Med små bevægelser

Først en lille update om min veninde. Jeg tog over og besøgte hende. Hun er i live og ved, om ikke godt mod, så i hvert fald ved mod. Det var godt at se hende, for der er så mange subtile informationer om et menneskes ve og vel som man bare ikke kan få over telefonen.

For at komme hjem til hende, skulle jeg fire timer med tog og en halv time med bil, og det var noget der satte sig i hoften, hold op hvor gjorde det ondt. Som en af årsagerne har jeg listet min alder, men der er noget andet jeg har tænkt på. Gennem det sidste år har jeg sluppet min spiseforstyrrelse mere og mere, og på nogle punkter har jeg måske sluppet den for meget.

I mine spiseforstyrrede dage, brugte jeg meget energi på hverdagens små bevægelser, så som lige at hente, lige at vippe lidt med foden, lige at vrikke lidt med hofterne. I takt med at jeg er blevet rask, er jeg også blevet doven, og i stedet sidder jeg bare fuldstændig stille på min dertil indrettede. Eller måske bør den ikke være dertil indrettet, måske jeg skulle tage og lette den.

Jeg er for magelig eller for doven til at gå en tur efter kl 1 om eftermiddagen, og det er måske det jeg kan mærke. Jeg har en veninde der er i behandling for anoreksi. En del af hendes behandling er at hun ikke må tage trappen i stedet for rulletrappen. Det er ikke fordi hun er mega tynd og ikke må forbrænde kalorierne, men fordi det er 'et sygt tankemønster'. Så ifølge det system er det GODT det jeg gør, men min hofte fortæller mig noget andet.

For andre mennesker der aldrig har været grebet af en spiseforstyrrelse, kan man måske let få bevægelse ind i sit liv uden at man overhovedet tænker på at tale om sygdom. Det er sikkert rart og hyggeligt og alt muligt, men engang syg altid syg, og mine tanker drejer sig helt automatisk om kalorier når jeg tænker på bevægelse, så jeg begynder at overveje om mit mål ikke skal være at være RASK men derimod bare finde et naturligt leje.

Jeg ønsker ikke igen at ende i et rigidt system af skiftende regler som efterlader mig udmattet og ulykkelig. Jeg vil have lov til at spise en indisk curry med min familie eller spise min frokost kl 11 i stedet for kl 12, hvis det nu er der jeg er sulten.

Jeg ville sådan ønske, at disse ting kunne være noget selvfølgeligt som jeg ikke behøvede at skrive et helt blogindlæg om, men maden er det kors jeg må bære her i tilværelsen, og det accepterer jeg, men nogle gange bliver jeg bare overvældet af hvor svært det kan være. Jeg tænker især på det, når jeg ser på min veninde fordi hun er så meget sygere end mig og fordi hun legemliggører min frygt.