Der var egentlig ikke nogen speciel grund til, at jeg skrev til min søster, om hun havde tid til at mødes, men skal man have det for at mødes med sin familie? Vi plejer ikke at se hinanden så tit. Det er ikke fordi vi ikke kan lide hinanden, det er bare at vi simpelthen ikke får det gjort. Hvis man endelig skal sige, at der er en grund til at jeg fik taget mig sammen til at spørge hende, så er det, at vi for nyligt havde en rigtig god og åbenhjertig samtale over sms. Vi havde den over sms, for i vores familie er vi ikke vant til at tale om problemerne, men vi er begyndt at skrive om dem, for så går det en lille smule lettere. Efter den samtale længtes jeg efter at se hende igen, jeg ville sikre mig, at hun var okay, og jeg ville vise, at jeg også var det, for når man ikke er vant til at tale om tingene, så kan det godt tage hårdt på en.
Det begyndte at sne da jeg tog af sted. Det var ikke den stille sne med store bløde uldtotter, den sne de på mit gamle bosted kaldte Lindasne fordi jeg elskede den så højt. Det var små næsten støvagtige gryn der ikke så ud af noget, men som hurtigt lagde sig på veje og marker., et kort øjeblik var jeg næsten bange for, at jeg ikke ville kunne komme hjem igen med toget, da jeg ikke stoler voldsomt på den danske togdrift, om end det er blevet bedre efter jeg flyttede og skiftede til Arriva.
Her hvor jeg bor var det ikke voldsomt koldt, så jeg tog af sted uden hue, da det ikke passede særlig godt med min frisure, men da jeg kom til Aarhus var vinden bidende. På den øvre del af Ryesgade, blæste det så meget, at jeg frygtede at blæse omkuld, og jeg har ellers et ret godt fodfæste. Man må lide for skønheden siger man, og jeg skulle heldigvis ikke så langt, men der stod en sælger af hus forbi, og de så så koldt ud, at jeg ikke nænnede bare at gå forbi. Desværre havde jeg ikke noget mindre end en 100 kronesseddel, og han kunne ikke give tilbage. Hvis han havde hevet nogle penge op af lommen, så havde jeg sagt, 'bare giv mig hvad du kan og behold resten', men 100 kr... Jeg overvejede det faktisk, men jeg kunne ikke få mig selv til det. 100 kr er trods alt 100 kr. Jeg skulle ned og købe en taske før jeg skulle på café, og jeg lovede ham at jeg ville komme tilbage. Det gjorde jeg også, men vejret var i mellemtiden blevet endnu dårligere, og han må have opgivet, for jeg kunne ikke se ham noget sted.
Det jeg var henne og købe var en Eastpak rygsæk, for normalt bruger jeg skuldertasker, men efter jeg har været skadet, har fundet ud af hvor svag min venstre side er, og har fået stillet diagnosen mildt spastisk lammelse, så tænkte jeg, at det måske ville være klogt at have en rygsæk, som ville fordele vægten lidt mere ligeligt på mine skuldre. Jeg har tænkt på det i flere måneder, men jeg skulle lige have pengene, og så skulle jeg lige vente på udsalget, og så skulle jeg lige vente til jeg skulle til Aarhus, fordi det viste sig at min lokale taskebutik ikke holdt udsalg. Og det betalte sig at vente, for det var -40% på sidste års modeller, hvilket vil sige -200 kr, hvilket jo også er en slags penge.
Jeg begyndte oprindeligt at gå med skuldertaske, for at fornægte min nørdede side, og siden er det bare nærmest blevet en vane, men en praktisk vane, for når man så ikke har så meget i den, så er alting lige ved hånden og der er en masse forskellige rum. Nu kapitulerer jeg altså, men selvom jeg ikke længere fornægter min nørdede side, så er jeg stadig bange for at se nørdet ud. Det er derfor jeg vælger Eastpak. Det er på ingen måde de sejeste tasker til en på min alder, men det er bestemt heller ikke de grimmeste. Jeg valgte dem, fordi så er man på nogenlunde sikker grund.
Min søster og jeg mødtes på Sigfreds kaffebar, den der ligger under Vangsgaards boghandel, for det er min yndlings cafe, for der føler man sig ikke underlig, hvis man kommer en halv time for tidligt og hiver en stor bog op af tasken. Man føler ikke trang til at råbe ud over det hele 'Jeg er IKKE blevet brændt af!!!', hvilket jeg nogle gange føler andre steder.
Ingen kommentarer:
Send en kommentar