For nogle uger siden gav jeg en medstuderende et dask på overarmen, fordi han havde været fræk. Jeg havde desværre glemt, at han havde armen i slynge, fordi hans skulder var gået af led. Det kom til at gøre temmelig ondt på ham. Vi sad til latin, så jeg skrev en lille seddel til ham, hvorpå der stod, at fokus gennem smerte plejede at være min ting.
Jeg har hovedet fuldt af flytning, så det er super svært at koncentrere sig om latin. Jeg sætter mig med mine lektier og får oversat et par sætninger, og så er det som om det begynder at gøre fysisk ond at stirre på papiret, som om der er en lille nisse med en forhammer der hamrer løs på mine øjeæbler. Så kniber jeg øjnene hårdt i og tager et ord til. Når jeg står med en sætning, kan der sagtens være 15 år hvor jeg skal bruge ordbog og grammatik, og jeg kan nemt føle mig så overvældet, at jeg bare har lyst til at opgive det hele.
Før i tiden ville jeg have langet mig selv nogle lussinger og så tage mig sammen, men jeg er ikke den person længere, så jeg lader være, så jeg sidder der med min lille nisse og min koncentrationsbesvær og prøver at komme igennem dagens tekst, og jeg tænker at der må være en nemmere måde. Hvad gør normale mennesker når de ikke kan koncentrere sig?
Jeg prøver med nogle overspringshandlinger at gå lidt frem og tilbage mellem lektierne og køkkenet. Jeg tænker at der må være en lettere måde, og at et par lussinger ikke længere lyder så vanvittige.
1 kommentar:
Når jeg ikke kan koncentrere mig, fordi jeg har for mange opgaver, plejer jeg at tage et skridt tilbage. Laver en liste med de opgaver der skal laves. Så tager jeg dem slavisk i den rækkefølge som jeg har prioriteret dem. Det der er hele tricket er så ikke at lade sig styre af de resterende opgaver. Blokere dem, fordi jeg ved jeg nok når til dem før eller siden. Også ved at skrive en tjekliste, så giver det overblik over hvad jeg mangler, og det giver ro inderst inde, fordi jeg ikke behøver at tænke over dem. Jeg håber det hjælper lidt. Knus diemer
Send en kommentar