Jeanstræning

Jeg har nu i mange mange måneder haft problemer med hoften, hvilket har gjort, at jeg hovedsageligt har trasket rundt i dejligt løse joggingbukser eller pyjamasbukser. Når jeg så en gang imellem har skullet noget, er jeg hoppet i noget mere præsentabelt, men så snart jeg var hjemme, gik jeg direkte ud på badeværelset og smed disse stramme bukser på gulvet og trak, med et lettelsens suk joggingbukserne på.

Det er ikke engang fordi mine jeans er så exceptionelt stramme, det er bare helt almindelige jeans, men mine lår har været vant til at blævre frit, mine knæ har uden problemer drejet sig i den retning de ønskede, hele min bevægelse har været præget af frihed. Det lyder selvfølgelig alt sammen meget rart, men det ser altså ikke så voldsomt smart ud når man tager ned til byen eller på universitetet, så nu er jeg gået i træning. Jeg er simpelthen gået i træning med at bære jeans. Det vil sige, at jeg nogle gange tager dem på selvom jeg ikke skal noget, andet end bare at sidde herhjemme. Nogle gange begynder det hurtigt at gøre ondt, mens andre gange går der et par timer. En enkelt gang havde jeg dem på en hel dag.

Jeg husker stadig det første par smarte jeans jeg købte. Det var i 2.g, og før var alt jeg havde gået i praktiske cowboybukser. På mine uvante ben var de så stramme, at jeg fik blå mærker på hofteknoglerne, men det var en sød smerte, for disse bukser fik mig til at føle, at jeg passede ind i resten af klassen. Nu om dage er de stramme jeans så blevet endnu strammere, for stramme, så stramme, at unge piger i dag slet ikke har nogle lår, de har bare et hun, hvilket giver en spiseforstyrret som mig kæmpe lårneuroser.

Generelt synes jeg, at jeg i dag har en flot krop, men jeg altså lår der støder sammen og blævrer lidt når jeg går. Det er sådan, at jeg kan få friktionssår på inderlårene når jeg går, og det er sådan, at når jeg er i svømmehallen og har været i bad og mine lår stadig er en smule fugtige, så risikerer jeg at de sidder fast når jeg går. Pludselig står jeg der, splitterravende nøgen, og kan hverken komme frem eller tilbage. Hvis jeg er alene eller der kun er ældre damer, så går det ikke så meget hvis man lige laver et lille ucharmerende spjæt med benene, men hvis der er andre unge kvinder, så prøver jeg at gøre det lidt mere diskret, men i mit forsøg på at gøre det mere diskret, så føles det som om det bliver endnu mere uelegant.

Jeg kunne selvfølgelig prøve at tabe mig et par kilo, men jeg har prøvet at veje 20 kg mindre end jeg gør nu, og mine lår stødte STADIGVÆK sammen.