Fra ælling til svane?

"Fra ælling til svane" er sådan noget jeg har om i Gammel Testamente, det er en sproglig tradition, som udspringer af tid og sted, og som er ganske unik, og som ikke vil give helt mening, hvis man ikke kender til HC Andersen. Hvis man i fremtiden ikke kender den grimme ælling, kan man tage en masse tekster der refererer dertil og analysere dem og derved udlede delvist hvad historien går ud på. Dette er hvad der kaldes troditionshistorie, og det var ikke en af de ting jeg skulle skrive afleveringer om i GT, selvom det ville have været enormt spændende, men det er egentlig slet ikke det jeg ville tale om.

Det jeg ville skrive om, er min nyfundne evne/lyst/trang til at bruge penge på mig selv. For at være helt ærlig, så ved jeg slet ikke hvad jeg har gang i. Hele mit liv har jeg været hende den kiksede, og som undskyldning har jeg brugt, at det der med tøj og mode bare var noget overfladisk noget, men nu går jeg jo 'pludselig' selv op i det, og gør det mig så overfladisk eller har jeg bare i alle de år gjort mig selv endnu mere til grin ved at holde så stærkt på noget som var forkert? Hvorfor har jeg skiftet mening? Jeg bliver hele tiden rost for at være så bevidst om mine egne handlemønstre, men denne gang forstår jeg dem ikke.

Hjemmelavede tastaturøreringe (Ø - V)

Jeg har lyst til at blive accepteret, jeg vil for en gang skyld ligne alle andre og ikke skille mig ud, og jeg vil gerne have, at folk ikke tænker ilde om mig, men hvordan jeg vil gøre det og hvor jeg egentlig er på vej hen, har jeg ikke rigtigt nogen planer for.

Som jeg fortalte i går, er der en af pædagogerne der fortalte mig, at jeg har en fed stil. Hun siger, at jeg er forvirret fordi jeg er her, jeg er i mål, jeg er ikke længere på vej et sted hen, men at jeg nu skal igennem en lang sej kamp for at lære at acceptere det.

Problemet er, at jeg stadig ser mig selv som hende den kiksede. Jeg ser mig selv som hende der bruger enorme ressourcer på købe et stykke tøj, og det er ikke helt forkert, det er bare heller ikke helt rigtigt. Det er som om alt hvad jeg køber lige er en nuance forkert på den.  Og jeg bruger virkelig mange kræfter på tøj lige pt, til en grad hvor jeg nærmest føler mig død indeni. Så sidder jeg om aftenen og klynker over hvor synd det er for mig, og når pæagogerne trøster mig og siger at jeg ser godt ud, så tror jeg ikke på dem, for som sagt, så trøster de bare.