udviklingen af en særinteresse

I Gammel Testamente til på fredag, skal vi gennemgå et hebraisk tekststykke (genesis/1 mosebog 12) som vi endnu ikke er nået til i hebraiskundervisningen. Gen 12 består af 20 vers, og jeg gad ikke lige sætte mig ned og oversætte det hele fra bunden. Derfor tog jeg den danske tekst, og den hebraiske tekst ved siden af hinanden og læste dem synkront. Det er første gang jeg gør noget sådan, og det gik langt bedre end jeg havde forventet. Faktisk gik det så godt, at jeg ligefrem er stolt af mig selv og havde lyst til at danse en lille sejrsdans.

Når jeg sidder sådan og morer mig med hebraisk, spekulerer jeg på hvordan en særinteresse mon opstår. En særinteresse er et af kendetegnene ved Aspergers syndrom, og er når man er meget nørdet og meget intens omkring et (lille) emne der på omverdenen kan virke ude af plads og proportioner. Jeg synes selv, at det er virkelig sjovt at have en særinteresse, for det giver én en form for mening med livet lige nu og her, og ikke bare et mål ude i en uoverskuelig fremtid, men hvordan jeg er kommet til at interessere mig for Gammel testamente og hebraisk, kan jeg ikke give noget fyldestgørende svar på.

Jeg kan fortælle, at da jeg var barn havde min farmor en billedbibel, som jeg altid ville have læst højt fra, og jeg kunne alle historierne i det gamle testamente udenad, men det var bare sådan det var, det var det jeg interesserede mig for, men der var ingen begyndelse, ingen mening, ingen plan.

Så var der en periode i min ungdom, fra jeg var 12 til jeg var 18, hvor interessen nok var der, men jeg gjorde ikke så meget ved den, fordi muligheden ikke rigtigt bød sig, men i 3.g fik jeg en fænomenal religionslærer der pustede til gløderne, og det føltes som at blive vakt til live, om end det ikke gav meget street cred i sådan en gymnasieklasse.

Senere, da jeg gik på højskole, var jeg til en prøveforelæsning i Gammel Testamente på Aarhus universitet, og så var jeg solgt. Det havde egentlig været meningen, at jeg skulle på biblioteksskolen, men så blev det teologi i stedet for, og jeg elskede det fra første dag. Det var ikke nødvendigvis alle fag jeg elskede lige meget, men jeg elskede universitetet og muligheden for at dyrke min særinteresse.

Nu har jeg fået lov at snuse lidt til teologien, og især til hebraisk, men som mange spørger mig, hvad vil en kvindelig katolik så med et protestantisk teologistudie? Og det kan jeg ikke give noget fyldestgørende svar på. Efter min sygdomsperiode, da jeg genmeldte mig til universitetet, blev det teologi, fordi det var teologi jeg læste dengang og fordi jeg gerne ville gøre hebraisk færdig, men jeg er begyndt at overveje, når jeg er færdig med hebraisk, og færdig med Gammel Testamente, så at skifte til lingvistik og derfra beskæftige mig mere med de simitiske sprog, men der er endnu længe til, og mine tanker kan nå at skifte mange gange før det bliver relevant.

Jeg undskylder for morgenens bitre galde, indlægget er blevet slettet

Jeg hader vand

Jeg kan ikke holde ud at drikke vand. Måske er det virkelig fordi jeg ikke kan lide smagen af det, for ja, vand smager faktisk af en hel del, eller også er det fordi det minder mig så meget om at kaste op (selvforskyldt). At kaste op bestod for mig i at spise en masse med, kaste op, rehydrere, kaste op, rehydrere, kaste op og rehydrere. Jeg kaster næsten ikke op mere og har ikke gjort i lang tid, og når jeg gør er det kun overfladisk (de første tre punkter), men jeg kan stadig huske smagen og fornemmelsen af lunkent vand som jeg måtte nøjes med fordi jeg ikke havde tid til at vente på at lade vandet løbe.

På den måde fik jeg altså et dårligt forhold til vand, men jeg skal jo have et eller andet at drikke, bare en gang imellem, ellers bliver jeg jo dårlig, og man kan ikke nøjes med pepsi max alene, så min løsning er saft, men for at spare på kalorierne er det det fuldstændig kemiske sukkerfi noget jeg drikker. Det er ikke nogen eksklusiv gastronomisk oplevelse, men det er da bedre end smagen af vand, eller det var det i hvert fald. Først købte jeg mine forsyninger i Fakta, men så skiftede de mærke til noget der var lige lovlig sødt for min smag, så jeg måtte skifte til Rema 1000, og der har jeg så købt mit stash det sidste års tid, men forleden (efter at have forsynet mig med et lager der rækker til næsten 40 L saft, opdagede jeg, at det smagte anderledes end det plejer, og jeg måtte skuffet erkende, at deres nye opskrift ikke smager godt nok, så nu skal jeg på opdagelse efter en ny butik og et nyt mærke, hvilket jeg slet ikke synes at jeg har overskuddet til lige nu, men man skal jo have noget at drikke, bare en gang imellem, så det skal jo gøres.

Et godt alternativ er FunOne Stevia, sødes med den sydamerikanske krydderurt stevia, som er sundere end de mere kemiske sødestoffer men samtidig stort set kaloriefri, men stevia er den helt nye hotte ting, hvilket lægger endnu mere til Funs i forvejen lidt pebrede pris, så i længden ville det ikke være noget jeg havde råd til.

Om min indre kvinde

Jeg har været ved at rykke lidt om i lejligheden. Jeg har en reol til sko, og den har jeg rykket tættere hen imod min hoveddør, for normalt står de sko jeg oftest bruger der og flagrer, fordi jeg er for doven til at stille dem hen på plads. Desuden har det så altid været de samme sko jeg bruger, fordi jeg heller ikke har gidet gå hen og hente nogle andre sko der så også kunne ende med at stå i gangen og flagre indtil jeg en dag kunne få mig taget sammen til at stille dem på plads.

I og med at jeg flyttede skoene, så talte jeg dem også lige en gang. Der var 22 par, hjemmesko, klip-klappere og træningssko inklusiv. Jeg har altid set mig selv som en anti-kvinde, en der ikke interesserer sig for sko, men det er åbenbart ikke helt rigtigt. Det er dog først nu, at jeg er begyndt for alvor at bruge penge på sko, for mange af mine sko er af en ret ringe kvalitet.

Nogle sko har jeg overvejet bare at smide ud. Jeg er en person der normalt er virkelig god til at smide ud, er der noget jeg bare er lidt i tvivl om, så ryger det ud, men med min nyfundne interesse for mode, er det gået op for mig, hvor meget tøj jeg har smidt ud, som jeg ville være rigtig glad for i dag. Lige nu har jeg så en modreaktion der gør, at jeg ikke rigtigt tør smide noget ud.

Et par sandaler er dog blevet smidt ud. Det var dem jeg blev konfirmeret i. Egentlig ærgrede det mig at smide dem ud, for de var efter 14 år på hylden blevet helt smarte igen, men de var også blevet meget nussede og der var huller i, og det er stort set kun converse der kan se sådan ud og stadig være smarte.

Et eller andet sted, kan jeg godt blive underligt til mode over, at jeg har fundet min indre kvinde og er begyndt at interesserer mig for disse, men et eller andet sted er det også rart, for det er et bevis for mig om, hvor langt jeg er nået i mit liv. Jeg er ikke længere klassens kiksede pige, jeg er en kvinde. Min mor har tilbudt at hjælpe mig finansielt med hvad jeg går igennem lige nu, og jeg har valgt at takke ja, ikke så meget for pengenes skyld, men fordi jeg godt kan lide tanken om at min familie er en del af denne udvikling.

Kort før jeg for alvor blev syg, lige efter mine forældres skilsmisse, forsøgte jeg for første og sidste gang at udnytte situationen og lokkede et sprit nyt sæt tøj ud af hver af dem, så det hele begynder og slutter med et sæt tøj.

og så gik der lige tre uger

Der var den uge, hvor jeg var for udkørt til at tage på uni, og så kom ferien,  og woops, så var der lige gået tre uger, hvor jeg ikke så meget som havde rørt mine skolebøger. Torsdag satte jeg mig så ned for at læse lektier til fredag, eller rettere forst skulle jeg lige en helt masse mere interessante ting, hvorefter jeg satte mig ned og stirrede olmt på mine bøger. Jeg havde ikke spor lyst til at læse, jeg var træt, de opgaver der gjorde det ud for en eksamen VAR afleveret, og dagens tekst handlede om genealogier (slægtstavler), hvilket er meget vigtigt for gammel testamente, men dræbende kedeligt. Så jeg endte med ikke at få læst alle mine lektier, hvilket pinte mig, men det var der ikke så meget jeg kunne gøre ved, eller det var der jo, jeg kunne jo bare læse og få det overstået, men noget inde i mig gjorde at jeg ikke kunne det.

Timen virkede uendelig lang, selvom vores lærer er både sød og dygtig, men jeg længtes bare efter, at timen ville stoppe, så der kunne være møde i teologisk jagtselskab (en yderst gennemført joke). Sådan plejer jeg ikke at være, jeg plejer at være nørden der hænger i min lærers læber og sluger hvert et ord han siger, og den nye mig skræmmer mig.

Det skræmmer mig endnu mere, at jeg i dag skal lave lektier til mit absolutte yndlingsfag, hebraisk, men jeg har ikke lyst, jeg vil hellere se TV. Hvad sker der lige med mig? Det lader til at jeg fuldkommen har mistet motivationen. I hebraisk handler det dog lidt om, at jeg snakkede lidt med nogen fra religionsvidenskab (vores konkurrerende studie) og det viste sig, at de har fået en meget bedre, grundigere og mere intim undervisning end os fra teologi, og jeg er ved at blive ædt op af misundelse.

Jeg hader misundelse, det er en enormt destruktiv følelse, der som sagt æder én op indvendig, og som gør én afstumpet og irriterende at være sammen med. På den ene side har jeg lyst til at beklage mig til højre og venstre over hvor urimeligt det er, men jeg har jo egentlig ikke lyst til at være DEN person, for, så vil jeg ikke fuldt ud kunne nyde de sidste par måneders undervisning, for selvom den måske ikke er nær så intensiv som den rel. viderne får, så er den jo stadig virkelig god, og det er det jeg skal overbevise mig selv om, når jeg her lidt senere sætter mig ned med mine bøger for at lave mine lektier.

Men den manglende motivation skyldes nok mest det med at have haft så lang en ferie. Jeg har vænnet mig så meget til bare at sidde på min flade og glo TV, at jeg nu lige skal vænne mig tilbage igen, og det er vigtigt, at det sker snart, for eksaminerne nærmer sig alt for hurtigt. Jeg ved at jeg indtil nu har ydet et godt stykke arbejde, og at jeg egentlig har godt styr på det hele, men man har jo hørt historier om folk der starter godt ud, men så bliver for komfortable og ender med at dumpe deres eksamen. Jeg ser på ingen måde ned på sådanne mennesker, jeg kunne meget vel tænkes selv at være en af dem, men dette er min første eksamen efter fem års sygdom, og resultatet af den vil være afgørende for mit videre forløb på universitetet. Måske ikke så meget på det praktiske plan, men det vil betyde meget for hvordan min ´professionelle stolthed' vil have det og med hvilke faglige chancer jeg tør tage.

Hvad gammel testamente angår, så er meget af motivationen ødelagt af, at jeg nok allerede HAR bestået faget, og hvem gider så virkelig terpe?

Om at få sin psykolog til at græde, næsten da

Sandaler fra Billi Bi

I går talte jeg med min psykolog om, at jeg på det seneste har brugt en masse penge på mig selv, og at det er meget svært at forholde sig til. Det er det af mange grunde, men en af dem er, at min tidshorisont har ændret sig markant. Tidligere kunne jeg godt bare bruge min regnjakke som sommerjakke, for det hele kunne være lidt lige meget. Jeg har nu erkendt, at jeg nok ikke går hen og begår selvmord eller sulter ihjel i morgen, og jeg derfor nok skal overleve til til jeg bliver 30, og derfor kan det faktisk godt betale sig at investere i ting der kan holde i et par sæsoner, som fer eksempel en ordentlig og pæn sommerjakke eller et par pæne sandaler.

Da jeg sagde det, var min psykolog lige ved at begynde at græde, altså på den gode måde. Hun har efterhånden fulgt mig i mange år, og det er første gang hun hører mig sige noget sådan. Det er jo som om jeg ligefrem er begyndt at blive voksen.

Jeg ved ikke i hvilken grad folk ville kunne forstå hvor signifikant denne udvikling er, det med pludselig at forstå, at man kommer til at overleve dette her, og med ikke at være bange for at overleve, for ja, jeg har igennem de sidste 10 år været rædselsslagen ved tanken om at jeg måske ville overleve. Overlevelse ville nemlig betyde, at man skulle lægge planer for sit liv og tænke fremad. Det ville betyde, at man skulle se sig selv i øjnene og anerkende sig selv som en der også FORTJENER at overleve.

I en stor del af mit liv har jeg været plaget af selvmordstanker, men det er ikke nødvendigvis selvmord dette emne handler om, det er mere generelt end som så. Tidligere handlede 90% af mit liv bare om at overleve timen, dagen, ugen, også selvom jeg ikke engang vidste om jeg ønskede at overleve. Det dette her handler om er, at jeg har fået det så meget bedre, at det sætter kræfter af til at tænke på andre ting, som hvad jeg vil med mit studie, mig selv og mine venner og familie.

Det lyder alt sammen så utrolig godt, og det er det også, men det er også virkelig skræmmende, for pludselig består mit liv så af uger, måneder og år, og jeg skal prøve at finde frem til en eller anden form for plan. Jeg har nogle idéer jeg går og fifler lidt med, men lige nu gælder det om at gøre sig klar til dette nye liv jeg er gået i gang med at leve, og det betyder altså, at jeg må bruge en forfærdelig masse penge på at, om ikke skifte min garderobe ud, så i hvert fald supplere den med ting der passer ind i mit nye tidsperspektiv, og ting som er mere end bare praktiske.

Det hele minder lidt om hvad der skete for 1½ år siden, da jeg besluttede mig til, at jeg var ved at være voksen nok til ordentlige møbler.

Av mine lår-basser

Om tirsdagen spiller jeg badminton med en ældre mandlig pædagog. Da jeg i sin tid meldte mig til, gjorde jeg det lidt i overbærenhed, for der var ikke mange af tingene fra bostedets dagtilbud jeg egentlig gad, men jeg ville på den anden side også vise min støtte til idéen, for jeg kunne godt lide konceptet med, at bostedet aktivt gik ind og prøvede at aktivere os. Så jeg meldte mig til badminton, for jeg tænkte, at det skader vil ikke med lidt ekstra "motion".

Anførselstegnene om "motion" skyldes at jeg nok ikke havde den store respekt for badminton, jeg tænkte nok, at det var en lille smule fimset med sådan en lille fjerbold.

Vi spillede i nogle måneder, men så måtte jeg stoppe, fordi jeg begyndte på universitetet og havde timer om tirsdagen, men i efter jul fik jeg nyt skema, så nu spiller vi igen. I denne omgang dog, bliver der dog lagt langt større vægt på læring, i stedet for bare at stå og skyde formålsløst til hinanden. Det e ikke fordi jeg har de store forhåbninger om at blive en stor badmintonstjerne, men som alt mulig andet, er det først rigtig sjovt når man begynder at blive god til det, det gælder især, når man som jeg har perfektionistiske tendenser.

Jeg er på ingen måde et naturtalent, men jeg er heller ikke helt uden evner, og den pædagog jeg spiller med er dygtig både til at spille og til at lære fra sig. Han er meget pædagogisk og roser mig til skyerne. Jeg ved godt, at den slags ros skal tages med et gran salt, men jeg kan alligevel ikke lade være med at bryde ud i et bredt grin, og min selvtillid skyder i vejret. Ros gør mig modig på banen, og når jeg gør noget dumt eller dårligt, så griner vi bare. Jeg kan ellers godt være en af dem der trækker sig ind i sig selv og ud af spillet, hvis tingene ikke går helt efter mit hoved. På et eller andet tidspunkt skal vi jo nok begynde at analysere på mine fejl, men til den tid er min selvtillid på banen forhåbentlig etableret nok til, at den ikke tager skade.

For to uger siden lærte jeg at smashe, og bag efter var jeg lidt øm, og i tirsdags lærte jeg at placere bolden skiftevis i den ene og den anden side af banen, og både pædagogen og jeg fik løbet sprunget og kastet os rundt på banen. Det var virkelig sjovt, og vi fik svedt meget, så anførselstegnene blev fjernet fra motion. Der er nu gået to dage, og jeg er ret så øm. Jeg er ikke en af de mennesker der får strukket ud efter at jeg har rørt mig, for jeg har heldige gener der gør, at jeg ikke bliver ret øm i forhold til hvordan mange andre har det, men det betyder ikke, at det ikke kan mærkes, især når jeg skal sætte mig og rejse mig fra toilettet.

Jeg vil dog sige, at jeg er øm nok til, at jeg ikke havde lyst til at løbe i morges, så i stedet gik jeg i svømmehallen.

Fra ælling til svane?

"Fra ælling til svane" er sådan noget jeg har om i Gammel Testamente, det er en sproglig tradition, som udspringer af tid og sted, og som er ganske unik, og som ikke vil give helt mening, hvis man ikke kender til HC Andersen. Hvis man i fremtiden ikke kender den grimme ælling, kan man tage en masse tekster der refererer dertil og analysere dem og derved udlede delvist hvad historien går ud på. Dette er hvad der kaldes troditionshistorie, og det var ikke en af de ting jeg skulle skrive afleveringer om i GT, selvom det ville have været enormt spændende, men det er egentlig slet ikke det jeg ville tale om.

Det jeg ville skrive om, er min nyfundne evne/lyst/trang til at bruge penge på mig selv. For at være helt ærlig, så ved jeg slet ikke hvad jeg har gang i. Hele mit liv har jeg været hende den kiksede, og som undskyldning har jeg brugt, at det der med tøj og mode bare var noget overfladisk noget, men nu går jeg jo 'pludselig' selv op i det, og gør det mig så overfladisk eller har jeg bare i alle de år gjort mig selv endnu mere til grin ved at holde så stærkt på noget som var forkert? Hvorfor har jeg skiftet mening? Jeg bliver hele tiden rost for at være så bevidst om mine egne handlemønstre, men denne gang forstår jeg dem ikke.

Hjemmelavede tastaturøreringe (Ø - V)

Jeg har lyst til at blive accepteret, jeg vil for en gang skyld ligne alle andre og ikke skille mig ud, og jeg vil gerne have, at folk ikke tænker ilde om mig, men hvordan jeg vil gøre det og hvor jeg egentlig er på vej hen, har jeg ikke rigtigt nogen planer for.

Som jeg fortalte i går, er der en af pædagogerne der fortalte mig, at jeg har en fed stil. Hun siger, at jeg er forvirret fordi jeg er her, jeg er i mål, jeg er ikke længere på vej et sted hen, men at jeg nu skal igennem en lang sej kamp for at lære at acceptere det.

Problemet er, at jeg stadig ser mig selv som hende den kiksede. Jeg ser mig selv som hende der bruger enorme ressourcer på købe et stykke tøj, og det er ikke helt forkert, det er bare heller ikke helt rigtigt. Det er som om alt hvad jeg køber lige er en nuance forkert på den.  Og jeg bruger virkelig mange kræfter på tøj lige pt, til en grad hvor jeg nærmest føler mig død indeni. Så sidder jeg om aftenen og klynker over hvor synd det er for mig, og når pæagogerne trøster mig og siger at jeg ser godt ud, så tror jeg ikke på dem, for som sagt, så trøster de bare.

Tilbage til 90'erne

Suk, disse billeder er taget med 14 års mellemrum, og man skulle tro, at der var sket bare en lille smule, og det er der egentlig også, men det er nu egentlig to meget ens billeder, bortset fra, at på det første var jegklassens kiksede pige, og i går sagde en af pædagogerne, at hun synes jeg har en rigtig fed stil, og på det første er jeg i en kjole som min mor havde syet til mig, og på det andet er jeg i en svine dyr Margotkjole.

Om et venligt spejl

Jeg er ikke grim, så meget ved jeg da, men det betyder ikke, at jeg ser mig i spejlet og er tilfreds med hvad jeg ser, tværtimod er der dage hvor jeg ligefrem væmmes ved hvad jeg ser, om end det meste af tiden er præget af resignation. En gang imellem sker det dog, at jeg ligefrem kan lide hvad jeg ser. Så kan jeg for en gangs skyld se, at håret er skindende og tykt, øjnene brun/grønne og milde og resten egentlig også helt okay. Jeg ved ikke hvorfor, men disse perioder kommer altid på tidspunkter hvor det er fuldkommen ligegyldigt om man ser godt ud eller ej, som for eksempel i går da vi kom hjem fra påskefrokost hos farmor og bare skulle sidde og slå mave foran fjernsynet.

Det sker sikker nettop fordi det ikke er vigtigt hvordan man ser ud, så man kan slappe af og bare acceptere hvad Gud nu engang har givet én, men virkelig irriterende er det nu engang. Så snart man så skal noget, så er man tilbage til at føle sig lille, fed og misdannet, som nu hvor jeg skal sidde i et tog i tre timer, omgivet at en helt masse mennesker.

Ikke at jeg skal sidde og socialisere med alle disse mennesker, jeg har været smart nok til at købe plads i en stillekupe, men de er der, og jeg ved, at jeg kommer til at tjekke dem ud, så hvorfor skulle de ikke også tjekke mig ud, og når man skal tjekkes ud, vil man også gerne se godt ud, eller i det mindste bare lidt godt ud, men det bliver altså ikke lige i dag.