Jeg har været ved at rykke lidt om i lejligheden. Jeg har en reol til sko, og den har jeg rykket tættere hen imod min hoveddør, for normalt står de sko jeg oftest bruger der og flagrer, fordi jeg er for doven til at stille dem hen på plads. Desuden har det så altid været de samme sko jeg bruger, fordi jeg heller ikke har gidet gå hen og hente nogle andre sko der så også kunne ende med at stå i gangen og flagre indtil jeg en dag kunne få mig taget sammen til at stille dem på plads.
I og med at jeg flyttede skoene, så talte jeg dem også lige en gang. Der var 22 par, hjemmesko, klip-klappere og træningssko inklusiv. Jeg har altid set mig selv som en anti-kvinde, en der ikke interesserer sig for sko, men det er åbenbart ikke helt rigtigt. Det er dog først nu, at jeg er begyndt for alvor at bruge penge på sko, for mange af mine sko er af en ret ringe kvalitet.
Nogle sko har jeg overvejet bare at smide ud. Jeg er en person der normalt er virkelig god til at smide ud, er der noget jeg bare er lidt i tvivl om, så ryger det ud, men med min nyfundne interesse for mode, er det gået op for mig, hvor meget tøj jeg har smidt ud, som jeg ville være rigtig glad for i dag. Lige nu har jeg så en modreaktion der gør, at jeg ikke rigtigt tør smide noget ud.
Et par sandaler er dog blevet smidt ud. Det var dem jeg blev konfirmeret i. Egentlig ærgrede det mig at smide dem ud, for de var efter 14 år på hylden blevet helt smarte igen, men de var også blevet meget nussede og der var huller i, og det er stort set kun converse der kan se sådan ud og stadig være smarte.
Et eller andet sted, kan jeg godt blive underligt til mode over, at jeg har fundet min indre kvinde og er begyndt at interesserer mig for disse, men et eller andet sted er det også rart, for det er et bevis for mig om, hvor langt jeg er nået i mit liv. Jeg er ikke længere klassens kiksede pige, jeg er en kvinde. Min mor har tilbudt at hjælpe mig finansielt med hvad jeg går igennem lige nu, og jeg har valgt at takke ja, ikke så meget for pengenes skyld, men fordi jeg godt kan lide tanken om at min familie er en del af denne udvikling.
Kort før jeg for alvor blev syg, lige efter mine forældres skilsmisse, forsøgte jeg for første og sidste gang at udnytte situationen og lokkede et sprit nyt sæt tøj ud af hver af dem, så det hele begynder og slutter med et sæt tøj.
Ingen kommentarer:
Send en kommentar