Om en dag med religiøse symboler

Rosenkrans

Den ene af mine kontaktpædagoger skulle følge mig til lægen, og jeg kom ned i lidt god tid, for sådan er jeg nu engang. Hun havde en halskæde på, som jeg ikke kunne lade være med at kommentere, for det var en dårlig kopi af en rosenkrans, en pæn kopi, det må jeg give hende, men forkert. Jeg prøvede at forklare hende, hvordan perlerne skal sidde i klynger af ti, gentaget fem gange, men jeg er ikke særlig god til at forklare den slags.

Da vi kom hjem fra lægen, ville jeg forære hende en rigtig rosenkrans, jeg havde nemlig en liggende, der ikke er velsignet, og som jeg derfor ikke bruger. Hun blev glad ved gestussen, men hun var faktisk i tvivl om, om hun måtte tage imod den, for stedet her er nyt, og der er endnu ikke blevet fastsat hvad, for hvor meget, hvordan og hvorfor pædagogerne må modtage gaver. Først ville hun spørge vores daglige leder, men det blev sendt videre til, at det skal tages op på et personalemøde.

I mellemtiden var der gået et par timer, og hun fortalte mig beslutningen over min eftermiddagsmad. Sammen med os til eftermiddagsmad var vores nye vikar, så vi kunne komme til at lære hinanden under trykke rammer. Hun har været gift og bosat i Grækenland i en lang årrække, så hendes børn er græsk ortodokse. Der er stor, jeg vil ikke direkte kalde det fjendtlighed, men kølig konkurrence mellem den katolske og den ortodokse kirke, men sandheden er, at der er stor sandhed og skønhed i dem begge, og der er mange ting vi har til fælles, som protestanterne (desværre) ikke helt kan tale med om.

Jeg fortalte blandt andet, at jeg har en hel håndfuld rosenkranse liggende, både velsignede og ikke velsignede. Mange af dem er meget smukke, nogle har en smuk historie, nogle har jeg endda selv lavet, men hvad betyder det, for jeg bruger alligevel altid den samme. MIN rosenkrans er perfekt, selvom den ikke er nogen skønhed. Den er solid, og perlerne ligger så godt i hånden, som havde jeg aldrig bestilt andet end at bede rosenkransen, hvilket desværre ikke er sagen. Vikaren kendte kun alt for godt symptomet, for de ortodokse har også en bønne krans, og hendes børn havde også én der var bedre end alle andre.

Ikoner

Vi fik en lang os en lang snak om religiøse symboler, og de skulle da lige op og se min samling af rosenkranse. Vi talte om, men desværre ikke så meget som jeg gerne ville have haft, og de ortodokses forhold til ikoner, det er nemlig noget de har et virkeligt smukt forhold til, som vi katolikker kan lære meget af, som hele vesten kan lære meget af. Igennem det seneste år, er der nogle billeder, som bliver kaldt ikoner :-@ der er blevet populære. Det er især midaldrende kvinder der maler dem og føler sig meget spirituelle (et ægte ikon bliver ikke malet, men skrevet), men det er bare billeder, og normalt ikke en gang særligt pæne, og jeg bliver rasende, når jeg ser dem, for det nedgør hvad et ægte ikon er.

Den undergørende medalje

Da jeg sad inde ved lægen og skulle have fjernet sting, sad jeg med overkroppen lænet ind over briksen med armen strakt frem, så han kunne komme til. Dette gjorde at min halskæde kom til at hænge og dingle et sted lige under min hage. Min læge er en lidt ældre mand, så jeg blev helt paf, da han kommenterede den. Mænd og accessories, jeg troede ærlig talt ikke, at de lagde mærke til deres eksistens, men det gjorde ham her.

Ved siden af mit sølvkors har jeg en lille undergørende medalje hængende, det har jeg haft i mange år, men min nuværende medalje fik jeg da jeg var i Paris, hvor vi fik en hver til minde om turen.

Min læge sagde at det var en interessant halskæde, og jeg fortalte ham hvad den hed. Han havde lagt mærke til den, fordi han selv har en. Han havde som barn været indlagt på Skt Joseph hospitalet i Odense, og der var der en af søstrene (nonnerne), der havde givet ham en. Jeg synes at det var sjovt, at han stadigvæk havde den.

Da jeg skiftede den gamle medalje ud med den nye, gav jeg den gamle til en veninde der er meget syg. Hun er ikke katolik, så for hende er det nok ikke en påmindelse om tilbedelse af Gud, men derimod en påmindelse om vort forhåbentligt evige venskab. Jeg prøver ikke på at missionere over for mine veninder, kun gennem efterlevelse af Guds kærlighedsbud, elsk din næste som dig selv. Jeg elsker ikke mine veninder fordi Gud siger at jeg skal, men Gud forære mig kærligheden, en gave fra ham til mig til dem. Pædagogerne spørger hvordan jeg finder overskud til altid at gøre små kærlige ting for mine venner. Normalt svare jeg, at sådan er jeg bare, men det er Gud der giver mig det. Jeg lærte det af en veninde der nu er præst (protestantisk) og jeg sider ikke, at ikke religiøse mennesker ikke kan gøre den slags, men for mig er det en troens gerning.