I går skete det igen, jeg blev bedt om at oversætte en sætning i latin, og skønt jeg havde ret godt styr på det, så hakkede og stammede jeg mig igennem det, og jeg følte mig meget meget lille. Hvorfor er det, at jeg er så bange for at svare forkert? Jeg har nok altid været det, men det er blevet værre. Jeg tænkte ikke så meget over det sidste år, for min super seje hebraisklærer var også super skræmmende engang imellem, så jeg var ikke den eneste der sad med svedige håndflader. Min latinlærer er derimod en enormt elskelig person, så det burde være umuligt, men jeg er bange, sådan virkelig i min grundvold bange.
Efter timen snakkede jeg med min psykolog om det. Jeg snakkede om min tid på psyk, hvor man havde samtaler med psykiatere man ikke kendte. Mange af dem var fine, men der var også nogle der havde agendaer. Jeg var ung kvinde og selvskadende, så der var nogle af dem der meget gerne ville have lov til at give mig en borderline diagnose. Jeg har kun nogenlunde en idé om hvad borderline egentlig er, det er noget med at opleve alle følelser langt voldsommere end andre mennesker. Jeg har til gengæld et ret godt billede af hvordan der bliver set på folk med borderline, som om de er hysteriske og ikke værd at hjælpe, så en borderlinediagnose kan i psykiatrien være skæbnesvanger når man har brug for hjælp.
Når man så sad inde til den der indlæggelsessamtale og psykiateren begyndte at stille ledende spørgsmål, så galt det om at være på vagt, for ikke kun ens svar talte, hele en fysiske fremtoning. Det er en stort og skræmmende opgave for en der sidder og har det virkelig dårligt, men et var vigtigt for ens overlevelse. Når jeg så sidder inde til undervisningen, skylder de samme følelser ind over mig. Det bliver pludselig enormt vigtigt at sige konjunktiv på konjunktivens plads, for hvad nu hvis læreren giver én en forkert og farlig diagnose. Hvilken diagnose en universitetslærer overhovedet skulle have interesse i at stille melder historien ikke noget om, men jeg er stadigvæk bange. Jeg har altid sagt, at psykiatrien var en god ting for mig, og det mener jeg stadig, men det begynder først nu at gå op for mig hvor traumatiserende hele oplevelsen har været.
Man kan spørge hvordan jeg vidste at nogle af psykiaterne stillede ledende spørgsmål. Jeg vidste efterhånden hvordan en god psykiater stiller spørgsmål, så jeg kunne se hvis spørgsmål skilte sig ud, eller e kunne blive ved med at stille de samme spørgsmål igen og igen. Et af symptomerne på borderline er at man kan være meget manipulerende, men i og med, at jeg gennemskuede psykiaternes spørgsmål, manipulerede jeg mig jo også væk fra diagnosen. Betyder det, at jeg faktisk muligvis er borderline? Det er et spørgsmål jeg har diskuteret både med min psykolog, psykiater og indtil flere forskellige pædagoger, og de er alle sammen meget enige om, at det har jeg ikke, men jeg har fået indpodet en frygt for diagnosen som sidder i mig endnu.
3 kommentarer:
Det er sørgeligt, at der er de fordomme omkring borderline. De misforståelser. Man er IKKE manipulerende. Men man kan opfattes som manipulerende af andre. Hvis man manipulerer med folk, har man en helt klar bagtanke med, hvad man gør, og hvad man vil have folk til at gøre. Det er rent faktisk oftest impulsive handlinger og ikke manipulerende handlinger, der kommer til udtryk. Heldigvis er jeg kommet til et sted, hvor de har forståelse for mig - og for mennesket. Her er det ikke en skam at have en borderlinediagnose - man er sårbar og har brug for hjælp ligesom alle andre.
Men når det så er sagt, så kan jeg nu godt forstå dig. Jeg var selv ret skræmt, da jeg først fik min diagnose, netop på grund af alle de fordomme, der er. Eller var. Jeg synes faktisk, der er blevet udbredt meget mere viden om borderline-personlighedsforstyrrelse - eller også er det bare, fordi jeg selv er i systemet og derfor får påduttet en masse psykoedukation om emnet.. Og fordi jeg, som sagt, er kommet det rigtige sted, hvor jeg møder forståelse frem for fordømmelse.
Okay, det blev en noget rodet kommentar. Jeg fik vist lige en voldsom trang til at forsvare mig :-)
Du skal også have lov til at forsvare dig, når jeg kommer med den slags 'anklager', Jeg er faktisk glad for at du korrigerer mig, for jeg ønsker ikke at være fordomsfuld, dertil møder jeg for mange fordomme rettet mod mig selv.
Det er jeg glad for, at du siger - og jeg synes nu bestemt heller ikke, at du er fordomsfuld :-)
Send en kommentar