Jeg er ikke grim, så meget ved jeg da, men det betyder ikke, at jeg ser mig i spejlet og er tilfreds med hvad jeg ser, tværtimod er der dage hvor jeg ligefrem væmmes ved hvad jeg ser, om end det meste af tiden er præget af resignation. En gang imellem sker det dog, at jeg ligefrem kan lide hvad jeg ser. Så kan jeg for en gangs skyld se, at håret er skindende og tykt, øjnene brun/grønne og milde og resten egentlig også helt okay. Jeg ved ikke hvorfor, men disse perioder kommer altid på tidspunkter hvor det er fuldkommen ligegyldigt om man ser godt ud eller ej, som for eksempel i går da vi kom hjem fra påskefrokost hos farmor og bare skulle sidde og slå mave foran fjernsynet.
Det sker sikker nettop fordi det ikke er vigtigt hvordan man ser ud, så man kan slappe af og bare acceptere hvad Gud nu engang har givet én, men virkelig irriterende er det nu engang. Så snart man så skal noget, så er man tilbage til at føle sig lille, fed og misdannet, som nu hvor jeg skal sidde i et tog i tre timer, omgivet at en helt masse mennesker.
Ikke at jeg skal sidde og socialisere med alle disse mennesker, jeg har været smart nok til at købe plads i en stillekupe, men de er der, og jeg ved, at jeg kommer til at tjekke dem ud, så hvorfor skulle de ikke også tjekke mig ud, og når man skal tjekkes ud, vil man også gerne se godt ud, eller i det mindste bare lidt godt ud, men det bliver altså ikke lige i dag.
Ingen kommentarer:
Send en kommentar