Min bedste veninde har det rigtig dårligt, så dårligt, at hun har bedt mig lade hende være i fred. På den ene side vil jeg gerne respektere hendes ønske, men på den anden side er jeg også bekymret for hende. Deprimerede mennesker skubber tit folk væk fordi de føler trang til at være alene, men det er ikke nødvendigvis godt for dem, og måske synes de det ikke engang selv. Hvor tit har jeg ikke selv grædt over nogen er gået efter at jeg selv sagde farvel til dem.
Jeg ved dog ikke hvad min veninde føler, og hun sidder så langt væk, helt ovre i København, og jeg er ikke god til den slags ting. Man skulle tro, at når man selv har været igennem det, at man så ville vide hvad man skal gøre, men jeg føler mig rådvild. Hvis jeg ikke gør noget, risikerer jeg at vi meget hurtigt glider fra hinanden. Hun siger, at hun skriver når hun får det bedre, men der er ingen der siger, at det sker lige foreløbig, og hvis der går for lang tid, vil hun måske ikke turde skrive. Hvis jeg derimod blander mig for tidligt risikerer jeg at hun bliver vred på mig, og jeg er absurd dårlig til skænderier.
Jeg har dog for længst truffet et valg om hvad jeg må gøre, men jeg drager hele tiden mig selv i tvivl, men jeg kan ikke komme op med nogen bedre idé. Jeg fik hendes besked fredag eftermiddag, og i aften, hvor er så er gået to dage, vil jeg skrive, at jeg er hendes ven, og jeg derfor ikke kan lade hende være helt alene. Hvad der så vil ske ved jeg ikke, og jeg hader ikke at vide, men det er vel sådan det er at have med mennesker at gøre.
Min veninde er altid så sød og så opmærksom på mine behov, men nu hvor det er mig der står med hende, føler jeg mig uformående. Kan jeg blive lige så stor en hjælp for hende, som hun har været for mig
3 kommentarer:
Det tror jeg helt oprigtigt, at du kan. Altså være en god veninde for din veninde. Faktisk står jeg selv lidt i samme situation. Jeg har en veninde, som jeg kun skriver med - vi har skrevet sammen i otte år. Jeg kan slet ikke overskue min telefon lige nu, og det har jeg været nødt til at fortælle hende. Min veninde er sårbar ligesom mig, og det gør ondt på hende at få at vide. Derfor har hun sagt, at hun ikke kontakter mig, før jeg selv tager kontakt. Fordi det gør for ondt på hende, hvis jeg siger, at jeg ikke kan skrive. Og ved du hvad? Dét gør faktisk ondt på mig. For som du siger omkring din veninde, kan det være, at hun har svært ved at tage kontakt, hvis der går for langt tid. Det er også sådan, jeg har det. Selvom det er Mig, der ikke kan overskue at sms'e lige nu, så har jeg rigtig svært ved selv at tage kontakt, når jeg kan igen. Jeg ville ønske, at hun i stedet ville forsøge at skrive til mig, men jeg forstår hvorfor hun ikke gør det. Og holder af hende alligevel. Ikke noget ondt ord om min veninde. Men det er svært med kontakten, når det er sådan.
Dérfor er jeg sikker på, at du kan være en god veninde. Og at du kan være overbærende og forstående. For du forstår rent faktisk. Du tænker over, hvordan det kan være svært for din veninde selv at tage kontakt, og derfor vælger du at skrive på trods. Jeg synes, du er fantastisk.
Knus og kram.
Man føler sig bare så hjælpeløs.
Ja, det kunne jeg forestille mig. Eller - jeg har rent faktisk prøvet at stå på den anden side også, den, du står på nu. Det er forfærdeligt. Jeg synes, du gør det rigtige.
Send en kommentar