Impulsivitet

Kan aspergere være impulsive? En del af diagnosekriteriet er jo, at man finder tryghed i faste rammer og gentagelser. Måske er det fordi min aspergers er iblandet noget ADD, men jeg synes selv godt, at jeg kan være ret impulsiv til tider. Det er ikke så meget i hverdagen, hvor det kan give mig angstanfald at tage ned til byen, hvis det ikke er planlagt minimum en dag i forvejen, men hvis jeg pludselig får muligheden for at melde mig på en rejse, starte på studiet eller gå på en date, så tænker jeg hapser snapser, den snupper jeg. Pædagogerne på mit tidligere bosted grinede lidt af mine historier om den tendens, for det har bragt mig ud i enkelte vanvittige situationer, men da det kun meget sjældent går galt, så tænker jeg ikke at det er noget jeg gider at arbejde på for at ændre.

Aspergerdelen af mig kan godt nogle gange se på ADDdelen og tænke ting som overilet og overfladisk, men jeg tror ikke at tingene er helt så simple. Bare fordi en beslutning er truffet hurtigt, betyder ikke at den altid er forkert. Vi mener tit, at overjeget er det mest fornuftige og rigtige og idet er barnligt og forkert, men spørgsmålet aspergers vs ADD handler ikke om ikke om overjeg og id, det handler om to naturer der spiller op mod hinanden og ind i hinanden og skaber kontraster. Vi har vel alle disse kontraster, nogle mere end andre. Nogle har kontrasterne mellem overjeget og idet, andre mellem to naturer. Den eneste forskel på mig er, at jeg har diagnoser at putte på.

Når aspergerdelen af mig ser på ADDdelen og dømmer den som overfladisk, så er det fordi den tænker, at når der ikke ligge dybe overvejelser bag en beslutning eller handling, så må den være mere forkert, men hvorfor skal ikke også min underbevidsthed vide hvad der er godt for mig? Min impulsivitet har bragt mig mange gode oplevelser, hvor hvis jeg kun havde haft aspergerdelen, så ville mit liv have bevæget sig meget langsomt. Aspergerdelen har derimod forhindret mange dårlige beslutninger og er med til at finde glæde ved hverdagens små rutiner. En ven købte engang en bog omkring hvordan buddhistisk meditation skulle bringe glæde ind i disse små rutiner. Dette var i tiden før jeg fik min diagnose, og altså før jeg fandt ud af hvor meget min tænkning adskilte sig fra andres. Jeg husker, at jeg så på denne bog og undrede mig over hvorfor man mon havde brug for at læse sådan en bog, når nu det var så simpelt?

ADDdelen af mig har mest bragt bekymringer til folk omkring mig. De har i lange perioder været vant til at jeg opfører mig meget forudsigeligt, og så pludselig, bang, gør jeg et eller andet og glemmer måske endda at fortælle, at jeg er væk i nogle dage. Når de så ser på mig med undren og måske endda bebrejdelse, så kommer det som et chok for mig, at de ikke kan se hvor indlysende det er, at jeg måtte gøre nettop sådan. Mine aspergerhandlinger kan jeg diskutere og analysere i det uendelige, men mine ADDhandlinger er bare noget der er der. Jeg kan da godt fortælle lidt, men det er mere for påhørendes skyld end for min egen. ADDhandlingerne hører til i deres egen verden, de er ikke dårlige, ikke overfladiske, ikke uværdige, de er bare anderledes, men bare fordi de ikke hører til flertallet, gør det dem ikke forkerte.

Jeg levede i 27 år lænket til den person i verden jeg hadede mest, mig, men jeg begynder at vende mig til mig selv, ja måske endda at holde af mig selv. At holde af mig selv betyder ikke, at være perfekt som jeg engang troede, men derimod at holde af såvel mine dårlige som mine gode sider, min ADDside såvel som min aspergerside.