Om at skrive breve til fremmede

Jeg elsker at modtage breve, men når man ikke er en eller anden super berømt kendis, så må man også skrive til folk for at de vil skrive til en efterfølgende, hvis man da er heldig. Heldigvis elsker jeg også at skrive breve, måske elsker jeg faktisk at skrive breve mere end jeg elsker at få. Måske er det fordi jeg er narcissistisk og får større nydelse ud af at skrive om mig selv end jeg får ud af at læse om andre, måske er jeg en god pige der elsker at glæde andre, eller måske kan jeg bare godt lide, at det udfylder mere af mit trivielle liv at skrive end at læse.

Oftest skriver jeg bare postkort, for et postkort er langt nok til, at man kan sige 'hey, jeg tænker på dig' og langt nok til at man kan skrive hvad der sker i ens liv, men det er heller ikke så langt at man sidder tilbage med en følelse af, at man skulle have skrevet mere, det er der nemlig ikke plads til. Samtidig kan man lægge tanker i hvilket motiv man vælger.

Jeg begyndte på det med postkort med en veninde jeg havde sidst jeg var indskrevet på universitetet. Vi så hinanden på uni næsten hver dag, og til sidst boede vi også på samme kollegium (der er fra den tid billedet stammer), men alligevel skrev vi postkort til hinanden, og vores idéer blev vildere og vildere. Engang dækkede jeg hele hendes døråbning med bagepapir som jeg havde skrevet og tegnet på, og engang fik jeg en pakkekalender.

Dengang hængte jeg alle postkortene på mine døre, men nu har jeg for mange, så de ligger i hvad min familie kalder nisseligkisten, en trækiste fra en firmajulegave min far fik. Jeg skriver og samler stadig på postkort, men med PostDanmarks evigt stigende porto, så er jeg gået mere over til almindelige breve, for så får man ligesom lidt mere for pengene. På det seneste er jeg endda begyndt at gå mere og mere over til elektronisk post, hvilket genere mig lidt men det er nu engang så praktisk, men det er ikke 'praktisk' jeg søger, jeg søger personligt og eventyrligt.

Noget elektronisk post dog er god til, og som burde lukke munden på alle kritikere, er muligheden for at komme i kontakt med vildt fremmede mennesker og skabe forbindelser på tværs af geografiske, kulturelle, aldersmæssige og praktiske skæl. Jeg kan faktisk godt lide denne mulighed, for 1 ud af 10 gange hvor man skriver til et helt fremmed menneske, opstår der en menneskelig og venskabelig kontakt og man får en varm og boblende fornemmelse indeni. Det skete da jeg skrev til Rikke Rønholt, og det skete da jeg i går fik et rigtig varmt brev fra Kina fra en pige jeg kendte fra folkeskolen, og som jeg har meget til fælles med, og det er sket mange gange før. Nogle gange opstår der en kontakt, men mange gange gør der ikke, men det må man tage med. Nogle gange føler man sig som superman, andre gange som en komplet idiot, men pyt med det. Nogle gange skriver man lange breve hvor man krænger sit indre ud, og andre gange er det bare en kort besked, som denne jeg sendte for 20 minutter siden til en ven af en ven

Hej [udeladt]
Undskyld dette uventede brev, men er du den katolske pige jeg mødte i toget i mandags?
Hjertelig hilsen
[udeladt]
DANSK katolik