Freud og mig

zentangles

Jeg er inde i en periode hvor jeg er meget stresset, hvilket betyder, at min aftenangst er vendt tilbage. Aftenangst er det jeg får, når dagens kræfter er ved at være opbrugt, og jeg bare sumper hen foran fjernsynet. Det er på det tidspunkt af dagen, hvor jeg ikke har kræfter til at kæmpe imod de svære følelser, og hvor jeg ikke har kræfter til at aflede min opmærksomhed.

Jeg har altid fundet, at puslespil er gode i sådanne situationer, men de fylder også en forfærdelig messe. Min psykolog foreslog mig derfor det der hedder zentangles, hvilket er et navn jeg ikke kan udstå. Zen er godt i østen, men i vesten bliver det så fordrejet og forvrænget, at det giver mig kuldegysninger, men man kan jeg ikke dømme en aktivitet på dets navn alene, så jeg ville i det mindste give det et forsøg.

Først følte jeg mig lidt fjollet, så begyndte det egentlig at blive helt sjovt, og inden længe var jeg helt besat. Jeg har altid godt kunnet lide at tegne, men en tegning eller et maleri er tit et længere projekt, hvor man kan ødelægge det hele bare en enkel lille detalje går galt. De her tegninger er mindre prætentiøse. Hvert lille felt er et kort og afgrænset projekt. Nogle af dem er simple og andre mere komplicerede, men ingen af dem er for komplicerede. 

Jeg sendte billedet til min psykolog og sagde, at nu havde hun sat mig i arbejde, så nu var det hendes tur til at analysere mine billeder, for Freud og Jung ville sikkert have en frygtelig masse at sige om mine skitseringer. Jeg kan sikkert ende med at fremstå som en pervers stodder.