fredag den 13. juni 2014

Man skal læse varieret det er sundt

Hvad laver jeg så nu hvor jeg ikke går på universitetet? Well, jeg kigger lidt på græsk, selvom det mest indebærer, at jeg ser hen på bunken af græskbøger og tænker at jeg burde... men så gør jeg det ikke altid alligevel. Næ, de bøger jeg læser har ofte en helt anden karakter.

I går var jeg til møde med min nye psykiater, som jeg faktisk kendte i forvejen fra mine mange indlæggelser på psykiatrisk hospital Risskov tilbage i 07-09. Det var et glædeligt gensyn, og et af hendes spørgsmål var, om jeg stadig læste lige så meget som dengang. Jeg læser en hel del, men i 2009 læste jeg 182 bøger plus det løse. Jeg læser dog stadig meget alsidigt. For bare at tage de sidste fem bøger jeg har læst, så har jeg læst om en enkelt kvindes mange sexeskapader i 70'erne, om feminisme i moderne tid, om en tyrkisk-amerikansk kvinde som læser russisk litteratur, om prins Henrik og om kulturradikale.

Titlen på dette blogindlæg er 'Man skal læse varieret det er sundt', hvilket selvfølgelig er en sandhed med modifikationer. Det kan også være skønt og godt at fordybe sig i et enkelt emne, men hvad nytter et enkelt emne hvis man ikke kan sætte det ind i en helhed? Men hvad er helheden. Da jeg havde historie i gymnasiet blev jeg altid beskyldt for at være for detaljeorienteret og ikke se helheden, og det kunne min lærer sådan set have ret i, men efterhånden som jeg er blevet ældre og har læst endnu flere bøger, så står jeg lidt tilbage og tænker, 'jamen hvilken helhed'.

Ifølge skolens bøger, så var 2. verdenskrig noget der startede i 30'erne og sluttede i 1945 punktum. Hvis man så var rigtig dygtig kunne man så drage nogle konklusioner videre til den kolde krig ect. Men hvad med før? Man skulle tro at jødehadet var noget at Hitler i en opiumståge havde fundet på ud af det blå, og ikke noget der havde været fastcementeret i århundreder. Hvad med nu? Man kunne ligeledes ud fra teksterne tro at jødehad helt stoppede i 1945. I 2008 prøvede en ung palæstinensisk mand at skyde to jødiske sælgere og deres kunder her i lille fredelige Danmark, men mange mener alligevel ikke at vi har et problem med jødehad.

Verden er proppet med helheder. En enkelt person kan umuligt rumme dem alle (selvom jeg i mine fantasier stærkt håber på at kunne). Det er derfor at det er vigtigt at vi læser noget forskelligt, for de ting som jeg ikke ved, dem ved du måske. Det er derfor jeg flere gange har udtalt mig kraftigt imod denne modedille der er med at alle skal elske krimier. Det er ikke fordi der som sådan er noget i vejen med krimigenren, det er ensformigheden jeg ikke kan lide. Elsker i dem virkelig ALLESAMMEN? Jeg kan ikke lade være med at tænke på, alle de mennesker der har et køligt forhold til bøger, som måske ville få en meget bedre læseoplevelse, hvis de prøvede noget andet, men sådan er det ikke i dag. Hvis man går ind i et bibliotek eller en boghandel, så står det helt klart at krimier er det eneste rigtige og moralsk gode valg. Forlagene de ved også hvad det er der tjener pengene ind, og det er disse skabelonskrimier, hvor man tænker 'jamen de er jo alle sammen fuldstændig ens', og derfor spyer de dem ud i en lind strøm og fylder bibliotekerne og boghandlerne.

At jeg ikke kan lide dem skal selvfølgelig ikke afholde folk fra at læse dem. Hvis man virkelig nyder en god krimi, så til Helvede med mine småsnobbede holdninger, men hvis man sidder og tænker at man måske godt i hemmelighed kan være lidt træt af dem, så er der faktisk andet derude. Det kan være at man skal prøve sig lidt frem, for det kan godt være lidt svært at vide hvad man inderst inde gerne vil, men det værste der kan ske er, at man får fat i en bog som man efter et par sider må lægge fra sig igen. Man risikerer ikke, som med mad, at blive hastet på sygehuset med et allergisk anfald, eller, som med rejser, at få stjålet sine penge og sit pas. Bøger er ganske fredelige

2 kommentarer:

Bjørn Haman sagde ...

'jamen hvilken helhed'.Sådanne lærer har jeg også haft.

Krokodullen sagde ...

Jeg har det faktisk på samme måde med krimier. Men efter at have læst nogle rigtig gode af slagsen, blev jeg dog i tvivl om, om bare det var en fordom, jeg havde. Så læste jeg en af de der masseproducerede krimier, som min far havde til at ligge - og tænkte, at jeg måske alligevel havde fat i noget.

Ved nærmere eftertanke handler det måske nærmere om, at der bare er nogle personer, som kan skrive i et sprog, der er fængende - næsten uanset hvad det handler om (overdrivelse fremmer forståelse), og så er der nogle, som kan gøre selv det mest spændende emne tørt og kedeligt. Måske handler det i virkeligheden mere om måden at skrive på, end om genren man skriver i. Måske... :-)