For pokker hvor er det hårdt

Jeg har efterhånden været nogle år på universitetet, så jeg VED jo godt at de første uger af et semester kan være sindssygt hårde. Jeg VED det, og alligevel var jeg i går helt ved at miste modet. Vores lære syntes lige at vi skulle kigge lidt på en ukendt græsk tekst og se hvor mange ord vi kunne genkende. Det kom helt ud af det blå og jeg gik helt i panik fordi jeg er meget bevidst om hvor dårlig jeg er til græsk. Jeg havde lyst til at sætte mig ned og tude, mest af alt fordi det kom så uventet. På grund af min panik kunne jeg slet ikke fokusere på teksten, heller ikke da vi fik den engelske oversættelse. Panikken flød over i ren og skær rædsel, da læreren stod og skyndte på os. Jeg prøvede at bevare roen udadtil, for jeg sad i et rum fuld af fremmede mennesker, som jeg prøver at gøre et godt indtryk på.

Ham jeg sad ved siden af kunne godt forstå at mit græsk er langt væk, når jeg ikke har brugt det siden 2006, men han sagde, at jeg jo er god til sprog (han er en af de få jeg har fulgtes med tidligere). Jeg sagde, at det er jeg nu ikke, jeg prøver bare at arbejde hårdt. Han så lidt forkert ud i ansigtet, hvilket normale mennesker tit gør når man snakker sammen. Jeg ved ikke hvorfor. Hvis man er god til noget forventes man at sige, at det bare er fordi man har let ved det. Jeg tror det er for at den man taler med skal få det bedre med sig selv over måske ikke at være nær så god. Jeg tror, at hvis man er god og arbejder hårdt, så indikerer man, at den man taler med ikke arbejder hårdt nok og burde tage sig sammen.

Da jeg startede på uni for ni år siden talte folk også sådan, det betød, at der ikke var nogen der fortalte mig, at det kunne betale sig at arbejde hårdt hvis jeg ville lære det. Jeg troede bare, at jeg var dum, så i stedet for at sætte mig ned på min flade røv og lære lektien, så gik jeg i panik og fandt genveje hvorved jeg i lange perioder kunne lade som om jeg var lige så klog som de andre, men det var et kommediespil, og i virkeligheden kom jeg længere og længere bagud, og til sidst dumpede jeg min eksamen. Jeg er intelligent, men jeg troede at jeg var dum, for ingen fortalte mig, at også intelligente mennesker er nødt til at arbejde for at blive bedre.

Tilbage til dagen i går hvor jeg sad panisk. Egentlig fyldte min panik kun 20 min ud af 1½time, resten af tiden klarede jeg mig egentlig godt for jeg havde læst mine lektier grundigt. Jeg klarede mig dog ikke perfekt, hvilket nogle gange godt kan være hvad jeg kræver af mig selv. Jeg fik lov til at svare på lærerens spørgsmål 3 gang, 2½ gang svarede jeg korrekt, men ½ gang sagde jeg noget sludder. de 2½ gang fyldte mig ikke med glæde ved at se frugten af mit arbejde, derimod var jeg lettere deprimeret over at have dummet mig den halve gang, men sådan kan det godt være. Da jeg var yngre var jeg bange for at række hånden op, for jeg var rædselsslagen for at sige noget dumt, men pointen ved at gå i skole er, at man endnu ikke ved alt, og man ikke kan forventes at svare rigtigt på alt. Det er stadig rædselsfuldt at svare forkert, nu hvor jeg sidder her og skriver har jeg stadig lyst til at bøje hovedet i skam. Man kan måske sige, at jeg skal prøve at huske de 2½ gang jeg svarede korrekt, men da jeg fik fri ville jeg bare hurtigt hjem og prøve at glemme hele den dag.

Jeg er nu overbevist om, at jeg ikke er en af dem der kan klare sig igennem uden at lave lektier. Det handler ikke om hvorvidt jeg er klog eller dum, det handler om, at det at have sine lektier i orden giver en hvis kontrol over dagens forløb, og kontrol giver forudsætning for ro, og hvis jeg skal klare det her, så har jeg brug for ro.