En dag sad jeg sammen med nogle medstuderende, og jeg skulle til at fortælle en sjov anekdote, så jeg startede ud med "og engang, efter et af mine selvmordsforsøg...". Den formulering studsede de lidt over. Men næsten hver gang jeg tale om min sygdom taler jeg letsindigt om det, og med en stor portion humor. Er det fordi det i virkeligheden var en let og sorgfri periode? Er det fordi jeg er et overfladisk menneske der ikke forstår alvoren i situationen? Selvfølgelig ikke, jeg må bare spørge mig selv, hvad er alternativet?
Dette er min måde at overleve på. Hvis jeg hver gang skulle fortælle hvordan det virkelig var, hvordan at det gjorde så ondt indeni, at jeg troede at jeg skulle dø, og at der aldrig nogensinde var lettelser, så ville jeg langsomt sygne hen og blive en forkrøblet version af hvem jeg er. Jeg har ikke styrken til at blive konfronteret med angsten og smerten, til at sætte ord på noget der rækker langt ud over mit ordforråd. Jeg kan sige, at der altid sad et skrig fast i halsen, at jeg hadede mig selv så meget, at jeg havde dårlig samvittighed over at trække vejret, at jeg ønskede at dø, så min familie kunne blive fri for mig og mit dårlige humør, men mine ord virker så flade, og det dårlig nok begynder at beskrive det mismod jeg levede i i alle de år.
Jeg bliver nødt til at snakke om hvad der foregik, ikke kun som terapeutisk middel, men også fordi jeg altså har været syg det meste af mit liv, og min historie har formet mig på godt og ondt, jeg kan ikke bare klippe den væk og lade som om den aldrig har eksisteret. Måden jeg generelt bare taler på er, at jeg taler i anekdoter, fordi det er den måde jeg anskuer verden. Jeg vil da gerne fortælle anekdoter om når tingene går godt, det er ikke fordi alt hvad jeg siger skal lyde helt vanvittigt, men jeg har ikke haft det godt i nok år til at have opbygget mig et arsenal af 'gode' historier.
Jeg vil dog ikke sige, at jeg lyver, når jeg fortæller sjove historier om hvor forfærdeligt det var, for historierne er faktisk sjove. Må man gøre grin med noget der er så slemt? Selvfølgelig må man det. Det er enormt befriende at vende sig om imod alt det onde og så bare skrald grine. Mine syge venner forstår det. Om mine raske venner vil lære at forstå det, kan jeg ikke sige. De er vokset op med at psykisk sygdom er tabu, og de har ikke før haft nogen grund til at rykke på den overbevisning. De tager det nu meget pænt, og jeg tror også, at alternativet ville slide på dem i længden.
Ingen kommentarer:
Send en kommentar