Det gør ondt i min hofte, men det er ikke sådan en altoverdøvende smerte, det er mere en konstant nappen i balden, hvilket gør det enormt svært at koncentrere sig om noget som helst. Forestil dig, at du skulle lave dine lektier, samtidig med at der var en der hele tiden prikkede dig på skulderen.Jeg har ikke rigtigt fået lavet noget i løbet af den sidste uge. Min lærer er som sædvanlig meget forstående, men jeg er smertefuldt bevidst om de store huller jeg har i pensum.
På fredag går vi på påskeferie, og efter ferien er der 2½ uge tilbage til læseferien, og så kommer eksamenen. Som landet ligger nu, ligger jeg ikke til at dumpe, men jeg ligger heller ikke til nogen imponerende karakter, og det ville ikke være noget problem, for jeg ville have over en måned til at læse op på det, bortset fra at jeg har smerter i hoften og jeg er bange for at de bliver ved og forhindrer mig i at læse op til eksamenen.
Panikken begynder at sætte ind. Det er ikke sådan rigtig slemt, men nok til at det knuger i brystet og jeg har en lille smule kvalme. Det burde være en motivationsfaktor, der gjorde, at jeg satte mig ned og kom i gang, bortset fra, at der den sidste uge har siddet en and og nappet mig i numsen, og den driver mig til vanvid
Ingen kommentarer:
Send en kommentar