Det er nu over et år siden, at jeg sidst tog et barberblad og jog det dybt ned i min arm for at føle smerten og for at se blodet flyde. Det hele startede i gymnasiet, men det er som om jeg ikke kan huske tiden før det, det blev så hurtigt en integreret del af mit liv, at det vare var den måde, jeg reagerede på, når livet kom mig på tværs. Det var ikke noget jeg var særlig god til i starten, hvor det mest blev til nogle overfladiske ridser, men årene gik, og øvelse gør mester, men som sædvanligt med mig, så syntes jeg aldrig selv at jeg var god nok, for jeg syntes, at skulle man skære sig, så skulle man gøre det ordenligt, sårene skulle helst være dybere og længere end sids før jeg var tilfreds.
Det at skære var ikke bare noget jeg gjorde, det var en del af den jeg var, men så en dag stoppede det bare sådan uden videre. Jeg har desværre ikke noget godt trick eller en filosofisk bemærkning, for det var ikke noget jeg selv gjorde.
Når børn er små, er de frygtløse og springer glade ud fra 2. sal hvis ikke nogen eller noget stopper dem, men så en dag kommer frygten pludselig ind i deres liv, og de tør knap nok stille sig op på en stol. Det var noget lignende der skete med mig. Den smerte lægen udsatte mig for sidder stadig i kroppen på mig nu et år efter, og bare tanken om at skære sender krampetrækninger gennem hele kroppen.
Jeg er stolt af, at jeg ikke længere skærer, men jeg savner det også, for nu føler jeg mig bare som enhver anden lille grå papirnusser. Det er lidt pinligt at tale om 'dengang jeg skar', ligesom det er pinligt når jeg taler om 'dengang jeg var tynd', men det er også pinligt, da det viser, at mit ideal et eller andet sted stadig er den anorektisk tynde depressive pige der skærer i sig selv. Det er mit ideal, for sådan har det 'altid' været, også selvom jeg værdsætter mit nye liv som uafhængig, morsom, klog og sportstrænet.
Jeg har inviteret en veninde på jubilæumsmiddag, engang, med tiden, når jeg er flyttet og er faldet til. Jeg ville for ironiens skyld have inviteret hende på blodpølse, men erklærede, at det var lige lovlig klamt. Hun foreslog så snitter, og det er lige nettop derfor, at det lige er hende, at jeg har inviteret.
1 kommentar:
Snitter, det er god humor. Hvor er I søde :-)
Det er sjældent, at jeg forfalder til selvskade nu, og jeg er ikke længere anoreksitynd. Men jeg kender til at savne det, savne at være "den person". Indimellem savner jeg det så meget, at det er lige til at tude over.
Send en kommentar