Flytteplaner

Nogle gange går ens liv i kvantespring. Det føles kun som i går, at jeg lå på en hospitalsseng, helt slået ud af beroligende piller, og en socialrådgiver stod over mig og sagde at det var blevet besluttet, at jeg skulle flytte på institution. På almindeligt dansk betød det, at jeg var blevet erklæret uegnet til at tage vare på mig selv.

Men det var ikke i går, det var over fire år siden. Det tog vel du halv til et helt år at få en plads, og jeg har boet to forskellige steder.

Det er hårdt for ens selvfølelse at bo på institution (også kaldet bosteder), også selvom man som jeg er heldig at komme til at arbejde med pædagoger i topklassen. Man er ikke et helt menneske, for alt i ens liv er reguleret og regelmenteret. For de enkelte pædagoger er jeg mig, Linda, men generelt er jeg bare en sagsagt.

Officielt kaldes sådan en som mig Borgere, hvilket jeg finder enormt ydmygende, for jeg er borger i Danmark på lige fod med alle andre. Jeg har ikke brug for et ekstra stempel der skal fortælle andre at de skal respektere mig som sådan, for det antyder nemlig, at man ikke i virkeligheden respekterer mig. Jeg finder det patroniserende.

Nu kommer tingene dog til at ændre sig. I torsdags var jeg i Aarhus for at se på en lejlighed. En rigtig lejlighed, min egen lejlighed. Jeg har søgt lejlighed gennem akutbolig, så jeg har ikke meget at skulle have sagt i valget af beliggenhed og lignende, men til gengæld går det hurtigt med at finde et sted. Stedet jeg var ude og se var dog virkelig godt, og jeg forelskede mig straks i det.

Når nu jeg så skal flytte, så vil jeg ikke længere have pædagogerne tæt inde på livet, men Aarhus kommune har godkendt, at jeg får ti timers bostøtte om ugen og to timers psykolog om måneden. Det hele kommer til at gå stærkt, jeg overtager lejligheden allerede den 1. december, heldigvis har jeg ikke tre måneders opsigelse der hvor jeg bor nu. Jeg er glad for at kunne flytte i december, for så har jeg hele januar til at vænne mig til de nye omgivelser, før jeg starter på uni igen til endnu et semesters latin.

Jeg skulle se det kl to, hvilket var surt ud fra min noget forskruede døgnrytme. På grund af regler og reguleringer kunne jeg ikke køre med den pædagog der skulle med mig, så hun kørte i bil og jeg tog toget. Jeg er vant til den slags tåbelige regler, men pædagogen undskyldte så mange gange, at det kom til at lyde som en anklage. Jeg ville nu gerne have kørt med, hvis det var, ikke så meget for at slippe for at tage toget, men jeg ville gerne have haft mulighed for at snakke oplevelsen igennem