90'erne er ikke et årti der bringer mig glade minder, hverken personligt eller modemæssigt. Det var de år hvor jeg gik i folkeskole, og de var de år hvor jeg aktivt kæmpede mod moden, fordi jeg syntes, at den var så grim. Jeg blev i '99 konfirmeret i lyseblå sandaler fordi alternativet var hvide buffelo. Ifølge bladet Costume, så er 90'erne på vej ind igen, hvilket jeg i mit stille sind græmmer mig over, men måske er det fordi jeg er for ung til, til fulde at huske 90'erne. Jeg husker mest bare maver i frostgrader, klodsede sko til feminine outfits og frisure der var længere fortil end bagtil så man kom til at ligne et insekt.
Det var i 90'erne, at forældre og eksperter råbte larm i gevær, fordi Spice Girls var så tynde og dårlige forbilleder. I dag virker de jo nærmest kvabsede, især når man tænker på hvordan flere af dem senere kom til at se ud, og på hvordan stjerner generelt ser ud i dag.
Men Costume siger altså at 90'erne er på vej tilbage, og så er det vel det jeg må arbejde ud fra. Jeg ved ikke hvor interesseret jeg er i mode, men jeg er lige akkurat ikke uinteresseret nok til at være direkte ligeglad. Jeg er på dette kiksede mellemstadie, hvor jeg sådan lidt har en idé om hvad der er 'rigtigt' at have på, men ikke helt har fanget detaljerne, så det hele kommer til at virke en lille smule kluntet.
Der er kun én måde jeg formår at gribe sådan et problem an på, og det er ved hjælp af min (humaniora) nørdede side. Jeg tog et modeblad, og jeg tog en kuglepen, og så gik jeg i gang med at strege under, sætte ring om og tage noter. Det er en lidt underlig følelse at blande nørd og mode, men jeg kan godt lide at være dygtig til alt hvad jeg gør, inklusiv at klæde mig på, men jeg er ikke en af dem der intuitivt forstår at vælge det rigtige tøj, så jeg må studere. Jeg må især være opmærksom, for jeg skifter ikke min garderobe ud så tit, så jeg skal vælge tøj der kan holde mange år med mønster, materiale og snit, og det er hårdt arbejde, når man egentlig ikke har sans for den slags. Det sjove er at mange af de kiksede køb jeg har gjort gennem tiden i dag er super moderne, det gælder såvel en gul skjorte, en skjorte med kalvekrøs og en pencil skirt.
I hvilken grad det nytter noget ved jeg endnu ikke. Jeg ved heller ikke hvad jeg egentlig har gang i, eller hvad mit mål er. Jeg ved ikke og det er en positiv eller negativ udvikling, eller om det hele bare er lidt ligegyldigt.
Ingen kommentarer:
Send en kommentar