Okay, det er en lidt ond overskrift, det lyder som om det er gået rigtig dårligt til min eksamen. Det gjorde det ikke, jeg fik 10, det var bare emnet jeg skulle snakke om ud fra 1 Thes 4,16-18.
I dagene op til eksamenen blev jeg i tvivl om, hvorvidt jeg havde grebet læsningen forkert an fra start, og om alt mit hårde arbejde var spildt. Så er det nu jeg skal sige noget beroligende og pædagogisk om, at selvfølgelig havde jeg ikke det, men det havde jeg faktisk, altså grebet det forkert an, ikke spildt arbejdet. Jeg havde læst alt for ustruktureret. Da jeg sad inde til forberedelsen, sad jeg med al den her viden, som jeg først da skulle til at stykke sammen til en helhed (helheder er ikke min stærke side).
Det gik jo som sagt udmærket, jeg fik sagt en masse kloge ting, men min fremlæggelse var rodet. På mange måder er en eksamen et teater. Det nytter ikke noget, at man straks nærmest råber "det ved jeg ikke" når ens lærer spørger én om noget, hvilket jeg selvfølgelig gjorde, også de gange hvor jeg faktisk kendte svaret. En eksamen er en ballet, hvor man skal snurre her, og springe der, og smile pænt selvom ens fødder smerter, så man har tårer i øjnene. Og der kom jeg så op på scenen med al min viden, men jeg manglede balletdanserens elegance.
Min autisme stak selvfølgelig også snuden frem. Da jeg kom ind for at få min karakter, så censor på mig og sagde, at nogle mennesker bruger mange ord på at sige meget lidt, men jeg derimod brugte (for) få ord på at sige meget. Jeg ved faktisk ikke om det var ros eller kritik. Selv synes jeg, at det er em fantastisk evne, men det betyder samtidig, at jeg synes, at det er spild af tid at snakke om alt det banale. Desværre er det faktisk meningen, at man SKAL sige i hvert fald noget af alt det banale.
Ingen kommentarer:
Send en kommentar