Om tirsdagen spiller jeg badminton med en ældre mandlig pædagog. Da jeg i sin tid meldte mig til, gjorde jeg det lidt i overbærenhed, for der var ikke mange af tingene fra bostedets dagtilbud jeg egentlig gad, men jeg ville på den anden side også vise min støtte til idéen, for jeg kunne godt lide konceptet med, at bostedet aktivt gik ind og prøvede at aktivere os. Så jeg meldte mig til badminton, for jeg tænkte, at det skader vil ikke med lidt ekstra "motion".
Anførselstegnene om "motion" skyldes at jeg nok ikke havde den store respekt for badminton, jeg tænkte nok, at det var en lille smule fimset med sådan en lille fjerbold.
Vi spillede i nogle måneder, men så måtte jeg stoppe, fordi jeg begyndte på universitetet og havde timer om tirsdagen, men i efter jul fik jeg nyt skema, så nu spiller vi igen. I denne omgang dog, bliver der dog lagt langt større vægt på læring, i stedet for bare at stå og skyde formålsløst til hinanden. Det e ikke fordi jeg har de store forhåbninger om at blive en stor badmintonstjerne, men som alt mulig andet, er det først rigtig sjovt når man begynder at blive god til det, det gælder især, når man som jeg har perfektionistiske tendenser.
Jeg er på ingen måde et naturtalent, men jeg er heller ikke helt uden evner, og den pædagog jeg spiller med er dygtig både til at spille og til at lære fra sig. Han er meget pædagogisk og roser mig til skyerne. Jeg ved godt, at den slags ros skal tages med et gran salt, men jeg kan alligevel ikke lade være med at bryde ud i et bredt grin, og min selvtillid skyder i vejret. Ros gør mig modig på banen, og når jeg gør noget dumt eller dårligt, så griner vi bare. Jeg kan ellers godt være en af dem der trækker sig ind i sig selv og ud af spillet, hvis tingene ikke går helt efter mit hoved. På et eller andet tidspunkt skal vi jo nok begynde at analysere på mine fejl, men til den tid er min selvtillid på banen forhåbentlig etableret nok til, at den ikke tager skade.
For to uger siden lærte jeg at smashe, og bag efter var jeg lidt øm, og i tirsdags lærte jeg at placere bolden skiftevis i den ene og den anden side af banen, og både pædagogen og jeg fik løbet sprunget og kastet os rundt på banen. Det var virkelig sjovt, og vi fik svedt meget, så anførselstegnene blev fjernet fra motion. Der er nu gået to dage, og jeg er ret så øm. Jeg er ikke en af de mennesker der får strukket ud efter at jeg har rørt mig, for jeg har heldige gener der gør, at jeg ikke bliver ret øm i forhold til hvordan mange andre har det, men det betyder ikke, at det ikke kan mærkes, især når jeg skal sætte mig og rejse mig fra toilettet.
Jeg vil dog sige, at jeg er øm nok til, at jeg ikke havde lyst til at løbe i morges, så i stedet gik jeg i svømmehallen.
Ingen kommentarer:
Send en kommentar