Om at indse min egen menneskelighed

Mange pædagoger har de sidste mange år været optaget af hele tiden at fortælle mig hvor fantastiske jeg er, og hver gang jeg prøver at sige dem imod, får jeg at vide, at jeg er alt for hård ved mig selv. Det er svært ikke at lade sig opsluge af deres ord, det er svært ikke at glemme at jeg bare er helt almindelig menneskelig. Nogle gange er jeg fantastisk, men mange gange er jeg bare helt normal, og nogle gange er jeg endda både halvhjertet og doven.

Det der er sket er at jeg er gået ned med stres. Det er ikke super alvorligt, men jeg vil ikke have, at det bliver værre, så jeg har besluttet at tage latin om til næste forårssemester. Fagligt kan jeg godt klare den, men psykisk begynder jeg at halte. En ting er at jeg går og er forvirret, noget helt andet er at få hjertebanken der er så slemt, at jeg fik en veninde til at ringe 1-1-2, men værst er det faktisk, at det går ud over maden og mit kropsbillede. Jeg kan mærke at min spiseforstyrrelse vender tilbage, og det skræmmer mig rigtig meget.

Det der skræmmer mig er ikke at det er særlig slemt lige nu, for det er det ikke. Det der skræmmer mig er, at hvis det bliver slemt, så står jeg meget alene med det. Det der hjalp mig sidst var nemlig den meget intensive pleje jeg kunne få på mit bosted, men det har jeg ikke længere mulighed for at få. Det generer mig samtidig at det skal være så skræmmende og at vi straks skal tage hånd om problemet. Andre mennesker kan have lov til at have perioder hvor det går godt, og andre perioder hvor det går mindre godt. Hvorfor kan jeg ikke også have lov til det? Spørgsmålet er, om det er fordi jeg er for svag til at kunne klare en dårlig periode, eller om det er fordi vi (mig og mine behandlere) bare er bange for at jeg ikke kan klare det.

Da jeg boede på mit bosted var jeg som et lille barn der faldt og slog mit knæ på livet, og så løb jeg grædende ind til mir/pædagogerne og fik et kram og blev trøstet, så flyttede jeg i egen lejlighed, og så skulle jeg pludselig til at være voksen. Jeg er 29 år, så det burde ikke være noget problem at blive voksen, og det er det sådan set heller ikke, men i en periode gik det bare helt forrygende stærkt, og måske kunne jeg ikke følge helt så godt med som jeg lige troede at jeg kunne. Måske trænger jeg til i en periode at sætte farten lidt ned finde mig selv som det så smukt hedder.

Det hele kan godt føles lidt som et nederlag, og jeg kan godt blive lidt nervøs for hvordan jeg skal få fire måneders sommerferie til at gå, men jeg tror at det er den rigtige beslutning.