Første skoledag

Jeg skrev forleden om min angst for at starte på et nyt hold da universitetet startede igen her i går. Jeg var bange fordi jeg ikke rigtigt kender nogen. Pointen var, at jeg her ikke skilte mig ud fordi jeg er asperger og har mange selvpåførte ar på armene, men simpelthen bare fordi jeg er hende den nye. Det viste sig dog at holdet er en skøn blanding af nye og gamle og folk der er blevet overført fra København. Mange kendte selvfølgelig hinanden, men jeg virkede på ingen måde påfaldende ny, hvilket var en enorm lettelse.

Påfaldende ny eller ej, så er jeg ikke god til den indledende socialisering. Med andre ord, så er jeg bare hamrende dårlig til at snakke med nye mennesker, og det gav sig lidt til udtryk i går. Sidst jeg startede på et nyt hold var, da jeg genstartede på universitetet, og jeg var så bange, at jeg ikke turde så meget som turde se på mine medstuderende, og da slet ikke snakke til dem, men der er gået to år siden, og jeg er et andet menneske nu, langt mere selvsikker og tilpas i mine omgivelser, så jeg turde godt snakke med nogen, selv på min første dag på holdet, og jeg TROR nok at det gik godt.

Det er meget typisk, at et lokale fyldes op bagfra, men jeg kan ikke koncentrere mig, hvis der sker for mange ting mellem mig og tavlen, så jeg sætter mig altid oppe foran som en rigtig nørd. Det betyder så også, at der ikke er nogen der satte sig ved siden af mig. Til sidst kom der dog en og spurgte om hun kunne sidde der. Det kunne hun godt, jeg var jo næsten gået i gang med at spekulere på om jeg skulle tage det personligt, at ingen ville sidde ved siden af mig. Den stakkels pige troede, at jeg mente det alvorligt, så hun prøvede at glatte tingene ud. Folk forstår ikke altid min humor, og de forstår mig heller ikke nødvendigvis når jeg prøver at forklare mig. Jeg prøvede at sige, at det bare var noget jeg sagde, for at indlede en samtale med for mig fremmede mennesker, da det kan være svært at indlede samtalen med en simpel præsentation. Hun var virkelig venlig, men jeg følte mig lidt som et fjols, mest af alt fordi jeg altid føler mig som et fjols når jeg er usikker på mig selv.

Undervisningstimen blev indledt med en præsentation, hvilket jeg ikke tror jeg før har oplevet på universitetet. For den phd studerende der underviser i stedet for læreren her introforløbet var det en mulighed for at se hvor meget vi interesserer os for Nytestamentlig exegese, hvilket er det fag vi har, og det var ikke udpræget meget. For mig derimod blev det første gang siden 2008 hvor jeg lavede en offentlig præsentation af mig selv UDEN at nævne, at jeg har problematikke (aspergers). Til nogle af dem jeg snakkede til i almindelig samtale, der hentydede jeg det, men der er forskel på at tale til en stor gruppe eller tale sammen i en lille gruppe. Det er ikke fordi min aspergers skal være hemmelig, men den er ikke længere denne her store ukontrollable del af mig, men snare bare en lille finurlighed ved mig, i hvert fald i begyndelsen hvor vi ikke kender hinanden så godt, for det er jo ikke fordi min asperger er blevet mindre, det er jo stadig den jeg er, men den er ikke længere et problem.

Undervisningen var virkelig spændende. Et exegesefag er en dekonstruering af en skreven tekst, og på bacheloren skal vi have fem af disse fag, og hvert fag starter med en introduktion der mere eller mindre siger det samme men på meget forskellige måder. Det kan formuleres som et eksempel fra bogen "Old Testamen Exegesis" af Odil Steck s. 131

"Do material relationships and overlaps demonstrate that this constant conceptual context represents a materially self-enclosed conceptual association or, on occasion, a conception?"

Hvilket de fleste ikke forstår en brik af, og så kunne vores lære i går skrive fem punkter op på tavlen og sige at disse fem punkter skulle vi kunne huske og bruge hver gang vi læser en tekst, for det vil give gode point til eksamen. Jeg er generelt en meget skriftlig person, og jeg kan godt lide at læse mig til en forståelse, men selv ikke jeg kan stå for fem klare punkter der vil hjælpe mig til eksamen, og selv jeg synes at det første eksempel er noget overintellektualiseret bavl.

En fordel ved at have en phd studerende som midlertidig lærer er, at hen har helt styr på, at dette fag handler mere om at bestå en eksamen end om at tilkende sig visdom. Jeg har selv planer om at blive en gammel visdame når jeg bliver 70, men der er mange år til, og lige nu skal jeg bare bestå mine eksaminer ligesom alle de andre på holdet. Jeg vil gerne tage dette fag til mig, jeg vil gerne suge visdommen ud af bøgerne, men først og fremmest vil jeg bare gerne have en god karakter til eksamenen uden at køre mig selv helt ned.