Om en bekymringsdag

Jeg startede dagen med at skrive blog, og så gik jeg mig en lille tur. Klokken var 5 om morgenen og vejret var mildt. Jeg gik bare rundt i et villakvarter og hørte lidt musik. Jeg så en mår. Først troede jeg at det var et egern, men dens ryg var for lige og dens hale og dens bevægelser var forkerte. Den smuttede bare over vejen, så sig om og forsvandt. Jeg så også en mistænkelig bil, så jeg kom væk i en aller helvedes fart, og jeg blev først tryg, da jeg havde lagt nogle fulde folk bag mig, for hellere dem end mig.

Da jeg kom hjem satte jeg mig til at lave latin. Lektien til i dag var helt exceptionelt kort, men jeg blev ikke færdig, hvilket var lidt et nederlag. Jeg kunne sige, at jeg havde ondt i hoften og ikke kunne sidde ned længere, men i virkeligheden fik jeg kuller af al den slåen op i ordbøger, gloselister og grammatikker. Hver gang jeg så på et ord som jeg ikke forstod, blev jeg så irritabel at jeg ligefrem rystede, og jeg vil bare lige sige, at der er mange mange ord som jeg ikke forstår.

Lettere aggressivt smed jeg blyanten fra mig på bordet og smed mig selv i sofaen, hvor jeg tændte for fjernsynet og for CSI. Der lå jeg så resten af dagen og skiftede stilling hvert femte minut for at skåne min hofte så meget som muligt. Jeg kunne have valgt at læse i min bog om Alice Roosevelt, men jeg bladrede lidt i den og lagde den fra mig igen.

Jeg tilbragte i virkeligheden dagen med at tænke på min veninde, så der var ikke plads inde i mig til andre ting. Jeg skrev en enkelt sms til hende

Du ønsker at være alene, men du er aldrig helt alene <3 br="">

Jeg forventede ikke at hun havde kræfter til at svare, men jeg håbede det så meget, for jeg havde brug for at blive bekræftet i, at jeg gjorde det rigtige, men hun svarede selvfølgelig ikke.