om ikke at have kræfterne

Jeg får ikke skrevet så meget for tiden, og det undskylder jeg. Universitetet tager meget af min tid, for der stilles store krav til os, eller også stiller jeg bare store krav til mig selv. Jeg er enormt taknemmelig for, at jeg har mulighed for at studere på deltid, sådan at jeg kun har ét fag i dette semester. Dem jeg studerer sammen med har tre store fag i dette semester, og jeg nærer stor beundring for, at de kan klare det, meget stor beundring.

På grund af min autisme kan jeg ikke klare nær så store arbejdsbyrder som de kan, hvilket har taget mig lang tid at lære at acceptere, men selvom jeg accepterer det, så forstår jeg det ikke. Jeg spekulerer på hvordan det føles at være normal, hvordan deres hjerner bearbejder indtryk, hvordan de håndterer pludseligt opståede kriser, og på hvad der for dem kategoriseres som en krise.

Jeg fik besøg af Gallup i dag. Et af spørgsmålene handlede om, om jeg er tilfreds med mit liv, hvilket jeg svarede ja til, men jeg kunne ikke lade være med at tænke på, at hvis en normal person skulle leve mit liv, om de så ville svare det samme? Livet ser bare anderledes ud når man er handicappet. Det meste af tiden er jeg ret normal, jeg ser normal ud og jeg opfører mig normalt, og alligevel er der denne kæmpe store forskel mellem 'dem' og mig der gør, at de kan gøre alle de ting de gør, og jeg kun kan klare så meget mindre.

Jeg har accepteret, at det er sådan det er, for jeg ved hvor syg jeg bliver, hvis jeg presser mig selv alt for hårdt, men jeg tror nok, at jeg er en lille smule jaloux, ikke fordi jeg er utilfreds med det jeg har og de ting jeg gør, men fordi det sætter skæl mellem dem og mig, fordi det gør at de er normale og jeg ikke er, fordi det adskiller os. Vi forstår ikke hinanden. Vi taler forbi hinanden.

Det her indlæg er kommet til at lyde lidt deprimerende, og det er egentlig ikke sådan jeg føler det, jeg er bare så forfærdeligt træt ovenpå to uger hvor jeg har arbejdet hårdere end jeg er vant til.