dække bord til en stor gruppe mennesker kan det være besværligt at få fat i det rigtige antal knive og gafler. Forestil dig så, at det ikke kun handler om bestik, men om dine tanker og følelser, og så kan du måske godt forstå at jeg går rundt og føler mig lidt træt.

Om at være en læser

Kæresten: Vil du med ud og gå en tur?
Mig: Jamen... Jamen, jeg er jo lige gået i gang med en rigtig god bog...
K: Er du ikke altid det?
M: Nej da! I går var det fordi jeg var ved at være færdig med en rigtig god bog, og den havde jeg været i gang med længe.
K: 2 uger?
M: I hvert fald tre.

Tanken om at forlade sofaen hvor jeg sad med den åbne bog i skøddet, virkede så fremmed for mig. Selvfølgelig endte jeg med at gå en tur sammen med ham. Vejret var dejligt, både varmt nok til shorts, men stadig køligt nok til, at jeg ikke svedte. Desuden er en gåtur altid et godt tidspunkt til at gå og snakke. Ikke om noget vigtigt, bare for at være sammen, bare os to. Vi mødte adskillige katte der sad under træer i håb om at få fat på en fugleunge. Ingen af dem gad snakke med os.

Jeg følte mig lidt trist til mode, men jeg var ikke sikker på, om det var min egen følelse, eller en følelse jeg havde absorberet gennem min bog. Det kan en god bog godt gøre ved dig. En udmærket men ikke fantastisk bog vil provokere en følelse i dig. Der sker noget godt, du bliver glad. Der sker noget slemt, du bliver vred eller ked af det. En rigtig god bog får dig til at glemme hvor du slutter og bogen begynder. Du står og børster tænder, og tænker, at du skal huske at fortælle  hende hvad hun skal gøre, og først når du ligger i din seng kommer du i tanke om, at hun er en person i en bog, og hun ved slet ikke hvem du er. Så ligger du der med en følelse af skuffelse, og bliver måske endda en lille smule vred, måske endda så vred at du slet ikke vil læse i bogen den næste dag. Måske er det fordi det er vigtigt for dig at få tid til at huske at du er dig, men måske er det også en lille smule for at straffe bogen fordi den ikke er virkelighed, i hvert fald ikke sådan som vi normalt forstår ordet 'virkelig'.

Det er så nu du har nærværelse nok til at få ordnet nogle praktiske ting i hjemmet eller skolen. Alle de ting man normalt udskyder, fordi man lige skal læse hvad der sker med hende du ved nok. Jeg synes personligt, at en god bog er en helt legal grund til at melde sig syg fra arbejde, selvom jeg godt kan se, at det ville blive uholdbart i længden. Jeg kan godt blive lidt misundelig over, at nogle mennesker kan være professionelle forfattere, men at man ikke kan være professionel læser. Eller det kan man nok godt, men så er det sådan noget som anmelder eller udgiver, men et eller andet sted er det ikke helt det samme. Det fritager meget af ens frihed til at læse hvad man vil, og der er også noget skummelt ved tanken om at tage et andet menneskes hjertebarn og som prinsessen i Klods Hans sige "dur ikke, væk".

Skoletræt

Jeg var nede på universitetet for at tale med min vejleder om hvor ugidelig jeg har følt mig på det seneste. For første gang blev ordet skoletræt bragt på banen. Det føltes helt underligt at sige det. Det var ikke fordi det virkede farligt, sådan som nogle ord godt kan føles. Ord der, når de bliver sagt højt, kaster en moralsk dom.

'Skoletræt' er en mere neutral betegnelse, men det var ikke noget jeg havde så meget som tænkt på at bruge om mig selv. Jeg er  jo den der nørdede type, en af dem der ligefrem elsker skolen. Og alligevel er det den betegnelse der passer bedst.

Til sommer det 5 år siden jeg vendte tilbage til universitetet efter 5 års sygdom. Det er 5 år hvor jeg har gået på tre forskellige årgange. De mennesker jeg startede ud sammen med er begyndt at blive færdige og spredes for alle vinde, og det kan godt føles lidt ensomt at sidde tilbage. De mennesker jeg følges med er søde og rare, men den træthed jeg føler indeni skaber en distance mellem dem og mig. En distance der måske nok let kunne overvindes, men trætheden gør, at jeg ikke engang er sikker på om jeg ville have lyst.

Hos vejlederen blev emnet orlov bragt op, ikke som noget vi vil gøre noget ved nu, men som en nødplan, hvis jeg stadig har det sådanher efter sommerferien. Som tingene er lige nu i tiden op til eksaminerne, så er ordet orlov en fryd for øret. Alt andet end eksamenslæsning lyder faktisk rigtig godt. Men ville det stadig lyde godt efter at de første par ugers ferietilstand var overstået? Det er jo ikke sådan, at et semesters orlov er det samme som at droppe ud, men tanken føles alligevel lidt sådan. En pause kunne måske endda genopvække noget af den samme iver som jeg følte for studiet for bare nogle få år siden. 

Hvis jeg tog orlov ville det jo ikke være sådan, at jeg slet ikke lavede noget. Jeg ville jo nok fortsætte med at arbejde med bøger. Jeg ville måske gøre alvor af mit forsøg på at lære mig selv tysk. Jeg er glad for at jeg ikke skal træffe en beslutning nu, for der er mange ting der skal overvejes, især når det gælder alt det bøvl jeg jo nok i så tilfælde ville ende med at få med studienævnet, og jeg har jo erfaring med at den slags ikke går så let som man havde håbet.