De satans infinitiver

I sidste uge kørte jeg med klatten, jeg klarede mine lektier uden problemer, men i denne uge skulle vi lære om infinitiver. Vi skulle lære om dem i mandags, men jeg kom ikke til undervisning, for da jeg stod ved toget kom jeg i tanke om, at jeg havde glemt smertestillende piller derhjemme, så jeg måtte gå hjem og kunne ikke nå toget.

I går prøvede jeg så at lære om infinitiver på egen hånd. Jeg ved ikke hvad der er så svært ved dem. De er nok egentlig ikke så svære, det er nok en mental barriere. Problemet starter allerede når jeg skal sætte kryds og bolle, for kan en infinitiv få en bolle? Og hvis ikke, hvilket tegn skal den så have? På hebraisk var en infinitiv et nomen, punktum, på latin kan den være lidt af hvert, infinitiv, gerundiv og supinum.

Jeg er ved at udvikle et intenst had til infinitiver, men det er ikke infinitivernes skyld, det er oktober. Man starter på universitetet i september, man er udhvilet, motiveret, og effektiv, men så kommer oktober, og så crasher man. Det sker for mig og det sker for tusindvis af andre håbefulde studerende landet over.

Oktobersløvsind. Den første entusiasme når at lægge sig, og der er stadig længe til eksamen, så man sumper hen og forsømmer undervisning og lektier. Man kan sidde på et kold, hvor der egentlig bør være 30 personer, men man sidder kun 6, hvoraf halvdelen er uforberedte.

Jeg føler mig altid så dum under disse omstændigheder, jeg vil jo bare gerne være flittig og dygtig, er det for meget forlangt? Men jeg kigger på vores læsestykker, og jeg bliver helt skeløjet, af ord og handlinger er flyder ud og flyder sammen og mister deres mening. Jeg prøver at sætte mig med mine lektier, men så skal jeg lige, og jeg skal lige, og så er der pludselig gået en time og så to, og jeg er stadig ikke færdig, for slet ikke at tale om alle de sætninger jeg bare skriver et stort fedt ? ved, fordi jeg ærligt ikke forstår eller fordi jeg bare ikke orker at sætte mig ind i pronominer, og jeg frygter at blive hørt i netop de sætninger.  Af 11 sætninger mangler jeg 3, men det føles som langt mere, et føles som 100, det føles som om de tre sætninger fortæller, at alt mit arbejde har været spildt, for jeg er jo tydeligvis en idiot.

I dag skal jeg heldigvis drikke kaffe med en af mine medstuderende som jeg desværre ikke længere er på hold med. Hvis jeg kender os ret, vil vi sidde og more os ved at beklage os voldsomt i sammenlagt en halv time, og bagefter kan vi så føle os bedre, for infinitiver er jo i virkeligheden nok ikke så svære, det gælder bare om at se dem i det rette lys, eller noget i den stil og bla bla bla.

Infinitiver er møg svære og jeg hader dem, hrmf.