Endelig ferie

Jeg har kun været i gang på universitetet, men hold da helt op hvor jeg trænger til ferie. Især den sidste uge har været slem, for den generelle vedvarende angst jeg tidligere har lidt af er vendt tilbage. Det er ikke sådan virkelig slemt, mit åndedræt er bare overfladisk, jeg er rastløs og jeg sveder. Jeg frygter, at det ikke bare er en lille smule stres, men at et er begyndelsen på noget værre, som for eksempel en depression.

Jeg ved godt, at jeg får de samme bekymringer hver gang jeg har det sådan her, men jeg er bare en sårbar person og risikoen for et tilbagefald er altid nærværende, og det bliver jeg nødt til at forholde mig til, om ikke hver dag, så i hvert fald med jævne mellemrum. En veninde spurgte om det nu også er sikkert for mig at flytte for mig selv, og det er det, men kun hvis jeg anerkender farerne, og der er en reel farer.

Men hvad er faren? Min psykolog siger, at det nok ikke vil blive lige så slemt som sidst, for jeg er blevet ældre, jeg kender mig selv langt bedre, og jeg har lært hvordan man snakker om tingene, derud over tager jeg dagligt fire forskellige typer medicin der skal hjælpe mig igennem dagen. Lidt nervøs er jeg dog, for det passer med, at jeg CA har haft et sammenbrud hvert sjette år af mit liv, da jeg var 6 og startede i skolen, da jeg var 11 og min søster var syg, da jeg var 18 og gik på gymnasiet og da jeg var 22 og mine forældre blev skilt. Jeg er 28 nu. Jeg tror ikke, at jeg er forbandet eller noget, men jeg kan alligevel ikke lade være med at kigge lidt underligt på min kalender.

Nu har jeg dog ferie, og jeg vil fokusere på at kede mig, for det er sundt at kede sig, eller det er i hvert fald en stærk motivationsfaktor til når man går i gang med studierne igen.