Om at såre sin veninde

Jeg er kommet til at såre en veninde rigtig dybt. Nej, "komme til" kommer til at lyde som om jeg bare kom til at begå en fejl, hvor der nok nærmere var tale om helt ekseptionel dumhed. I forhold til hvad jeg har gjort imod hende tager hun det ret pænt, men når jeg tænker på hvor meget den dårlige samvittighed nager mig, så ville jeg næsten ønske, at hun ville råbe og skrige, sådan at JEG kunne få det bedre, men eftersom det i denne sag er mig der er skurken, så handler det ikke om hvorvidt det er mig som har det godt.

Jeg er ikke ret vant til at være skurken. Normalt når der sker noget i mit liv så er det andre der gør noget mod mig, og så kan man trykke sig en mod en pædagog og tude, eller man kan sidde på en kaffe og beklage sig til en veninde, men at være skurken er en meget ensom følelse, for jeg føler ikke, at jeg fortjener folks medlidenhed.

I et socialtantropologisk perspektiv er det sikkert et fremskridt at være den der gør noget frem for at blive gjort imod, hvorefter man sikker kan begynde at bruge ord som alfahan og vindere og tabere, men jeg synes at vi som mennesker taber, hvis dem der er mest modbydelige vinder. Jeg føler mig i hvert fald ikke som nogen vinder, for jeg har jo såret en jeg holder forfærdelig meget af. Måske er det fordi jeg er så vand til at være den der taber, at jeg alt for godt ved hvordan det føles, og jeg derfor straks plages af dårlig samvittighed. Hvis det er tilfældet, foretrækker jeg at være den jeg er, og vil fremover passe bedre på min opførelse over for mine veninder.

Hvad min veninde angår, så kender jeg endelig ikke de endelige konsekvenser. Nogle gange tænker jeg, at det nok skal gå, og så bliver jeg glad, men andre gange, er jeg bange for at jeg aldrig ser hende igen, og så virker hele verden stor og uoverskuelig og jeg får lyst til at græde.